Plader

Cee Lo Green: The Lady Killer

Cee Lo Greens seneste album er vellydende og vellykket, men mangler en knivspids af mandens mere forrykte sider.

Både solo og som medlem af grupperne Goodie Mob, Dungeon Family og Gnarls Barkley har Cee Lo Green en del hits under bæltet. Med singlen “Fuck You” viste han atter engang sit talent for at skabe flabede hits, og det skulle heller ikke undre mig, om det nye album, The Lady Killer, vil skyde endnu flere af sig.

I højere grad end tidligere skærer Green ind til benet og uden om alt overflødigt fedt. På den ene side har det udmøntet sig i en samling numre, der alle er potentielle megahits, såvel som de er bidrag til ét univers. På den anden side kan man godt savne alle de fede, underlige, ja sommetider ligefrem vanvittige momenter, der var på de tidligere plader. Manden er jo trods alt crazy.

The Lady Killer er ligeledes en konceptplade, hvorfor den for mig at se lidt overraskende stramme eksekvering alligevel tjener et godt formål. Nemlig det, at pladen holder sig til sit emne. Hvad end Cee Lo begræder eller bejaer forførerens forbandelse eller befinder sig i den svigtede parts sko, som det er tilfældet med “Fuck You”, er der ALTID damer involveret.

På lydsiden skabes en løs variation over et Motown-univers, der pudset op med nutidens synthlyde samt et par samples, som sniger sig ind hist og her – måske for at skabe balance til det overvejende meget kliniske lydbillede – nok bedst kan beskrives som en slags nu soul eller neo soul. Universet fremstår allerede tydeligt fra pladens første nummer, den svulstige gå i byen-anthem “Bright Lights Bigger City”, hvor big band-orkestrering og en basgang, der i påfaldende høj grad minder om Jackos “Billie Jean”, blandes med nogle iskolde synths, som de faktisk lyder i det meste af årets hiphop og r’n’b. Denne opskrift går igen i størstedelen af sangene, blandt andet den catchy ”It’s OK”, som med skarpe horn-stabs og piano-breakdowns giver associationer og lyst til nedslag i Motown-kataloget. Et oplagt valg til fremtidig single, i øvrigt.

Heldigvis brydes den pæne overflade og det overordnede krystalklare lydbillede undervejs. Det sker blandt andet i “Bodies” og “Please feat. Selah Sue”. Førstnævnte er en dyster sag, hvor Cee Lo over hårde marchtrommer og ildevarslende strygere bogstaveliggør albumtitlen, idet kvindelig dukker op i hans seng. Det dejligt knitrende sample, slæbende trommer og et psykedelisk orgel, placerer også sidstnævnte blandt pladens højdepunkter.

I numre som “Wildflower” og den radiovenlige lillesøster til “Fuck You”, der har fået titlen “Forget You” (utroligt, hvor mange kanter der slibes af ved ombytning af ét ord), går der lige lovligt meget smørtenor i Cee Lo. Overordnet har han dog stemmen og frem for alt den swagger, der skal til for at fastholde lytterens opmærksomhed. Det lyder bare sejt, når han lirer klichéer af. Også selvom scorereplikken »God is good, but he took his time when he created you« er dybt corny, og ingen nogensinde ville finde på at sige »sweetheart it’s been real, but the thrill is gone,« når de slår op med kæresten.

Hvor godt universet end eksekveres, har jeg dog svært ved ikke at savne en del af den galskab og uforudsigelighed, der kendetegner hans arbejde med Goodie Mob og Dungeon Family, de øvrige soloplader og (specielt) den første Gnarls Barkley-plade, St. Elsewhere. Selvom produktionerne enkeltvis også kan fremstå en anelse sterile og tandløse, rækker foreningen af musikken og Cee Los charme og talent på mikrofonen alligevel til en karakter over middel.

★★★★☆☆

Deltag i debat