Plader

Obstacles: Dividual

Skrevet af Anders Mortensen

Obstacles farer hen over sletterne på deres fremragende debut. Powerriff vælter i alle retninger, og det hele er pakket så tæt, at det er en fryd. Savner man tapping, der søger mod det vidtløftige, må man ikke gå glip af Dividual.

Den hvide mand med de store pecs på coveret af Dividual er et fint billede på de toner, københavnske Obstacles fremstiller på debutpladen. Over jorden: afbalanceret, i ro, skåret i sten. Under mulden: viklet ind i rødder og afgreninger, men stadig i ro, stadig i balance. Buddha i indviklet spænd. Sådan er Obstacles’ musik også: konstant sikker og konstant væltende mathrock, der aldrig er bange for at vise ukendte sider af sig selv. Gennem pladens 10 numre bliver lytteren præsenteret for en gruppe, der kan sin stil, mens inspirationen fra jazz, grunge, stadionrock, postmetal og pop er tydelig og næsten hyldet.

“Twilight of the Idiots” sniger albummet i gang som et math-spiontema. “Mission Impossible” møder tapping. Instrumenterne bryder op, finder sammen, bryder op og vender så tilbage til det snigende. “Procrustean Beds” har klart pladens bedste riff blandt en ellers god samling af samme. Det er som de andre numre bygget op i rodede bidder, der samler sig i payoffet i form af et melodisk riff. Musikken lægger bånd på sig selv, men virker stadig.

Andre steder mærker man en prog-tilgang til mathrockgenren, der giver pladen et interessant udtryk af ordnethed sidestillet med kaos. Eksempelvis den fremragende “Hoaxenhagen” som sætter mildt i gang med en baggrundshvirvlen og tager den klassiske progopbygning til mellemcrescendoet. Sangen foretager sig en æterisk vending fra det helt rent mathede og går til sidst hen og bliver… ja, stadion-agtig.

I afslutteren “Locomotive” begår bandet et stilbrud, der med tiden må vise, om det var et decideret fejlskud eller ej. Denne plade, der hele tiden har været forholdsvis striks i sit æstetiske forlæg, byder nu på grunget vokal på en ellers vokalløs plade. Obstacles går pludselig hen og bliver en smule gymnasierockede, og det betagende forsvinder en smule, men på den anden side er det ikke en gimmick, og for hver gennemlytning ender vokalen med at give mere og mere mening, end man havde regnet med, da Vedder light-lyden ramte første gang.

Og når nu resten af Dividuals er så god, bliver “Locomotive”-vokalen en af de ting, man ved, man lærer at holde af. Den er ikke ødelæggende, men mest af alt en smule besynderlig, når alt andet nu går op i stor lyd og riffs, der taler så meget for sig selv, at et menneskes stemme ikke kan andet end at bryde illusionen. Nogle andre og langt mere indtagende afstikkere fra mathen er de små freejazzede og nørklede indslag, der dukker op. De skærer ikke så meget i lytteoplevelsen som vokalen, da de fungerer som ventiler for det skarpe i hovedgenren. Oftest dukker disse momenter op hen mod slutningen af numrene, hvor en saxofon nørkler løs, uden hverken at blive altdominerende dødssax eller Kenny G. Integrationen er noget nær perfekt.

Snublerierne er allestedsnærværende hos Obstacles. Math som genre udmærker sig netop ved at være tight rod, og Obstacles bevidst kluntende marcher er ingen undtagelse. Guitar og bas forsøger den lige vej frem, mens de rullende trommer som en fuld mands ben stavrer af sted og driver hele korpusset med sig i den ene og den anden retning og til tider, men ikke tit, med snotten plantet i asfalten. Forløsningerne er der, og der er masser af powerriffs at finde. Det er bestemt ikke konstant vælten rundt, og når de søger en gængs melodi blandt det matematiske, finder de den også altid; undgår avantgarden. Obstacles’ univers er et system af tre instrumenters forskellige humører og samklange, og opbygningen gør Dividual til en stærk progmath-plade. Selvom der snubles, maler Obstacles disse snublerier så indtrængende og tætte, at man helt kan tabe pusten. Det er en god ting.

★★★★☆☆

Deltag i debat