Plader

Small Black: New Chain

Skrevet af Anders Büchert

Variationen er ikke overvældende på Small Blacks debutalbum, der bevæger sig i et behageligt synth-univers. Der er et højt bundniveau, men albummet har unægtelig et præg af anonymitet over sig, man godt kunne have været foruden.

Det er hverken direkte uvedkommende eller decideret hjernebesættende, hvad Small Black præsenterer på deres første fuldlængdeudgivelse, New Chain. I et luftigt synth-univers med behageligt fraserende vokaler og ikke videre bombastiske beats giver det et velovervejet, smådrømmende lydbillede hele albummet igennem. Netop af denne grund går det aldrig helt galt, og bundniveauet er ganske højt. Til gengæld betyder det også, at man skal lede længe efter et nummer, der går rent ind. Lidt af en skam, når man ved, hvad gruppen er i stand til at præstere.

Vi skal nemlig bare tilbage til sidste år for at finde gruppens selvbetitlede ep. Udtrykket var her en del mere råt, og de støjende guitarflader gav musikken et aldeles charmerende præg. Det sendte bl.a. “Despicable Dogs” i fast rotation på mit hjemmeanlæg, ligesom ep’ens resterende fire numre også fik en god sjat opmærksomhed hver for sig. Nu har en bedre produktion ramt gruppen, og mens det naturligvis ikke betyder, at al charme er forsvundet fra albummet, giver det alligevel en mærkbar forandring, der bl.a. betyder, at anonymiteten konstant lurer om hjørnet og endda kigger frem fra tid til anden.

“Camouflage” åbner ballet ganske sfærisk. Her finder man lidt af den særprægede, støjende guitarlyd fra ep’en, og kombineret med det vellykkede synthtema og drømmende melodiøsitet giver det en aldeles vellykket åbner, der muligvis er albummets bedste bidrag. På samme måde ramler hverken “Search Party”, “Photojournalist” eller titelnummeret ind i den omtalte anonymitet takket være deres lettilgængelige temaer, og derfor træder de frem som højdepunkter. Desværre når ingen af de fire ovennævnte numre det potentiale, man ved, Small Black har, og det er en smule uforløsende, at der i virkeligheden ikke er nogen overvældende klimakser at finde.

Det er særdeles svært at få øje på det interessante i numre som “Crisp 100s”, “Goons” og “Panthers”, der triller rundt i kedsommelig tomgang. Det er såmænd ikke umuligt at finde melodierne i de respektive numre, men hvor dybt man end graver, er det svært at finde de medrivende elementer.

Der er et klokkeklart musikalsk tema på New Chain, der på sin vis gør albummet helstøbt og velsammensat. Det betyder dog også, at der ikke er de store eksperimenter, der udfordrer den sædvanlige instrumentering og komposition. Small Blacks debut matcher derfor ikke de relativt høje forventninger, man ellers kunne have på baggrund af den formidable ep fra sidste år. Bundniveauet er ganske vist højt. Problemet er, at højdepunkterne ikke hæver sig særlig højt derover.

★★★½☆☆

Lyt til “Search Party”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/searchparty.mp3]

Lyt til “Photojournalist”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/photojournalist.mp3]

Leave a Reply