Plader

The Wong Boys: W

Skrevet af Martin Thimes

Frank Ziyanak og Stefan Kvamm har gravet sig endnu længere ned i deres bøvede electro-hul med deres anden The Wong Boys-plade. Mildest talt uheldigt. Men med to glimrende undtagelser.

Der er noget sært dragende ved Frank Ziyanak. Manden har en ret enestående evne til altid at stå lidt skævt fra midten og kaste arrogance over det meste, han deltager i. Det må man give ham. Det fungerede fint på den første The Wong Boys-plade. Det var flabet, lidt frækt og så tilstrækkeligt ironisk provinsielt, at det var værd at lytte til i små doser. Det dragende ved The Wong Boys er dog ganske forduftet i lutter forstilte synthflader uden hverken kant eller dybde på denne anden plade, hvor Frank lyder som en overmæt udgave af sig selv. Og når han så endelig holder op med at spille seje Frank, der knepper damer, går i læderjakke og har solbriller på om natten, får hans bandkollega Stefan Kvamm plads til at vise, at der gemmer sig en ganske interessant producer inde bag alle tomhederne.

Det er bare ikke noget, han får lov til at vise på de første otte skæringer på pladen. Her skal der nemlig strøes med ligegyldigheder som i eksempelvis den komplet uinspirerede “Shake Yo Head Off”: »You don’t look / Too happy / Well, I’m not trying / To be funny / ‘cause money ain’t funny / I ain’t funny«. Og så sidder man ligesom dér. Og giver manden fuldstændig ret. Desværre fortsætter ligegyldighederne i omkvædet: »Shake your head off / Shake your head off / Shake your head off / Shake it break it till you make it.«

Sådanne brud er der hele tiden på pladen. Det er ganske fængende sine steder, men pludselig ødelægger duoen det for sig selv ved at blive unødvendigt bøvede. I “Got Game” knækker synthfladen eksempelvis til fordel for et stadion-lå-lå-lå, der mest kommer til at fungere som et ekstra irriterende lag oven på et i forvejen komplet uinspireret synth-tema. Og det er måske det mest sigende ved pladen. Der er en konstant søgen efter dén ene linje, der kan sætte sig fast i skallen på folk ude på dansegulvet. Men det bliver alt for tydeligt, at The Wong Boys ikke kan finde ud af, hvordan de skal gøre. Det emmer af en desperation, der er komplet tandløs i forhold til forbillederne i Suicide.

I “In Tha House”, hvor et pulserende og hektisk beat danner fortrop for en fin lille synthlinje, indledes der med lige-ud-af-posen linjer om at være ligeglad med de tynde piger, de tykke piger. De høje piger og de rige piger. Efterfulgt af »I only care for my woman«. Ømt nok. Men så skyder Ziyanak og Kvamm sig i foden ved at transformere sangen til endnu et hitforsøg med omkvædet: »The Wong Boys in tha house / The Wong Boys in tha house / Two cool cats just fishing for a mouse« (!).

Duoen redder lidt af æren i de to afsluttende numre. Her er der mere Kvamm end Ziyanak. “Brothers 4 Ever” har et strejf tidlig minimalistisk techno ikke ulig Manuel Göttsching over sig, og Ziyanaks sangforedrag falder til ro i det afbalancerede lydbillede. “Out of Sight, Out of Mind” er igen minimalistisk, om end klart mere poppet og ligetil, men balancerer på den rigtige side af det sorte hul, som resten af pladen er landet i. Beatet køres stramt, men med fine variationer, og der bliver ikke læsset for meget på. Det er effektivt, nærmest fremragende.

Jeg har engang set The Wong Boys deltage i en iPod-battle i Århus (ja-ja, skyd mig, jeg ved det). Dér, midt mellem stive teenagere, club kids med kantede frisurer og Mike Sheridan, så de ud til at have det rart. Men som de sidste to numre på pladen viser, er festen slut. Desværre har The Wong Boys ikke fuldt formået at transformere deres dekadent bøvede electropunk til noget med substans. De vil lave hits i en tid, hvor der er så mange andre, der er bedre til det end dem. Og glæden ved at skråle med på tomheds-anthems er for længst ovre.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat