Plader

No Joy: Ghost Blonde

Skrevet af Christian Birk

No Joys debutalbum er en støjende, men meget ufarlig affære, der ikke formår at finde sit eget ståsted blandt de tydelige inspirationskilder.

No Joy er navnet på de to smukke blondiner Jasamine White-Gluz og Laura Lloyds hårdt støjende shoegaze-gruppe. Produceret af vores egen Sune Rose Wagner og med erklæret tilbedelse af My Bloody Valentine, Jesus and Mary Chain og Mazzy Star er det let at danne sig et forhåndsindtryk af pigernes debutalbum, Ghost Blonde.

Og selvom fordomme sjældent er befordrende for lytteren, viser de sig desværre at holde stik her. Ghost Blonde er i høj grad influeret af den shoegazer-bevægelse, der opstod i Storbritannien i slutningen af 1990’erne. Karakteriseret ved bl.a. Ride, Slowdive, Lush og My Bloody Valentine blev der skabt en yderligere niche til alternativ rock. Enorme mængder af distortion-, fuzz- og delay-pedaler blev indkøbt, og ved hjælp af disse og en enorm koncentration blandt udøverne blev der, i de bedste øjeblikke, formet smukke og hypnotiske numre og albums. Stærkest blandt disse står My Bloody Valentines Loveless, og denne bliver i stor stil hyldet af den canadiske duo.

No Joy starter som ventet med tæt og forstærket guitarstøj i åbneren “Mediumship”. Vokalen er næsten usynlig, gemt væk, fungerende som et ekstra instrument, en stemningsskaber mere end en fortæller – langt bag det støjende og svævende lydtæppe. Overgangene mellem de luftige noise-flader er måske lidt hårdere, og guitaren er til tider mere rå, men følelsen, formen og indholdet er stort set den samme som hos de allerførste shoegazere.

En af vores nationale bannerførere/beundrere af støjpoppen, Sune Wagner, har altså drejet knapperne og modelleret albummet her, og hvis ikke hans tilstedeværelse havde været så satans tydelig, skulle det slet ikke have været nævnt. Men Wagner har det altså med at korrumpere sine projekter med en overdreven berøringsangst over for forbillederne. Hans dybe respekt for idolerne kvæler legesygen og originaliteten, og det ligger som en tung sky over pladen her. Det fører til en omgang forudsigelig og navlepillende noiserock, og det illustreres værst af “Headless” og “You Girls Smoke Cigarettes?”, der begge er pågående og direkte, men også skriger af automatpilot.

Bag deres nyfortolkning af noiserocken gemmer der sig også en kærlighed for Sonic Youth, og de amerikanske legender bliver hædret i “Indigo Child”. På trods af de åbenlyse ligheder med den seje Daydream Nation-single “Silver Rocket” imponerer nummeret med en spændstig kombination af råt støjkaos og umiddelbar tilgængelighed. Der eksisterer imidlertid en fin balance mellem et godt og intenst rocknummer og den ærgerlige trang til at simplificere støjrocken. En trang og et behov, som mange nutidige bands har travlt med at indfri.

Det umiddelbart selvmodsigende ved støj som en nydelse og noget sensuelt har Torben Sangild beskrevet i bogen “Støjens æstetik”. Sangild fortæller blandt andet, at »støj kan være æstetisk og forførende, og … støj kan bringe musikken videre og åbne for nye erfaringer. Der er fokus på det sanselige – hvordan musikken opleves og kan opleves, hvis man åbner sig for den.«

Denne forståelse og respekt for støjen som virkemiddel er No Joy desværre med til at med til at underkende, når de i “Headless”, “You Girls Smoke Cigarettes?” og især “Hawaii” bruger den som et middel til et forsøg på letkøbt popsucces. Igennem deres lemfældige omgang med støjen formår de faktisk at tage noget af brodden af den. Støjrock skal helst være udfordrende, det skal gøre ondt at gå til koncert med The Jesus Lizard, Fugazi og Sonic Youth, der skal være mulighed for fordybelse og fortabelse, og det skal helst skurre lidt i øregangene. Det gør det ikke sammen med No Joy. De to canadiere har i humanitær ånd forsøgt at samle støjen og poppen, men det burde de have ladet være med, for dermed sletter de deres eget eksistensgrundlag.

Måske derfor går No Joy blødere til værks i “Maggie Says I Love You” og “Pacific Pride”. Disse to er fintfølende, lyse og drømmende. “Maggie Says…” er en hemmelighedsfuld og pirrende lille sag, der sættes i gang af en spændende, loopende guitarstøj, som forstærkes, føjer til og tager fra. Det er et meget blidt og sanseligt nummer, der bæres af tunge trommer og en sexet spøgelsesvokal. “Pacific Pride” har lidt af den samme varme, men befinder sig i et mere enkelt og klart lydunivers. En hybrid af Jesus and Mary Chains Darklands og The Smiths’ The Queen Is Dead er nok det tætteste, vi kommer på en musikalsk ligesindet.

Disse to glimrende sange kan dog ikke, alene, redde Ghost Blonde. På nær enkelte øjeblikke lykkes pladen ikke med at overvinde de forbehold, jeg havde inden gennemlytningen. Det er et kedeligt og uforståeligt forsøg på at genskabe de stemninger og den lyd, som allerede er hørt. Det eneste, de to piger formår, er at efterligne forbillederne på en enklere, kedeligere og mindre interessant måde. No Joy har bestemt god smag, men den selvstændige tankegang gik vist fløjten for snart 20 år siden.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat