Plader

Willie Isz: Georgiavania

I hiphop falder tingene oftest ud, som man forventer. Det gælder heldigvis ikke for denne vidunderligt underlige plade, der spænder fra sydstats-hiphop a la Goodie Mob, Dungeon Family og Outkast til post- og electropunk, shoegazer og leftfield.

Det er gennem sammenligninger med det allerede kendte, at man perciperer nye ting. Willie Isz-pladen giver én følelsen af, at man beames op i et rumskib og flyves til et sted, der – selvom det består af genkendelige elementer (som staterne Georgia og Pennsylvania, rim og beats) – absolut ikke ligner noget andet, man før har set. Stedet hedder Georgiavania.

Den ene halvdel af Willie Isz er rapperen Khujo Goodie, som både er medlem af Goodie Mob og hiphop-kollektivet Dungeon Family, der ud over Goodie Mob også tæller Outkast. Med sin karakteristiske, dybe stemme, en sydstatsaccent, som ikke er til at tage fejl af, og et ultratight flow leverer Khujo gaderim med spirituelle og mysticistiske undertoner. Og det sker med en autoritet, som man kun finder lignende hos rapperen Scarface.

Det andet medlem, Jneiro Jerel, som blandt andet kendes fra gruppen Shape of Broad Minds og samarbejder med Doom og TV on the Radio, er lige så svær at indfange som sæben i badekarret. I hans univers er intet helligt. Her indeholder kompositionerne (næsten) alle former for instrumentering og inkorporerer samples af alt fra irsk folkemusik (i “The Grussle”) til »rrrah«-lyden fra De La Souls “Ego Trippin’ (Part Two)” i anthemet og titelnummeret “Georgiavania”.

Ud over at orkestrere det musikalske univers synger og rapper Jarel på pladen. Som rapper er han god, men når dog slet ikke op på siden af Khujo. Men med sin sang tilføjer Jarel i numre som “Loner” og “I Didn’t Mean To” – der via fuzzy guitarflader og gavmildhed med rumklangen rager ind i genrer som postpunk, new wave og shoegazer – en uforudsigelighed, som jeg savner i hiphop anno 2010. Uforudsigeligheden er en af pladens helt store styrker, der også kommer til udtryk mere overordnet i pladens velkonstruerede, men forskelligartede og mangefacetterede lydbillede. Ud over postpunk og shoegazer spænder det fra electropunkede bangers som “Blast Off” og “Gawn Jet” til mere udsyrede ekskursioner ud i leftfield og spacejazz som “Violet Heart Box”.

At eksperimenterne i det store og hele lykkes på Georgiavania, skyldes ud over gennemgående god sangskrivning og næse for catchy omkvæd, at Dungeon Family-atmosfæren giver sammenhæng på tværs af numrene via gennemgående brug af gospelkor, nedpitchede vokalsamples, dobbelttempo-rap og hardcore, men poetiske tekster fra Khujo.

Specielt i den sjælesøgende gospel-banger “Prepare Fo It (Spiritual Gladiators)”, der nemt kunne have befundet sig på Dungeon Family-pladen, og med blandingen af irsk folkemusik og down south-hiphop på den slagkraftige “The Grussle” får Khujo også markeret sig som en stor magtfaktor i rapgamet. Når han er bedst, er han fuldt på højde med mere succesfulde Dungeon Family-medlemmer som Big Boi. Personificeret som ét af flere mystiske væsner (spiritual gladiators, går man ud fra) får han lytteren til at skælve på “Prepare Fo It”, når han rapper: »We can fly without no wings / We can speak without moving our lips / We can travel light speed, leave the atmosphere ripped.«

Selvom pladen griber ind i en masse forskellige genrer, formår gruppen at skabe en virkelig tydelig signatur. På albumniveau såvel som i enkelte numre som ”Violet Heart Box”, der starter som kølig postpunk, men ender som en Flying Lotus-lydende spacejazz-odyssé, lyder duoen virkelig ikke som meget andet end sig selv. Selvom eksperimenterne også nogle gange falder mindre heldigt ud, som brugen af autotune i “Autopilot”, indeholder hvert nummer stykker og passager, som jeg gerne tager tilbage til Georgiavania for at genopleve.

★★★★★☆

Deltag i debat