Plader

Black Milk: Album of the Year

Skrevet af Daniel Heydorn

Hvor Flying Lotus tager arven fra J Dilla i en elektronisk, jazz-influeret retning, bevæger Black Milk sig på dette tredje soloudspil fra forgængeren Tronics elektroniske puls imod en nyfundet kærlighed for funkrocken.

Efter at have indtaget en traditionel rolle som producer og rapper på sine plader og mixtapes, hvor perspektivet lå stålfast på detaljen i rimet og beatet, viste Black MilkTronic, at han også formåede at begå sig som albumkunstner, og det endda i overraskende overlegen stil. De minimalistiske, samplebaserede fragmentværker fra tidligere var skiftet ud med en mere rendyrket synth-baseret lyd, der tydeligt pegede tilbage mod forbilledet J Dilla og hjembyen Detroits elektroniske aner, men også var det skridt ud af læremesterens skygge, kritikerne havde efterspurgt.

Hvor Tronic skelede til Motorbyens technohistorie, åbner Black Milk nu endnu mere op med tydelige nik til George Clintons psykedeliske funk, der både tjener som inspiration og endnu en lokalpatriotisk hyldest. Funken bibringer både guitarsoli, en rigere instrumentering og en medrivende energi pladen igennem, og Milk forsøger endnu en gang at brede perspektivet ud, idet Album of the Year virker som et stålfast fokuseret forsøg på at mestre pladeformatet. Titlen skal dog, som det forklares i introen, forstås sådan, at der blot er tale om resultatet af ét års arbejde. Det gør måske ikke AOTY til en decideret god pladetitel, men det virker absolut formildende, at dette ene års oplevelser – dødsfald, sygdom, succes, turnevirksomhed, ambitioner – sætter perspektiv på den modenhed, der gennemsyrer AOTY.

Trommerne har altid været et centralt element for både Black Milk og det meste andet nyere Detroit-hiphop. Det skæve swing er blevet det definerende karakteristika for nichen, og her forsøges der at videreudvikle spidskompetencen med trommeslageren Daru Jones, der hidsigt straffer skind og inkorporerer skæve taktskift. Nummeret “Give the Drummer Sum” fra den foregående plade giver et godt billede af, hvordan rytmesektionen på en stor del af AOTY lyder, og den mere fyldige og storstilede lyd lykkes da også på så godt som hvert nummer. Milks sikre mpc-hånd er gledet eftertrykkeligt i baggrunden på godt og ondt, men den nyvundne bandenergi rummer samtidig så mange muligheder, at tabet er til at tilgive.

Singlen “Deadley Medley” demonstrerer med sit opklippede guitar- og klaver-sample over et hidsigt Daru-beat og en håndspillet basgang fint den opdaterede formel, der har erstattet det klassiske beat-smederi. Det er medrivende og bundsolidt, men man har fornemmelsen af, at de tre herrer Milk, Royce da 5’9 og Elzhi kunne spytte braggadocio-vers af denne type ud dagligt uden at anstrenge sig – 5’9’s vers handler sågar om præcis dette. Elzhi er som så ofte før en kende skarpere end konkurrencen og linjerne »I’m dying to test ya, no denying I’m applying the pressure, like the iron I rely on that lie in the dresser,« viser fint dette.

Et af albummets afgørende øjeblikke er den over seks minutter lange “Distortion”. Et nummer, der cirkler omkring Milks syge manager. Det bryder ganske radikalt med Milks sædvanlige tekstunivers og fremviser hans tydelige begrænsninger som pseudosensitiv blærerapper. “Black & Brown”, der gæstes af den for mig ukendte, men ganske hæderlige Danny Brown, er det bedste eksempel på, hvordan den tilføjede instrumentering giver de hårde beats et imponerende episk tilsnit, og i “Warning (Keep Bouncing)” udnyttes gæstemusikerne til på fin vis at alludere til den i hiphop ofte samplede “Funky Worm” af The Ohio Players.

Udviklingen fra beatnørderi til liveinstrumentation er såmænd både logisk og vellykket nok. Desværre lyder eksperimenterende hiphop i dette tilfælde i momenter som en form for tandløs loungerock – Roots som suppe, steg og is-orkester. Jo mere taget i beatet slippes, i jo højere grad forsvinder samtidig bidet, håndværket og hele fundamentet for det, Black Milk kan. Ofte lykkes det dog at udnytte den organiske opbakning til at give de programmerede beats et livligt og kropsligt modspil, og samtidig er den udvikling, Milk er i gang med, så spændende at følge, at man også gladeligt sluger de lidt mindre opsigtsvækkende kapitler.

★★★½☆☆

Deltag i debat