Plader

Tim Kasher: The Game of Monogamy

Skrevet af Lise Christensen

Håndbog i parforhold. Tim Kasher udfolder monogamiets spilleregler på sit første soloudspil. Der er interessante og til tider ufrivilligt underholdende observationer, men mixet af ballader og emorock kræver en forkærlighed for det beherskede og inderlige.

Flirt, kærlighed, parforhold, drifter, brud og hjertekval – et spil, der vedrører os alle, og som spilles overalt omkring os.

Tim Kasher præsenterer på The Game of Monogamy et bud på, hvordan spillereglerne i et monogamt forhold kan udfolde sig. Det er et tema, han har skænket mangt en tanke i sideløbende projekter som frontmand og sangskriver i emo-rockbandene Cursive og The Good Life, der blev udgivet på Conor Oberst-selskabet Saddle Creek. Som på konceptalbummet The Ugly Organ (Cursive, 2003) har Kasher på sit nye album skabt en sammenhængende fortælling, der til tider delvist læner sig op af musicaltraditionen.

The Game of Monogamy præsenteres en kærlighedshistorie fra den idylliske start over den gryende utilfredshed og det bestialske brud til den efterfølgende bebrejdelse. Den musikalske stil veksler mellem den stille ballade og den ekspressive og bekendende emorock.

Det starter stort, lyst og udpræget klassisk. I ved, med den der ‘morgen, der gryer’-stemning, der er som taget ud af en fuldfed Disney-film, komplet med horn, harpe og violiner i ødsle mængder. Så kan det monogame kærlighedseventyr ellers begynde – eller kærlighedsillusionen, som det hedder hos Kasher. Og så begynder han ellers at tale sig varm – bogstaveligt talt. Med sin karakteristiske snarere end skønne røst halvt taler, halvt synger Kasher i “A Grown Man” om problemerne med at underordne sig prædikatet ‘voksen’ med det dertilhørende ansvar. Ikke just kønt, men til gengæld med genkendelige overvejelser.

Knap så heldig med teksterne er Kasher i den noget senere “There Must Be Something I’ve Lost” – en harpe- og violinbefængt ballade, hvor Kasher læner sig ud over klaveret og med drivende nostalgi og bitterhed deklarerer: »When I was young I believed in love / But hey, I also believed in God.« Touché, Kasher, touché! Heldigvis har nedskydningen af ungdommelige illusioner banet vejen for hårdtslående visdom, hvilket Kasher ikke er bleg for at strø om sig med: »You know the world don’t revolve around your prick.« Tough.

Disse enkle musikstykker og modsvarende melodramatiske tekster er der en del af, specielt på sidste del af pladen, der er viet til tilværelsen efter aflivningen af kærligheden. Tredje skæring på pladen tager i stedet tråden op fra Cursive og Neutral Milk Hotel – her kommer trompeterne og den affekterede stemmeføring til sin ret. Der er tempo og spændingskurver, men stadig et noget mildere udtryk end hos de to førnævnte bands. Den gode, musikalske stemning holder også i “Cold Love”, der er en mere straight, rocket sag. Som musikvideoen fint illustrerer, begynder det virkelig at knage i de ægteskabelige furer. I direkte forlængelse begynder det dog også at knage i pladens furer. Intermezzoet “Surprise, Surprise” gør næsten lige så ondt som det brud, teksten kredser om.

Tematisk hænger pladen fint sammen. Der er indledning, idyl, der smadres, erkendelse og en pompøs outro, der runder hele baduljen af. Konceptet og (nogle af) teksterne hiver denne plade op, musikken og vokalen i sig selv gør sig ikke over middel. Brugen af klassiske instrumenter som violin og harpe til at fremhæve det melankolske og de store følelser føles som en slidt kliché, og et nummer som “No Fireworks” kunne have været en flot ballade, hvis Kasher havde valgt at gå andre veje.

Som han gentager gang på gang i samme sang: »I can’t feel it.«

★★★☆☆☆

Deltag i debat