Plader

Petterson: In the Pink

Skrevet af Klaus Thodsen

Melankolsk og poprocket vestjyde fra storbyen, der skyder i mange forskellige retninger og på samme tid rammer både bull’s eye og langt forbi.

Musiklæreren Mikkel Petterson gjorde sig første gang bemærket på den danske musikscene i 2004 med sin selvbetitlede ep. Siden gav han lyd fra sig med Alice Sings the Petterson Songbook, som blev til i samarbejde med sangerinden Alice Carreri.

Nu står han for første gang på egne ben på et fuldlængdealbum. Resultatet er lidt en ‘både og’-oplevelse. Petterson har en forkærlighed for 70’ernes poprock og viser især evner for at skabe gode, bløde popsange. “Falling in Love”, et nummer med let guitarspil, klaver og blide strygere, er på flere måder et fantastisk nummer. Den utrolig afslappede stemning bliver underbygget af Pettersons rolige vokal, og det hele skaber til sammen et smukt lille kærlighedsnummer. Jeg får billeder i hovedet af Paul Newman og Katharine Ross på samme cykel, mens de synger Burt Bacharachs “Raindrops Keep Falling on My Head”.

In the Pink er generelt delt i to lejre. Singer/songwriter-delen og poprock-delen, og singer/songwriteren klarer sig bedst. “Gotta Be Young” er igen et nummer, der disker op med en charmerende tilbagelænethed. Bygget over simpelt guitarspil og en dejlig, om end ganske uoriginal melodi kommer den rolige vokal for alvor til sin ret.

Roen og den tilbagelænede stemning er dog ikke det eneste, vi bliver budt på. Albummet har flere tricks i ærmet, men desværre er de ikke alle lige vellykkede. “Tropical Moon Hotel” byder på en anden og ganske anderledes oplevelse end den skønne “Falling in Love”. Her bliver vi budt indenfor i en blanding af hawaiiansk cabana-musik med piger i bastskørt og strygere fra en 50’er-komediefilm. Her kommer Petterson ud, hvor han ikke kan bunde, og nummeret passer meget lidt sammen med resten af pladen. Jeg tager til Hawaii pga. pigerne i bastskørt, ikke for cabana-musikken. På samme måde med dette nummer; det er ikke det, jeg vil sætte In the Pink på for at høre.

Petterson har et klart talent for den afdæmpede popsang, men i mindre grad når han krydser grænsen over til den mere letbenede pop som i “Tropical Moon Hotel” eller det efterfølgende “Walking Down the Street”. Langt bedre går det, når han holder sig til numre som førnævnte “Falling in Love” og det melankolske “Gotta Be Young”. Desværre er der for langt imellem, at talentet bliver vist fra sin bedste side, og det er en skam.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat