Plader

Freddy and the Phantoms: Leaving the Landscape

Skrevet af Anna Møller

Jeg er tilsyneladende taget til sølvbryllup i det nærmeste forsamlingshus ude i provinsen. Onkel Ebbe synes, det er stjernegodt. Jeg snapper desperat efter vejret og kommer aldrig op til en svingom.

Debutalbummet fra Freddy and the Phantoms starter på værst tænkelige måde: Et mandekor toner frem, mens forsanger Frederik Schnoor står for den selvhøjtidelige voiceover:
»Sometimes people feel left behind / and sometimes even a good man has to leave it all behind / as for the lonesome ranger driven into a wall between past and present / watch out he’s coming to getcha.«

Herefter går det lige-ud-ad-landevejen for den lettere gumpetunge musik. Lyden er til tider rocket på den der halbal-agtige måde, hvor bryllupslignende country/folk dominerer, og jeg næsten forventer at se onkel Ebbe bevæge sig knipsende hen over dansegulvet. Dansktopelementerne står i kø, men den uoriginale brug af rock’n’roll-elementer ville helt sikkert tiltale et publikum, der dog nok er langt ældre end mig. De ville formentlig finde det klassisk og dansabelt og charmerende – og ligesom i de gode, gamle dage.

I mine øjne er det hele bare lettere anstrengt, anstrengende og traditionelt – på den kedelige måde. Det anstrengte ses eksempelvis i den tilsyneladende ekstremt kontrollerede og planlagte guitarsolo i “Star of the Night” og numrenes forbavsende skematiske afslutning: Guitaren får liiige lidt ekstra smæk sammen med hi-hatten for så at afslutte i et sidste samstemmigt slag. Åh gud. Freddy and the Phantoms kunne godt bruge at forlade forsamlingshuset og trække halmen ud af ørerne, lytte efter og turde være lidt mere ukontrollerede.

Der gemmer sig imidlertid noget et-eller-andet inde bag høet, og når trommerne bliver dæmpet og det ligefremme country-rytmiske droppes, skinner den gode melodi igennem. Eksempelvis i “The Wild Ones”‘ lejlighedsvise korharmonier, hvor det lykkes det melodiske at trænge igennem både klichépræget guitarsolo og drævende traditionelle trommer. I “Like the Lights of a Night Train” giver (højtidelig) vokal, mundharmonika, orgel og akustisk guitar en gevaldigt tiltrængt pause til det anstrengt underholdende, og især vokalens melodilinje i nummerets b-stykke er fængende og i mangel af bedre ord faktisk smuk.

Der kunne sagtens gemme sig et hit her. Om ikke andet ville det måske få onkel Ebbe til at sætte sig ned og tænke lidt over sit liv.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat