Nyheder

Decemberrock på høje hæle i dødens dal med en alien

Skrevet af Martin Thimes

December begynder med et knald af en uge, og så stilner det ellers af, så snart sylten, anden og snapsen tager over.

December byder på store mængder rockmusik på de danske spillesteder. Om det er bookernes reaktion på julesødmen, eller det måske skyldes utallige bands, der skal spille penge hjem til gaver til familien, er svært at sige. Men december begynder i al fald med et brag. For Ty Segall, der er blevet kaldt Jay Reatards arvtager udi effektiv popsnedkeri med alt andet end en glittet overflade, spiller sammen med De Høje Hæle den 1. december på Loppen. Dagen efter spiller Ty Segall også på Elværket i Helsingør. Det lille spillested, der gang på gang formår at trække interessante punk-bands forbi Danmark.

The Warlocks

Forvent markant mere røg omkring The Warlocks den 2. december.

Men det stopper slet, slet ikke her. For torsdag den 2. december står den i The Warlocks‘ tegn på Loppen. Amerikanerne smelter guitarer på deres vej. Og efterlader ingen gidsler. Nøgleordene er lange jams, psych, støj og en røgmaskine på overarbejde. Hvis du ikke er i København, men måske i nærheden af Århus, så spiller stjernefrøet Emma Acs sammen med Death Valley Sleepers på Studenterhuset. Det bliver stensikkert en kombination af kække melodier og umiddelbare omkvæd fra to bands, der ikke lover mere, end de kan holde. Hvis du derimod er mere til “premium dancers“, så har du sikkert allerede billet til Gogol Bordellos udsolgte koncert på Store Vega samme dag. Og så er der ingen grund til at skrive mere om det.

Den første fredag i december får du mulighed en af to ting: Enten at knalde ud eller puste ud midt i julefrokostsæsonen. På det pæntpolerede nye Studenterhuset i København lancerer “Psychotic Reactions” et klub-koncept med to bands på plakaten: Tyske The Blue Angel Lounge og danske Telstar Sound Drone. Det er her, at du, hvis du overhovedet skulle være i tvivl, kan knalde ud til sej syre, der befinder sig et sted mellem førnævnte The Warlocks og mere melankolske bands som The Rain Parade. Ikke værst. Udpustningen kan du henlægge til Stengade, hvor den japanske folk-popper med meget mere – Shugo Tokumaru – følsomt vil gelejde dig ind i et varmt og naivt rum med plads til flossede følelser og Jens Lekman’sk naivitet.

Torsdag den 9. december får du rig mulighed til at danse de første antydninger af julemånedens indvirkning på din fysik af dig igen. Enten på Dunkel, hvor Klub Smash!Bang!Pow har hevet amerikanske Salem til landet, eller på Lille Vega, hvor The Drums står for en dosis danseglad indie-surf-workout. Salem excellerer i en sær tung blanding af syntetiske hiphop-beats, diskant og distant vokal og ikke så lidt larm indimellem, der nok skal få blodtrykket i vejret. Om ikke så på grund af den yderst gennemtrængende desperation

Roky er ikke en alien mere. Nu er han en glad mand, der får lov til at spille de sange, der har gjort ham udødelig.

Resten af december kommer afgjort til at stå i julefrokosternes tegn. Med en enkelt undtagelse. For lørdag den 18. december gæster 13th Floor Elevators-stifteren, den tidligere alien Roky Erickson, Store Vega. Der er noget herligt ved at kunne opleve en genopstanden legende lige inden turen hjem til familien i udkantsdanmark. Det kommer helt sikkert til at foregå med det meste af den glimrende opsamling I Have Always Been Here Before strømmende igennem hovedtelefonerne.

Husk i øvrigt, at du altid kan tage et kig i Undertoners koncertkalender – her har vi samlet mange andre interessante koncerter, du kan opleve i løbet af december.

1 kommentar

Deltag i debat