Koncerter

Warpaint, 02.11.10, Loppen, København

Skrevet af Lise Christensen

Med artrock og shoegaze erklærede Warpaint krig mod musikbranchens, publikums og anmelderens opfattelse af kvinderock og vandt stort. Lad Jørgen Leth om at portrættere den tamme kvinde – jeg stemmer for rock og kvinder med attitude!

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Warpaint, en artrock-pigekvartet fra Los Angeles, har overkommet en af de sværeste hurdler som band (eller… den er i hvert fald godt placeret på listen). De har nemlig formået at vælge et navn der lyder cool og samtidig passer som fod i hose med både det musikalske og det personlige udtryk, der er gennemsyret af en rå vibe på feminine vilkår.

Kvinden som objekt viger for kvinden som subjekt med stort S. Warpaint er kvinder med power, good looks og som forstår at håndtere en spade og et par trommestikker på kick-ass-manér, og samtidig akkompagnere det med flerstemmigt korsang. En inspiration (så kliché et ord, men dog så passende) til at få flere kvinder på musikscenen, og i andre sammenhænge end som den hotte forsanger, den nuttede korpige eller den drengede bassist — de umiddelbart mest fremtrædende klichéer om kvinder og rytmisk musik.

Debutalbummet The Fool udkom i sidste uge og i den forbindelse har Warpaint erklæret ‘worldwartour’ og er draget ud for at erobre verden. At dømme ud fra hypen, der har verseret om bandet siden ep’en Exquisite Corpse fra 2008, og roserne, der er regnet ned over bandet i sidste uge, lover det godt for verdensherredømmet. Mængden af slagne og begejstrede tilskuere, denne tirsdag på Loppen, var i hvert fald imponerende.

Koncerten åbnede med den selvtitulerede “Warpaint”. Fra første færd blev man bombarderet med marchtrommer og en bas, der på delikat vis kildede fødderne når gulvet vibrerede i takt til rytmen. Warpaint spiller artrock; en genre, der kan beskrives som en eksperimenterende musikstil, der lader det enkelte nummer afprøve forskellige stemninger, godt pakket ind i en undersøgelse af sin egen soniske struktur og dens muligheder. Hvor EP’en bød på op til flere mere klassisk skårne ‘hits’, som “Elephants“, er The Fool endnu mere snirklet i sine komposition, med numre, der kan være svære at gå til, men rigt belønnende i sidste ende. Herhjemme kunne en pendant være de mørkere numre fra Chimes & Bells’ ep Into Pieces of Wood (2009).

Live får det hvert enkelt nummer til at føles som mange forskellige kortere sekvenser, der knyttes sammen af enkelte ledetråde, som et ord eller en guitarfigur. Det gør musikken interessant og giver samtidig mulighed for at lege med de enkelte elementer. Rigtig godt virkede det i “Composure” der indledtes med råbekor, derefter en potent ladet stilhed, hvor bassist Jenny Lee Lindberg og trommeslager Stella Mozgawa stumt æggede hinanden, for derefter at lade nummeret brage igennem påny med forsanger Emily Kokal i inderlig dialog med sin mic og øjenflirtende med en heldig fyr på forreste række.

Der blev spillet fra hele bandets bagkatalog, som den smukke “Undertow” (for dælen hvor er Mozgawa en dygtig trommeslager), festlige “Beetles” eller afdæmpede “Set Your Arms Down”, hvor Mozgawa og guitarist Theresa Wayman lige byttede instrumenter. Sidste officielle nummer var “Elephants”, en publikumsdarling, der efterlod publikum trampende i gulvet efter mere. Det udviklede sig til en decideret rytme og da bandet vendte tilbage for at give ekstranummer, tog Mozgawa rytmen op og det udviklede sig til en støjjam der gled over i nummeret “Majesty”.

Warpaint har en snert af den samme fascinerende blanding af lige dele umiddelbar distance og alligevel inderlighed som også har vakt begejstring hos engelske The XX. Men hvor x’erne har en poleret og til tider tam lyd, har Warpaint fat i en mere rå stil, der — sammen med pigernes udstråling — gør det til en oplevelse at høre dem live.

★★★★★☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

6 kommentarer

Skriv et svar

boeger