Plader

The Gaslamp Killer: Death Gate EP

Skrevet af Zenia Menzer

Sammenblandingen af elektronisk hiphop, jazz og sære psykedeliske lyde, der lige så godt kunne stamme fra et gammelt computerspil udgør til sammen dj’ens nye album, der på sin egen måde er særpræget, men alligevel ikke rammer plet.

Los Angeles-dj’en William Benjamin Bensussen, alias The Gaslamp Killer, serverer med sin ep Death Gate en blanding af beats og forskellige genrer, der tilsammen danner en sursød sovs, der ikke glider ned uden modstand.

Dette skal forstås på to måder: Den ene er, at Bensussen med vilje skaber kantet og sværtfordøjeligt materiale, der kræver tid og tålmodighed; den anden er, at visse af de musikalske virkemidler, anført af keyboard- og synthesizerlyde, er så banale, at lytteren virkelig skal hænge på for ikke at miste interessen. Nogle af de lydbilleder, der bliver skabt, fremstår så enkle, at de bliver kedelige, og det hele bliver lidt rodet, når genrer som hiphop, jazz, electronica og psychedelica bliver mikset. Flere af numrene repræsenterer egentlig fine og kreative sammenblandinger, men pladen er ikke kontinuerlig i sin kvalitet, og “Shattering Inner Journeys” og “Monsterfromtheunderground” er to af de numre, der momentvis trækker mod bunden.

Førstnævnte nummer kunne lige så godt være lavet til et gammelt computerspil fra starten af 90’erne. Nummeret varierer undervejs og får et mere jazzet præg, hvilket umiskendeligt klæder det, men når lyden vender tilbage til Yamaha-keyboard-stemningen, fremstår musikken en anelse plat. Jeg har svært ved at afgøre, om Bensussen for alvor mener, at han har smækket gamle skiver på nye pladespillere og rykket ved nogle af de genrebetegnelser, der definerer ham såsom electronica, hiphop og dubstep, eller om Death Gate netop skal stå frem som en blanding af skidt og kanel for at demonstrere dj’ens skødesløse og humoristiske tilgang til musikken.

Albummet udgør i al fald som helhed en varierende størrelse, der vidner om både Bensussens muterende skikkelse og hans farverige tilgang til musikken. Der er noget progressivt i hans lydsammensætninger, og inddragelsen og anvendelsen af jazzen giver en moden og velovervejet lyd, der antyder Bensussens alvorlige indgangsvinkel, hvilket høres på “When I’m In Awe”, som er et af højdepunkterne på albummet.
Det trækker dog ned, når Death Gate sine steder lyder, som om musikken lige så godt kunne være produceret til den klassiske Nintendo-spillekonsol. Death Gate havde udgjort en bedre og mere sammenhængende ep uden disse indslag.

★★★½☆☆

Deltag i debat