Plader

Darkstar: North

Skrevet af Mikkel Arre

Med et imponerende helstøbt album træder Darkstar i én og samme bevægelse ud af sin fortid i dubstepgenrens udkant og ind i et køligt synthpopunivers så tungt af melankolsk længsel, at den menneskelige stemme kæmper forgæves for at stå imod.

Der er langt til alt på Darkstars debutalbum. Langt fra London, hvor albummet er indspillet, til det Nordengland, hvor de tre medlemmer stammer fra. Langt fra vinterkulden til den uoverskueligt fjerne del af året, hvor man tør tro på, at andre mennesker har overskud nok til ikke at svigte én. Langt fra mig til dig, hvad enten afstanden er tidsmæssig eller fysisk; hvad enten der er tale om adskillige år eller om de få millimeter midt i dobbeltsengen, der pludselig føles som tusind kilometer.
Og så er der langt fra de singler, der i England skabte en del store forventninger til Darkstar, til den komplet redefinerede lyd, trioen præsenterer på debutalbummet.

Da James Young og Aiden Whalley startede Darkstar som en duo, befandt de sig i grænselandet af dubstepbølgen med twostepbeats og markante baslinjer, men skilte sig alligevel ud med en mere raffineret følsom melodiøsitet end de fleste af deres ligesindede. Ikke mindst på 2009-singlen “Aidy’s Girl’s a Computer” lykkedes det at kombinere kropsligt besnærende rytmer med et følelsesladet udtryk, der især bundede i, at Young og Whalley med ihærdigt produktionsarbejde fik robotlignende talesyntese til at genlyde af fremmedgjort, men dog alligevel reel melankoli.

North er vi i endnu mere udtalt grad i den modfaldne ende af følelsesspektret, og netop “Aidy’s Girl’s a Computer” er med sit synkoperede beat det eneste uptemponummer. Derudover bevæger Darkstar sig langsomt gennem de kolde, knugende synthpoplandskaber, der kendetegner bandets nye lyd. Young og Whalley havde i slutningen af 2009 en hel “Aidy’s”-lignende plade klar, men skrottede den, inviterede i stedet sangeren James Buttery ind og begyndte forfra. Ikke mindst med dette in mente er North en imponerende konsekvent og sammenhængende plade.

At Darkstar har valgt at inkludere “Gold”, som er en coverversion af The Human Leagues b-side “You Remind Me of Gold”, giver en god idé om, hvilke inspirationskilder der præger albummet. Hos Darkstar er klangene godt nok køligere og udtrykket mere indadvendt, men både The Human League og OMD er klare pejlemærker. Darkstar er eksempelvis ikke bange for at lade en næsten naivistisk enkel klaverlinje stå uantastet langt fremme i lydbilledet i afslutningen af “Gold”, selv om det klart får nummeret til at lyde mere af 1982 end af 2010.

Young og Whalleys twostep-baggrund gør det desto mere bemærkelsesværdigt, hvor få beats der er på albummet. De gråvejrsklædte synths flyder adstadigt uden synderlig stor dynamik, og når der endelig er et beat, tilføjer det sjældent fremdrift. I titelnummeret plaffer en metallisk trommeprogrammering i stil med Portisheads “Machine Gun” uventet heftigt, men snarere end at ruske op sømmer den lytteren endnu mere fast til tristessen. Med harmonium-dirrende dronebund, let disharmoniske synthfigurer og tekstlinjer om venner, der ikke kan klare mere, rammer “North” vintermelankoliens solar plexus så rent, at det næsten er ubehageligt.

Darkstars debutalbum er en elendig modgift mod længslen efter forår og sommer. Tværtimod kræver det, at man som lytter har lyst til at pirke i dét sår. Belønningen er så til gengæld en lytteoplevelse, hvor der både er pletvise pophooks og kolossalt præcise produktionsdetaljer. Young og Whalley får især meget ud af at forvride og forvrænge Butterys luftige vokal, så den konstant glider uforudsigeligt mellem at være hørbar og forsvinde i digital klirren. Fortvivlelsen er ørenhørligt så tung, at tankerne af og til ikke kan komme ud som forståelige sætninger, og symptomatisk nok er »I don’t understand« en af de få helt klare linjer i “Deadness”. De udechifrerbare passager til trods er der ingen tvivl om, at teksterne matcher musikken: »Now we are divided / this is how I feel / watch it burn through me / burn right through me now,« lyder det modemknitrende i den ulmende “Two Chords”.

I afslutningsnummeret ”When It’s Gone” lyder det heller ikke, som om Buttery regner med, at den person, han savner, vil vente lige så trofast, som han selv vil. Alligevel får sangen den nedtrykte stemning til at lette så tilpas meget, at North ikke ender med at føles som ét langt dyk ind i apatien. Godt nok forsikrer Buttery om, at han intet vil glemme, når – ikke hvis – den savnede forlader ham for bestandigt, men en dyb rullende klaverrundgang, der under andre omstændigheder kunne have hørt til i et Blackstreet-nummer, dukker op som en kontrast til den tynde lyse synthskala, der præger nummerets første halvdel. Med klaverfigurens dynamik kommer der en påmindelse om, at der trods alt venter andet end apati og modløshed omme på den anden side af vinteren. Også selv om der er langt derhen.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Godt endelig at læse en ordentlig anmeldelse af North. Synes det er en rigtig god plade, men forstår ikke hvorfor den har fået lunkne anmeldelser andre stedet.

Deltag i debat