Introduceret

Undertoner introducerer: Tool

Skrevet af Zenia Menzer

Tool har med en respektindgydende diskografi bevist deres værd som musikere, men Tool er ikke bare musik – Tool er et trip, man skal opleve på egen krop for at forstå omfanget af de fire herrers indflydelseskraft.

Tool skaber musik, der hverken er let at håndtere eller kapere, og det kræver tid, tålmodighed og indlevelse at få adgang til kvartettens univers. Bandet har et intenst og kompromisløst fokus på musikken, der sandt nok er svært tilgængelig, men som åbner døren ind til en anden verden, hvis man investerer i den. Vejen ind i musikken kan synes lang og hård, men hvis man når til det punkt, hvor den begynder at give afkast, finder man imidlertid ud af, at det var en af de bedre investeringer, som betaler sig i form af rundture i et lige dele fredfyldt og sønderrivende rum.

Fra Tools sidste grisefest. De havde misforstået konceptet.

“Pushit” (fra Ænima) er et af de numre, der inviterer lytteren til at mærke sine følelser og følge dem ud til kanten. Følelsen af at befinde sig et sted, der rummer smerte og fortvivlelse kan være overvældende, men trods dette er det lige præcis det sted, man søger i “Pushit”. Som lytter bliver man trukket ind i et intimiderende lydbillede, der på brutal vis blotlægger følelsen af at være blevet presset til noget, man ikke havde lyst til, eller følte, man ikke var i stand til. Med forsanger Maynard James Keenans gentagne ord »push me somewhere I don’t wanna be,« ser man dog gradvist det udviklende element i at blive kastet ud på dybt vand. På dette nummer udtrykkes det – både gennem lyrikken og det heftige instrumentale forløb – at man skal stå ved sine følelser og vokse gennem dem. Samtidig ligger der også en opfordring til at lære sig selv så godt at kende, at man ved, hvor langt man kan presse sig selv – eller lade andre presse én.

Bandet blev dannet i starten af 1990’erne i Los Angeles, og deres første ep, Opiate, og deres første studiealbum, Undertow, som blev udgivet i hhv. 1992 og 1993, rummer en blanding af grunge og progressiv metal, som ledsages af en perverteret og provokerende lyrik. I ”Prison Sex” fra Undertow lyder det f.eks.: »I have found some kind of temporary sanity in this shit, blood and cum on my hands / I’ve come round full circle / My lamb and martyr, this will be over soon / You look so precious.« Denne sang handler efter sigende om voldtægt, seksuelt misbrug og det traume, der efterfølgende rammer ofret. En del af det lyriske billede bliver også tegnet af den cirkelslutning, der dannes, når offer bliver til gerningsmand, og spillet dermed får en ny, uskyldig deltager, som ender med selv at blive gerningsmand, og så kører rouletten.

Efter dette har bandet udgivet en række livealbums samt tre studiealbums: Ænima, som udkom i 1996, Lateralus, som udkom i 2001 og deres indtil videre sidste afkom, 10,000 Days fra 2006. Tools tunge og diabolske lyd bliver i særdeleshed udtrykt på numre som ”The Grudge”, ”Ticks and Leeches” (begge fra Lateralus), ”Hooker With a Penis”, ”Pushit” og ”Third Eye” (alle fra Ænima), som indeholder stramme og dynamiske instrumentelle passager, men som også i dén grad afbilder en vred og indædt Keenan.

Jo, jo, Tool er skam en flok gentlemen.

”Ticks and Leeches” indeholder en aggressiv og hævngærrig stemning, der ikke er til at tage fejl af, og den manifesterer sig gennem en hjemsøgende og bidsk lyrik: »Suck me dry / My blood is bruised and borrowed / You thieving bastards / You have turned my blood cold and bitter, beat my compassion black and blue / Hope this is what you wanted / Hope this is what you had in mind / ‘Cause this is what you’re getting / I hope you’re choking / I hope you choke on this.« Rygterne vil, at Keenan mistede stemmen fuldstændig i adskillige dage efter indspilningen af denne sang og efterfølgende ikke kunne synge høje toner i en tre ugers tid, fordi han pressede sin stemme til yderpunktet. Dette skulle angiveligt også være grunden til, at bandet sjældent smider dette nummer på sætlisten til koncerter.

Tool bevæger sig på mange niveauer i så kompakte kreationer og forløb, at det er svært at rumme det hele på én gang. Til dette skal lægges bandets enormt hemmelighedsfulde opførsel omkring lyrikkens betydning, fordi deres klare holdning er, at hver lytter skal skabe sin egen virkelighed i indtrykkene. Mystikken omkring Tool er derfor stor, og lytterne fortolker på livet løs. Der er blandt denne skare en ukuelig trang til at grave i musikken for på et eller andet tidspunkt at nå ind til en form for centrum. Et ståsted. En hvileplads.

Dage, uger, måneder, år går med at grave, og det smukke ved Tool er, at de skaber rammerne om meget intime og private oplevelser. Individet får her magten til at tilskrive musikken den betydning, vedkommende ønsker, og hvad man finder, afhænger af, hvor intenst man leder. Samtidig er der ingen endegyldige slutninger på de historier, Tool fortæller, og de skaber musik, der er langt mere procesorienteret end målfikseret. Der er ingen grænser eller stoppesteder, blot endeløse bevægelser, der cirkulerer om et poetisk og abstrakt univers, som lader sig udfolde, hvis man er villig til at give en del af sig selv, og hvis man er forberedt på at begive sig ind i afkroge af følelsesregisteret, man ikke troede fandtes.

Kærlighed, overskud, glæde, had, bitterhed, smerte, sorg og kynisme er følelser, vi alle kender til, men i Tools lydbillede bliver man trængt op i en krog, hvor disse følelser bliver presset sammen, og man oplever, at de enkelte følelser i virkeligheden ikke ligger så langt fra hinanden. Som lytter oplever man nogle cirkelslutninger, hvor man ikke kun får en fornemmelse for samhørigheden og hybriddannelsen mellem de forskellige følelser, men også oplever sig selv som fællesnævner for hele det scenarie, Tool opsætter. Man bliver selv det lille varme centrum, musikken kredser om, og oplevelsen af at være med i selve skabelsesprocessen bliver en del af lytteoplevelsen, fordi man ikke kun bliver introduceret for musik, men også en vej ind i éns eget følelsesliv.

Her starter du med Tool:

Ænima (1996)tool_aenima
Ænima er et album, der inviterer sine lyttere indenfor, men som på ingen måde udleverer sig selv. Numre som ”Pushit” og ”Third Eye” er med deres komplekse sammensmeltninger af lyd (og længder på hhv. næsten 10 og 15 min.) ikke numre, der lader sig sluge på én gang. Der er en fantastisk inderlighed og vilje på albummet, som udtrykkes i en atmosfærisk, ond og følelsesbetonet lyd, der klemmer livet ud af én. Det overvældende lydbillede, med Keenans uafrystelige vokal i forgrunden, formår på trods af dette (eller måske i virkeligheden pga. dette) at skabe en enorm livsbekræftelse, og man kan ikke andet end lytte til albummet og glæde sig over den genialitet, som udtrykkes i en outreret, metallisk udformning.

Lateralus (2001)tool_lateralus
Her er det. Kongealbummet. Lateralus er uden tvivl den mest helstøbte plade, der er set i lang tid; ikke kun inden for bandets egen diskografi, men på plademarkedet generelt. Mystikken omkring hvad et menneskeliv kan rumme, og hvad livet som en mere overordnet størrelse indebærer, bredes på dette album ud i følelsesudbrud og tankemønstre, der pirrende indbyder til at stille de store spørgsmål. Svarene hertil findes overalt i lydbilledet, der blander det hårdtslående med det fredfyldte – det handler blot om, at man som lytter er åben og kreativ i sin søgning. Der er enormt meget lys på Lateralus, men for at finde det, kræver det, at man er indstillet på at skulle bevæge sig gennem mørke haller af smerte og kynisme. Anerkendelsen af at had er lige så brugbar og produktiv en følelse som kærlighed, er en fordel, når man lytter til dette album, som rejser sig til et mere fuldendt poetisk og æstetisk niveau end sine forgængere.

10,000 Days (2006)tool_10000days
Dette album udgør en hybrid mellem en mere retro-rocket lyd end oplevet på Ænima og Lateralus og en dunkel og emotionel lyd, der specielt kommer til udtryk på ”Wings For Marie” part 1 og 2, der med sine melodiøse og melankolske, men dog bombastiske udsving, graver sig ind lige dér, hvor det gør allermest ondt – og samtidig føles så godt. 10,000 Days indeholder adskillige numre, såsom “Intension” og “Right In Two”, der favner det atmosfæriske og stemningsmættede aspekt, men alligevel rummer pladen også en mere tilgængelig og umiddelbar lyd end sine forgængere, som bl.a. kommer til udtryk på numre som “Vicarious”, “Jambi” og “The Pot”.
Tools karakteristiske tunge lyd og eftertænksomme og analyserende natur indhyller dog hele albummet, som viser mørkemændene fra en kreativ og professionel side, men der opnås ikke samme aggressivitetsniveau som på Lateralus.

16 kommentarer

  • Fremragende gennemgang af et af de vigtigste musikalske bekendtskaber de sidste 15-20 år, specielt når man kunne frygte at de ville blive glemt af en ny generation, der forbinder smerte og aggresivitet med narcisistiske følelsesudbrud som man ser i emo-rocken.

  • Fin lille en;)

    Kunne godt tænke mig titler på den række af livealbums bandet officielt har udgivet – ud over Salival, lader da til at jeg muligvis mangler noget i min samling.

    Og så en lille sproglig øjebæ – Nu Tool er igang med at indskrive nyt materiale, kan 10.000 days ikke være bandets “sidste” afkom, men “seneste”.

    Ellers herligt at læse en velskrevet og engageret art om my favorit band.

  • nå, så lateralus “er den mest helstøbte plade set på plademarkedet i lang tid”..det er da et dovent, intetsigende udsagn. Jeg kender ikke en flyvende skid til Tools musik(jeg hader generelt genren, så jeg må desværre nok betragte mig selv som fordomsfuld). Men come on, levér et sigende udsagn istedet for en så indlysende absurditet! Lad mig nævne i flæng et par yderst helstøbte, levedygtige musiske værker fra omkring årtusindskiftet (der vil blive stående langt ud i fremtiden): Wilco “Yankee Hotel Foxtrot”, Kanye West: “College Dropout”. The Streets “Original Pirate Material”. Radiohead “Kid A”. Jay-Z “The Blueprint” etc etc.
    Tool? Deres kulturelle signifikans på den generelle musikscene kan på ingen måde sammenlignes med de her fem nævnte pejlemærker. Tool er et nicheband med en dedikeret fanskare, men de har ingen betydning uden for deres niche. Jeg mindes ikke at have læst en rockanmeldelse der namechecker Tool sådan ca. nogensinde (hvorimod Radiohead, Kanye, Wilco etc. er faste referencepunkter mere end ofte)

  • @ julian the emperor

    Jeg siger ikke, at Lateralus er den mest indflydelsesrige plade på markedet, for det vil jeg give dig ret i; det er den ikke. Langt fra. Men det fjerner ikke mit fokus, som er, at Lateralus er et enormt gennemarbejdet album, der både har inkluderet blikket på det enkelte nummer og albummet som en helhed. Der er på dette album en imponerende sammenhæng, som blandt andet kan findes på overgangen mellem numrene “Parabol” og “Parabola” og de tre numre “Disposition”, “Reflection” og “Triad”.
    Selv om Tool ikke bliver namedroppet, gør det dem ikke ligegyldige, og selv om de helt sikkert har mest betydning inden for deres egen musikalske niche, gør det ikke deres værker mindre værd.

  • Helt enig med Zenia. Jeg kan ikke se hvorfor et værks kulturelle signifikans har noget med værkets helstøbthed at gøre. Værkets kvalitet hænger da kun sammen med værkets egen indre logik. Der kan eksistere en eller anden obskur plade fra Kasakhstan, som kun fire mennesker har lyttet til, og alligevel kan den uden problemer være verdens mest helstøbte værk. Det er jo lige meget hvor mange der anerkender at det er helstøbt, så længe der er nogen, der gør det. Eller mener du, Julian, at det er en demokratisk proces hvorvidt et album er helstøbt eller ej?

    Desuden har jeg svært ved at se at nogle af de plader du nævner, har influeret musik udenfor deres egen genre, bortset fra Radiohead, men de er jo også i sig selv genrebryderere.

  • Kim

    Du har misforstået mig. Jeg kritiserede Zenias formulering vedr. det konkrete tool-album (lateralus? I øvrigt en stinker af en albumtitel!..), hvor hun skriver at det er det mest helstøbte album “på plademarkedet overhovedet”, hvilket kun kan betyde alle de plader der udkommer!
    Jeg er helt enig med dig i at fire kazahkstanere i teorien kan lave verdens fedeste plade uden at den opnår nogen som helst “kulturel signifikans”, men det er ikke sagen i mit indlæg, sagen var, at Zenias formulering var meningsløs (hvilket hun selv erkender, sådan som jeg læser hendes svar!)
    Mht. at Radiohead skulle være det eneste af de navne jeg nævner der er “genrenedbrydende” bygger alene på en typisk, typisk hvid-knægt-i-forstaden-blir-anmelder-indie-æstetik (catch my drift?), hvor radiohead er det store dyr i åbenbaringen. Radiohead er ikke en skid mere genrebrydende end de andre navne jeg nævnte, jo hvis man har de for danske anmeldere så typiske indie-briller på, så måske. Men Wilco, The Streets og Jay-Z har rykket musikken mindst lige så meget som Radiohead. Giv mig en substantiel grund til at Radiohead skulle kunne opfattes som genrebrydere i modsætning til de andre?? Jeg kan ikke se det, i hvert fald.
    Zenia anerkender endvidere at Tool er et nicheband uden bredere relevans, det var sådan set bare min pointe, at få det igennem.
    Kulturel signifikans? Det har så også noget at sige i bedømmelsen af musik og andre kunstformer. Der er en grund til at man generelt vurderer Bob Dylan højere end Bill Fay eller Bert Jansch. Det har med kulturel synlighed at gøre. Ikke sandt?
    Jeg kunne i teorien tænkes at have verdens bedste digte liggende i min skrivebordsskuffe, men jeg har bare aldrig vist dem til nogen. Gør det mig til verdens bedste digter?

  • @Julian

    Ok, i så fald tror jeg stadig jeg misforstår dig. Eller sagt på en anden måde: Jeg forstår ikke, hvad du skriver. Zenias udsagn om Lateralus er jo tydeligvis et subjektivt udsagn, og jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være meningsløst, hvis Zenia rent faktisk mener, at det er den mest helstøbte plade på plademarkedet i lang tid. Hvori ligger det meningsløse? Det virker som om du blander betydningen af ‘helstøbt’ og ‘indflydelsesrig’ sammen.

    Formuleringen ‘genrebryder’ om Radiohead var også en fejl fra min side. Det jeg egentlig mente, var, at ‘Kid A’ spænder bredt genremæssigt. Der er fusionsrock, ambient, idm osv på pladen, og det er i det hele taget i højere grad en plade, der stilmæssigt sampler elektroniske nybrud i 90’erne fremfor at bidrage. Men når de så fusionerer det med deres emotionelle stadionrock, kommer der faktisk noget fedt ud af det. Det skal måske lige slås fast at jeg ikke har det mindste imod hverken Jay-Z (ok, måske lidt), Wilco og The Streets, men jeg har svært ved at se, hvor de har inspireret udenfor deres respektive genrer (hiphop, alt. countryrock/indie, 2-step/grime). Vi er helt enige om at de har rykket musikken indenfor deres eget felt, men jeg kan ikke se, at de har rykket hverken mere eller mindre end Tool. Og da slet ikke på den generelle musikscene. Men du virker ret overbevist, så kan du ikke pege?

    Kulturel signifikans har klart noget med synlighed at gøre. Det er faktisk direkte afhængigt af det. Men igen virker det som om, du blander ‘helstøbt’ og ‘indflydelsesrig’ sammen. Det er altså to forskellige ord, der ikke har identisk betydning.

    Ift. dit eksempel kan man sige, at det er meget muligt at du har verdens mest helstøbte digtsamling i skuffen, og dermed er verdens bedste digter, men det er ikke før der er nogen der opdager det, at du kan blive indflydelsesrig.

  • @Kim

    Nej, “helstøbt” og “indflydelsesrig” er ikke det samme. Slet ikke. Måske er vi mere enige end jeg troede? Din seneste “opklaring” kan jeg skrive under på, stort set ord for ord (vi kommer til uenigheden om lidt…) Jeg ville påpege at kalde tools album for det mest helstøbte på plademarkedet overhovedet er meningsløst (eller lad mig prøve et andet ord, når nu du stejler på det første: proportionsløst) al den stund at det at ophæve en genrebestemt udgivelse til “det meste helstøbte overhovedet” (hvor man altså bevæger sig uden for det genrebestemte) er at miste proportionssansen. Hvilket jeg synes Zenia anerkender i hendes svar, men ja, der er en skelnen mellem helstøbt og indflydelsesrig, det er sandt. Og som subjektivt udsagn er det fint at mene at det der tool-album er det fedeste, men nu hæver Zenia jo selv det op på det allermest objektive plan (“overhovedet”, “i lang tid”). Det var alt. Og ja, jeg er meget skeptisk omkring netop tool, så det påvirker nok mit syn på sagen, indrømmet.
    Din beskrivelse af radiohead kan jeg nikke med på, men jeg mener så bare at et band som wilco, der har arbejdet med alt.country (A.M), stones-inspireret blues-rock (Being There), store hooklines og komplekse arrangementer a la Brian Wilson (på Summerteeth), et helt nyt rock-formsprog med inspiration fra ikke mindst den tyske krautrock a la Neu (på Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost is Born) og mere regulær singer/songwriter med psykedeliske indspark a la George Harrison, Love, Buffalo Springfield på deres seneste selvbetitlede album, har bevist en dybde og en bredde i deres musik, som er ret unik og meget indflydelesrig især i USA, hvor de er konger. Du kan ingenlunde reducere wilco til et indie-band. Det er meningsløst.
    The Streets? Jeg tror Mike Skinners tilgang (lyrisk som musikalsk) har haft betydning langt uden for den mere smalle grime-genre (hvor jeg faktisk tror han har haft mindre betydning end i den bredere musikkultur). De her hverdagssnapshots fra grillen, pubben, foran tv’et, i soveværelset, tror jeg har påvirket mange musikere og lyrikere, der søger at arbejde mere virkelighedsnært, i mangel af et bedre ord. Igen: det handler ikke om specifikke genrer i de her tilfælde, men om tilgang/æstetik. Kanye og Jay-z? Ja, hvor bryder hip hoppens landvindinger IKKE ind i den generelle populærkultur i de sidste to-tre årtier. De to har (sammen og hver for sig) taget hip hoppen op på et nyt niveau, hvor genrerubricering bliver lidt ligegyldig. Det er eksperimenterende og mainstream på en og samme gang og derfor pokkers befordrende for den generelle musiske “sundhedstilstand”.

  • @ julian the emperor

    Jeg synes, din holdning er meget markant, når du ikke engang kender albummet. Og selvfølgelig er artiklen subjektiv: Jeg er en sucker for Tool, hvilket jeg heller ikke lægger skjul på. Den objektivitet, der måtte forekomme, skal ses i lyset af mine egne standpunkter, men selv om man ikke er fan af Tool, er det rimeligt at anerkende dem som sublime musikere.

    Og nej: Jeg anerkender ikke, at Lateralus ikke er et album, der smelter sammen til en holistisk støbning ud over normen. Jeg anerkender, at de ikke har den store indflydelse uden for deres egen genre, men det ændrer ikke på mit udsagn om den helstøbte konsistens albummet har. Jeg tillader mig at komme med udsagnet om, at pladen er den mest helstøbte, også set i et overordnet perspektiv, og det holder jeg fast i. Det er ikke ment som en provokation eller nedværdigelse af andre unikke og sammenhængende plader. Det er mere ment som en beskrivelse af albummet, og for at understrege hvor velhængt det er, brugte jeg den superlative form.

  • @ SB

    Jeg ved, der er udgivet et livealbum, der hedder “10,000 Days In Minnesota”, som er optaget i Orpheum Theater i Minneapolis, MN i maj,2006.

  • zenia…det er sjovt; det der med “sublime musikere”…hvad er en sublim musiker? De fleste der bruger den term refererer til teknisk dygtighed og raffinement osv. Noget der aldrig har givet mening for mig. Jeg mener: musikkritik foregår jo ikke på musikkonservatoriet, vel? men forholder sig derimod til kunst, æstetik. “Sublim musiker”? Set i det lys er ulidelige Sting med garanti en større musiker end geniet Bob Dylan…! Bare for at sige: sublim musiceren har intet med kunstnerisk integritet eller kunstnerisk substans at gøre…Et yderligere eksempel: Eric Clapton. En sublim musiker, men en ligegyldig kunstner. That’s it.

    ps. Du er “en sucker for tool”? Hey, det respekterer jeg fuldt ud. Og det er ulig sjovere at skrive om noget man selv brænder for, so keep it up!:)

  • Hey, Julian, hvad med at du åbnede dit sind og lyttede til “Lateralus” mere end et par gange. Det kunne jo være at du fik dig en oplevelse. Og det ville klæde din kritik en hel del at du rent faktisk vidste hvad du snakkede om.

  • @Mads

    Præcis! For mig handler termen “sublim” ikke kun om det tekniske, men om sammenføringen af samtlige elementer i musikken. Og det er netop dét, jeg mener, Tool gør så glimrende. De forbinder det instrumentale med det lyriske og fører det så endnu et niveau op, så det nærmest bliver emotioner i sig selv.

Deltag i debat