Plader

Clara Bryld: On Your Wall

Skrevet af Anna Møller

Du er på restaurant, nyder din entrecoteøgle med svampe og flødesovs og kigger din date dybt i øjnene. I baggrunden kører Clara Brylds debut, som er fin til middagen, men som dybest set er glemt, før du har hørt den færdig. I tager desserten derhjemme.

Dengang jeg arbejdede som tjener, var der en cd, jeg altid satte på som baggrundsmusik, fordi den ikke fik nogen af gæsterne til at hverken miste appetitten eller løbe skrigende væk. Samtidig var den behagelig at lytte til uden at være kedelig. Cd’en var Norah Jones’ Come Away With Me, og Clara Brylds debut lever på mange måder op til samme kriterier for baggrundsmusikkens kvalitet. Lige bortset fra at den er kedelig.

Clara Bryld er en dygtig og trænet sangerinde, der laver små og søde sange, der er velopdragne, charmerende og lillepigede – og dybest set rimelig uvedkommende. Både musikken i sig selv og produktionen er afskrækkende pæn, poleret og friseret på grænsen til – og hen over – det dræbende hyggelige. Brylds perfekt fraserede vokal og det overharmoniske kor ligger helt fremme i lydbilledet, mens klaverets kontrollerede og skolede udtryk sammen med diverse tæmmede blæseinstrumenter som oftest fungerer som et kvælende baggrundstæppe.

Jeg har personligt lyst til at hamre løs på et par af de skæve tangenter på Brylds letklimprende klaver eller få hende til at bryde den ferske og kontrollerede stemmeføring. Når det musikalske glansbillede er så opbyggeligt og fejlfrit, bliver det irrelevant, for jeg får indtrykket af, det ikke vil andet end bare please og fylde mine øregange med fløde. I første nummer, “Sunbeams, Ships & Snowflakes”, bliver det næsten interessant med et par akkorder, der ikke passer heeeelt ind, men så dominerer tekstens naive og friskpigede pænhed til gengæld.

De to første vers lyder: »Sunbeams are peeking in / Slowly peeking in / Hiding something in my kitchen window / It’s just one little word for you-u—u-u—u-u-uh, you / Once we used to sit at the strawberry side / You were next to me with the fire in your eyes / Shining all bright in the water / Gazing at the ship by the border.«

Væk mig nu. Ofte minder Clara Bryld om Regina Spektor, men uden den skævhed, der gør Spektor bare tilnærmelsesvis interessant at lytte til. Bevares, det lyder godt. Men det er også pænt poleret og gabende uinteressant. Værst er de easy listening-jazzede indslag som nummeret “The Train” og “A Bag of Anger” (en i parentes bemærket lidet dækkende sangtitel), der afsluttes med forfærdelige cha-cha-cha-klap. I “The Train” synes samtlige mine hadeelementer fra folkeskolens musikundervisning at optræde i form af diverse ryste-rytme-instrumenter, der i røvsyg bossanova-stil bevæger den lige så røvsyge tekst frem: »The train is / The train is / The train is dreaming / Of a hot summer day / We’ll get freckles on our noses when the beams are boiling us.«

Det røvsyge ligger i, at det synes kvælende uvedkommende for alle andre end Clara Bryld selv. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal bruge musikalsk fløde til som lytter. Manglen på relevans er således dominerende på både et tekstmæssigt og et musikalsk plan, og med de evner, man ellers så tydeligt kan fornemme, at Bryld har, er det ærgerligt, der ikke bliver gjort mere ved det. “Still on My Mind” er en anelse mere interessant, da en guitar blander sig og lige ved og næsten lokker med et skramlet modspil til pænheden, men guitaren forbliver kysk og kontrolleret og ligger desuden så langt nede i lydbilledet, at den aldrig bliver vedkommende.

Det er umuligt for alvor at være vred på eller vred over Clara Brylds ufarlige musik, for den er jo vellavet, charmerende og fin, og den generer ingen. Det er også samtidig rimelig søvndyssende og tenderer til at gå i et med det kakifarvede tapet på din yndlingsrestaurant.

★★½☆☆☆

9 kommentarer

  • Jeg synes Morten H har ret. Den er ihvertfald på ingen måde anmeldt ud fra genrens præmisser. Hvis vedkommende får lyst til at hamre i klaveret, skulle hun måske hellere anmelde den slags musik. Smag er smag og den kan man ikke diskutere. Men hvis man er en dygtig journalist må man sætte sin egen smag til side, og anmelde emnet ud fra den genre man befinder sig i. Eller også lade være med at sige ja til at anmelde.
    Iøvrigt er det godt nok på et skræmmende meget lavt journalistisk niveau, så man får heldigvis svært ved at tage det alvorligt. (røvsygt er brugt flere gange – mere teenageagtigt kan det vist ikke blive :-) )
    Kom igen!

  • Hej Flemming
    Hvis anmelderen skal lade sin smag blive hjemme, hvad er der så tilbage? Helt ærligt, de journalistiske dyder kan ikke overføres til anmelderi.

  • @ Flemming: Tak for din kommentar.

    Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om genrens præmisser – kan du uddybe, hvad du mener med det og hvad præmisserne i så fald er?

    Jeg anmelder mange forskellige genrer og også musik, jeg ikke umiddelbart bryder mig om – det hører med til, at man er uvildig anmelder og ikke bare uddeler rygklap. Hvorfor mener du, man kun skal anmelde musik, man synes om?

    Du har ret i, jeg holder et skræmmende lavt journalistisk bundniveau, men det er heller ikke journalistik, jeg skriver. Som Kristian Holgersen påpeger, er der stor forskel på (objektiv) journalistik og anmelderi, og jeg har lavet en anmeldelse af Clara Bryld ud fra min egen subjektive holdning. Kan du give mig et eksempel på en objektiv anmeldelse?

    Du mener, at ‘røvsygt’ er udtryk for et teenagepræget sprog, og der er vi nok uenige. Jeg mener tværtimod, det er udtryk for et uprætentiøst og ekspressivt ordvalg, som er i øjenhøjde med læseren og dennes talesprog. Men både inden for sproglig og musisk smag er det heldigvis både udbredt og helt i orden at være af forskellig opfattelse.

    Venligst, Anna

  • Hej Anna,
    jeg ser tit at unge og uerfarne anmeldere sætter deres egne personlige smag (og smag kan man ikke diskutere) og store trang til at køre deres eget ego og behov for at harselere og vise sin “magt” frem i højsædet, istedet for at gå objektivt til sagen. Hvis man anmelder Norah Jones kan man jo ikke forvente at det lyder som PJ Harvey, selvom man måske meget bedre kan lide PJ Harvey.

    Jeg mener ikke der er nogen grund til at kalde noget musik for røvsygt i en offentlig anmeldelse overhovedet. Det er simpelthen for barnligt.
    Jeg mener heller ikke der er nogen grund til at rakke nogetsomhelst musik ned offentligt. Der ligger som regel et kæmpe stykke arbejde i at lave et album, og det er for nemt bare at sige det er røvsygt. Det er respektløst.

    I Clara Brylds tilfælde er det klart at hun læner sig op af genren “pigemusik” a la Norah Jones, Feist, Keren Ann osv.
    Hun har åbenlyst ikke nogen ambitioner om at ændre verden, være kantet, rå eller mærkelig.
    Det må vel være ud fra de præmisser man skal anmelde musiikken.

    Jeg arbejder ofte sammen med japanere, og I Japan findes der ikke nogen dårlige anmeldelser. Hvis man ikke kan lide et album, så anmelder man det ikke. Hvad skulle dårlige anmeldelser hjælpe?
    Udover at man kan få lov til at brække sig lidt offentligt?
    Når jeg læser en anmeldelse som din, står jeg med det samme af, og tænker at det garanteret ikke er så slemt som du skriver. Den samme følelse får jeg når nogen er helt oppe og ringe og giver 6 stjerner osv. Så tænker jeg det samme, bare med omvendt fortegn.
    Men alt dette er bare min ydmyge mening. Who cares? :-)

  • @Flemming

    Jeg mener, som dig, at man ikke kan diskutere smag. Til gengæld kan man diskutere de argumenter, man benytter til at underbygge ens smag.

    Jeg kunne godt tænke mig, at du ville diskutere det i stedet for at komme med påstande om magtdemonstrationer, uerfarenhed og store egoer. Hvilket i mine øjne netop er barnlige påstande.

    Som jeg ser det, har du to forbehold over min anmeldelse: Dels mener du, tonen er for hård, og at det er barnligt at kalde musik for røvsygt. Jeg kunne have skrevet ‘irrelevant på grænsen til det kedsommelige’, og du kan have ret i, at ‘røvsygt’ er et kraftigt udtryk at bruge. Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg giver udtryk for min holdning til musikken, og der kommer det andet forbehold ind.

    Som jeg læser din kritik, er du dybest set uenig i, at man bør skrive negative anmeldelser, og på det punkt kan jeg ikke være mere uenig. Hvis jeg gik til anmelderiet med en intention om kun at anmelde musik, jeg allerede ved passer ind i min smag, ville jeg jo lave PR og ikke anmeldelser. Mit formål med at skrive anmeldelser er netop at give udtryk for min holdning til et stykke musik og det gennem argumentation, eksemplificeringer og sammenligninger.

    Jeg sammenligner i starten med netop Norah Jones, og vi er enige i, at de har gang i noget af det samme, så på det plan er vi enige om præmisserne for en anmeldelse af Bryld. Dog er vi uenige om, om Bryld lever op til præmisserne for det, du kalder ‘pigemusik’. Kan du udbygge, hvorfor du mener, hun gør det?

    Min anmeldelse af Clara Bryld er nuanceret omend direkte i tonen. Jeg skriver bl.a. også, at ‘Clara Bryld er en dygtig og trænet sangerinde, der laver små og søde sange, der er velopdragne, charmerende og lillepigede’ og at pladen er ‘vellavet, charmerende og fin’. Den får ikke bundkarakter, for den er ikke bare røvsyg.

  • Hvad skal man også med negative anmeldelser? Det er bloggerne jo for længe siden stoppet med at poste. Det handler jo ikke om journalistik, bare om at suge så meget unuanceret entusiasme så muligt. Og alle plader kan jo deles op i “kan ikke lide” og “kan godt lide”.

  • Kære Flemming

    Det er klart at du som en del af Divine Records, som din e-mail indikerer, er ked af at se en af dine kunstnere få en negativ anmeldelse. Men det er jo den risiko, man løber, når man sender en plade til anmeldelse. Alternativet var, at vi ikke anmeldte den, og der kan du jo så glæde dig over, at Anna netop argumenterer for hvorfor hun ikke kan lide pladen.

    I mine øjne er en god anmeldelse én med beskrivelser af musikken og en holdning til den. Anna leverer begge. Hun anmelder den jo netop ud fra sine præmisser, Norah Jones-agtig musik. Anna skriver, at Norah Jones-pladen ikke var kedelig, men det er Clara Bryld-pladen. Desuden beskriver hun musikken således: “Clara Bryld er en dygtig og trænet sangerinde, der laver små og søde sange, der er velopdragne, charmerende og lillepigede …”. Undertoners læsere er kritiske, så de kan godt læse en negativ anmeldelse, og alligevel finde på at købe pladen fordi de finder beskrivelsen tiltalende, men er uenige med anmelderens udmelding om udtrykket.

    Jeg er sikker på, at I nok skal ramme jeres målgruppe med Clara Bryld, selvom Anna ikke kan lide pladen, for Anna har jo netop beskrevet pladen og argumenteret for sin holdning, så læserne har mulighed for selv at tage stilling.

Deltag i debat