Plader

Women: Public Strain

Skrevet af Christian Birk

Women har smidt et album på gaden, der vil gøre sit godt som efterårssoundtrack. Pladen er mørk og ond, og det er tvivlsomt, om man vil kunne holde den ud, når dagene bliver lidt længere.

På trods af adskillige gennemlytninger er jeg endnu ikke blevet fortrolig med canadiske Womens seneste album, Public Strain. Den selvbetitlede debut, udgivet for to år siden var en rustent rockende, kvalitetsmæssigt svingende og umiddelbart utilgængelig affære, men hvis man tror, bandet har slebet kanter siden sidst, vil man blive slemt skuffet.

Women spiller stadig deres Sonic Youth-inspirerede støjrock med vintage-hvinende guitarer og iskolde, klinisk tilrettelagte trommer, der skaber stemning snarere end fremdrift. Det er stramt iscenesat garagerock uden en synderlig interesse for gode melodier og karaoke-omkvæd. Public Strain appellerer altså ikke til fødderne, men der er til gengæld meget stof at arbejde med for de tålmodige og nysgerrige.

Havde det ikke været for mit virke som anmelder, er det ikke sikkert, at jeg havde orket at dykke ned i Public Strain. Overfladen er mudret, sløret og nærmest distancerende i forhold til lytteren. Et tykt dis af knitrende støj og tung cello møder os i “Can’t You See”, og det lo-fi-slackede arrangement åbner hverken for kreativitet eller intensitet. De artrockede strukturer er endimensionelle. Og ligesom “Heat Distraction”, der benytter sig af staccato-guitarer, skrabede rundgange og postpunk-coolness, fungerer “Can’t You See” bedre som stiløvelse i alternativ rock end som en seriøs fornyer.

Men øvelsen mestrer de fint, og der er da også i glimt personlighed over bandet. For eksempel overrasker det dystopiske drømmespil “Narrow With the Hall” med en hemmelighedsfuld, men konstant ulmende fascination og beundring for klassisk 60’er-pop a la The Beatles og The Zombies. Her fremviser man, måske via omveje, og lidt forsigtigt, en stor åbenhed for den mere klassiske æstetiske vellyd. “Drag Open” og “Locust Valley” er anderledes bidske, og førstnævnte er næsten hadsk i sin bombastiske voluminøsitet. Nummeret er dog, trods en noget skarp fremtoning, så kompromisløst i sit drive, at det giver pluspoint. “Locust Valley” er en nænsom krautrock-sag, der kærkomment lyst og inviterende skaber en god balance midt i en ellers ultra-aggressiv sammenhæng.

Grundtonen er nemlig dyb og tung på Public Strain, og selvom vi står på tærsklen til sne, slud og vinterdepressioner, bliver det i øjeblikke en kende for dunkelt. Kværnende, ufremkommelig støj er eneherskende i den alt for lange “Bells”, der vinder på ambitioner, men taber på interesse. Det samme gør sig gældende for “Untogether”. Midt i et øde univers, der låner lidt for meget fra The Pop Group og This Heat, taber Women sig selv i et hånligt (eller alt for selvbevidst), dissonant og for slapt angreb på klassiske rock-dyder. Respekt for trangen til at udforske, men selve udførelsen er tam, tør og alt for konform. Nummeret varer ikke mere end tre minutter, og der skal altså bruges plads og albuerum, hvis man vil opnå den samme spændvidde og rendyrkede originalitet som forbillederne.

Det bliver simpelthen for indspist og næsten for synligt, hvad Women vil med album nummer to. Der mangler overraskelsesmomenter, enten i form af gode melodier eller originale påfund. Det er faktisk først i 11. time, at Women indfrier nogle af de forventninger, man med rette kunne stille efter den lovende debut. Albummets sidste nummer, “Eyesore”, er faktisk så godt, at man tror, det er løgn. Elegant startende med funklende 60’er-pop blotter canadierne her et usædvanligt kompositionstalent. Igennem seks et halvt minut bliver vi ført fra The Sonics’ stilbevidste garagerock til The Beach Boys’ overdådige korharmonier. Nummeret bobler af liv, og jeg kan garantere for gåsehud midtvejs i sangen, da 60’er-følelsen bliver levendegjort af tamburin, flot kor og harmonisk guitar.

Det er ærgerligt, at følelsen ikke varer ved. Det altoverskyggende mørke kvæler desværre kreativiteten og muligheden for at leve sig ind i Womens musik. Indtil videre kan man kun drømme om, hvordan Women ville lyde, hvis de udgav en sommerplade. Begge deres plader er indspillet i efteråret, og begge holder kun delvist niveau.

★★★☆☆☆

Lyt til “Narrow With the Hall”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/narrow.mp3]

Lyt til “Eyesore”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/eyesore.mp3]

Deltag i debat