Nyheder

November-koncerter: Under motorcycle and walkman: broken Mew

Skrevet af Camilla Grausen

Efterårets koncertprogram topper i andel halvdel af november med både danske og udenlandske navne. Her er hvad Undertoner ikke vil gå glip af!

Sidste halvdel af november er spækket med anbefalelsesværdige koncerter. Uden overhovedet at nå til Håkan Hellström, !!!, Love Shop eller Melissa Auf Der Maur, vil Undertoner særligt sætte fokus på følgende koncerter til de mørke novemberaftener…

Medlemmerne i The Walkmen foretrækker at vente ved siden af deres affaldssække indtil skraldebilen kommer.

I februar udgav Under Byen deres fjerde album Alt er tabt. Her lagde århusianerne et højt kunstnerisk niveau og udfordrede sine lyttere endnu mere end normalt med en mørkere, mere snørklet og mindre melodiøs lyd. I foråret spillede de så tre udsolgte koncerter på Copenhagen Jazzhouse. Undertoner var til den ene og kvitterede med 5 U’er for en rå og smuk liveoplevelse. Nu er Under Byen på en større danmarksturné, hvor der endnu er koncerter i Esbjerg, Odense, Thisted, Kolding, Århus og Koncerthuset i København tilbage. Se nærmere info om de seks koncerter i koncertkalenderen.

Lørdag den 20. november er det på Christiania, det sker. De cool garagerockere i Black Rebel Motorcycle Club indtager Den Grå Hal med numrene fra deres nyeste skive, Beat the Devil’s Tattoo. Det er bandets eneste koncert i Skandinavien i denne omgang, og måske derfor er der nu udsolgt. Måske det også er en lille smule pga. bandets nye, kvindelige, danske trommeslager Leah Shapiro, der tidligere har turneret med The Raveonettes. Hende kan vi jo godt være stolte af på disse breddegrader.

Mandag den 22. november er ikke som alle andre kedelige mandage. Det er noget af en koncertdag – for det første fordi The Walkmen giver koncert i Amager Bio. Koncerten må næsten betegnes som månedens scoop, da New Yorker-bandet aldrig før har spillet i Danmark, til stor fortrydelse for alle os, der er faldet for først bandets arrige hit ”The Rat” og sidenhen for deres skramlende, nostalgiske indierock. Stilen fortsættes på bandets nye album Lisbon, der udkom i september. Opvarmningen står danske Our Broken Garden for. Bandet med Anna Brønsted i front kreerer ifølge Undertoners anmelder »dansk melankoli af højeste karat«.

Den anden koncert, der gør mandag den 22. til en særlig mandag, er Broken Social Scene i Store Vega i København. Det Toronto-baserede musikkollektiv er gennem det seneste årti blevet en af de vigtigste navne på indierock-verdenskortet, og efter diverse soloprojekter er bandet tilbage med Forgiveness Rock Record. Koncerten opfølges dagen efter, tirsdag den 23., af en koncert på Voxhall i Århus.

Det er ikke kun Under Byen, der har gjort sig positivt bemærket i udlandet, Mew har også fået mange beundrere ude i verden. I disse dage turnerer de f.eks. i Tokyo. Men i slutningen af måneden vender de hjem for at udleve en gammel drøm, nemlig at give stor koncert for et siddende publikum for at bandets lyd og visuals for alvor kan komme til sin ret. Det sker nu et usædvanligt sted, nemlig i Operaen i København. Datoen er søndag den 28., hvor Mew giver to koncerter på én aften. Dagen efter er det Musikhuset i Århus, der lægger scene til. I øvrigt forlyder det, at der skulle være en overraskelse eller to gemt i aftenernes sæt.

Se mange flere anbefalelsesværdige koncerter over hele landet i Undertoners koncertkalender, der opdateres løbende.

Deltag i debat