Nyheder

Women aflyser tour efter skænderi

Women - et band i opløsning? Foto: Robert Staratt

Women - et band i opløsning? Foto: Robert Staratt

Sådan! De gode, gamle skærmydsler bandmedlemmer i mellem eksisterer stadig i vore tiders rockbands. Den klassiske myte er endnu ikke gået til i strømlining og professionalisme. Women holder i hvert fald myten i live.

Bandet har ellers fået gode anmeldelser for deres seneste album, Public Strain, men ifølge Tinymixtapes kom bandet i fredags op at skændes til en koncert i Victoria. Ifølge et vidneudsagn sendt ind til Exclaim skændtes de andre bandmedlemmer med guitarist Patric Flegel, da de kom ind på scenen, og de kom næsten op at slås, hvorefter de gik backstage igen. Efter et par minutter kom bandet på uden Patrick og smalltalkede lidt, hvorefter en tydeligt irriteret Patrick indtog scenen og sagde til publikum, at de kom til at se deres sidste show, og at bandet brød op nu. Derefter spillede de fem numre, og midt i et nummer sagde Patrick »You fucked that up« til guitarist Christopher Reimer, hvorefter han og Patricks bror, Matthew Flegel, gik af scenen, hurtigt fulgt af trommeslager Michael Wallace. Koncertstedet satte musik på, men Patrick spillede videre, indtil sikkerhedsvagterne fik ham ned fra scenen. Lidt senere kom han ind igen og smadrede Matthews guitar mod en forstærker. Alt dette foregik i halloween-kostumer. Ren The Jesus & Mary Chain-stil.

Ifølge Pitchfork har bandet udsendt en pressemeddelelse, hvor de skriver, at de er udmattede efter en lang tour og derfor tager en pause. Det betyder, at koncerten på Loppen den 26. november er aflyst. Pyh, sikke en omgang. Vi må håbe, at en lille pause gør dem godt, og de kan tilgive hinanden.

Deltag i debat