Koncerter

Foals, 03.12.10, Lille Vega, København

Skrevet af Jonathan Heldorf

Foals har specialiseret sig nede i deres helt egen musiske sandkasse. De er genkendelige, vanedannende og et godt samtidsbillede. På Vega gav de en stemningsmættet koncert, der dog ikke var mere end forventeligt god.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Hvis der er noget, der er indie, så er det Foals. Og hvis der er noget, den generelle indiefan elsker at være, så er det arrogant og lidt for cool til omverden. Derfor kunne man frygte, at tohundrede koncertgængere ville være lidt forbeholdne med at smide skyklapperne og bidslet. Heldigvis var humøret højt, og mine forudindtagelser om “den generelle indiefan” blev hæderligt pakket væk og arkiveret under lettere fordomme. Foals selv virkede også veloplagte og sprælske.

Med deres distinkte lyd havde jeg måske flere bange anelser end jeg er klar til at indrømme, for den meget abrupte, detaljerige og samtidig voldsomt pulserende beduinerpop, som fungerer ypperligt på plade, kunne meget vel lyde mudret og klæbrig. Det gjorde den ikke. Aftenens andet nummer “Total Life Forever” havde salen helt oppe og synge med, og man kunne føle den stjernebelyste Sahara-ørken strække sig uendeligt langt omkring sig. Alt hvad der kendetegner Foals på plade var til stede, bare i højere grad; mere intenst og med en fantastisk harmoni instrumenterne imellem.

Desværre gik noget galt. Det startede i “Cassius”, som ellers nok havde været en fiksstjerne forud for aftenens koncert, men Foals havde tilsyneladende nogle monitorproblemer, som de forsøgte at abstrahere fra med et blandet resultat. “Cassius” var til tider ikke nær så tight, som sangen dikterer, og desværre kom den til at fremstå som et lavpunkt for koncerten. Derpå fulgte en små ti minutters tid med begyndende forvirring blandt publikum og mere åbenlys irritation fra hovedpersonerne. De havde bestemt problemer, lyden på den ene guitar forsvandt helt. Bandet spillede pumpende og tidsdrivende mens forsanger Yannis Philippakis styrtede rundt med en tekniker og forsøgte at få lukket sprækkerne i Pandoras æske. Det lykkedes efter en stund, så beklagede de sig lidt — og så tog de rigtig fat. Der var noget at indhente og noget, der skulle rådes bod på, og det blev der til dels også. De fremmødte undercuts og overskæg fik i al fald deres indiefest.

Det var som man kunne håbe; elefanttung bas og en særdeles tilspændt rytmesektion, som den græske bouzouki-inspirerede guitarstil kunne lege på. De var der alle sammen — de gode numre, og især “Spanish Sahara” og “Electric Bloom” skulle ikke bruge meget medvind før de susede derudaf, og med den blå bølgende røg omkring scenen var atmosfæren i top. Netop røgsløret gjorde dog også, at bas, trommer og keyboard forsvandt ud af syne, så det kun var Yannis Philippakis og Jimmy Smith helt i front, der bar det lidt rutineprægede sceneshow.

Men lyden var mestendels god, Foals var veloplagte og kombinationen af sange glimrende. Især er det skønt at befinde sig til en koncert, der i det ene øjeblik er meditativ og flydende, og i næste øjeblik er pulserende og festindbydende, uden at der gives køb på homogenitet eller flow.

★★★★☆☆

Deltag i debat