Plader

Harmonious Bec: Her Strange Dreams

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Hvad sker der, når to mystiske, japanske electrofreaks (ZaMaRoo og From Vapor to Water) slår pjalterne sammen og laver et album? Faktisk ikke så meget.

Anime-pigen på det lækre coverbillede ligger henslængt iklædt traditionel japansk silkekimono foran en olieret prismatisk baggrund, hvor en sommerfugl og nogle kronblade fletter sig sammen og forsvinder. Hendes dovne blik skæver ud mod beskueren. Jeg er overbevist om, at hun har mærkelige drømme, og jeg er overbevist om, at det er de drømme, jeg skal høre på cd’en.

Fra pladeselskabets side nævnes forskellige kunstneriske forbilleder for Harmonious Bec, og jeg synes, der er en del til fælles med både Blockhead og DJ Shadow, som i 90’erne gjorde vidunderlige ting, der sikrede triphoppens fortsatte overlevelse. Ligesom DJ Shadow har Harmonious Bec også små glitch-elementer, hak og ridser, listet ind. De supplerer, især i nummeret “In the Bright Oval”, med legetøjsstøj og bip-bip-lyde, der giver en lyst til at tromme på lommerne efter sin mobiltelefon. Samtidig søger duoen, som Blockhead gjorde det, at skabe en tilbagelænet stemning med jazzede bækkenslag og små repetitive klaverstykker.

Med Her Strange Dreams er der forsøgt at lave en plade, der skulle være både original og lyttervenlig. Det er lykkedes bedst at lave den lyttervenlig. De drum’n’bass-inspirerede beats er ikke specielt udfordrende, Harmonious Bec satser i stedet på abrupte stilskift og som nævnt hak og scratch for at give albummet kant. Og det er med skiftene, at albummets problem virkelig står frem.

Lad os lege, at der er tre måder at lave en cd på:

  1. som én sammenhængende symfoni
  2. som en samling sange, der kun har det til fælles, at de blev lavet på det samme tidspunkt og derfor er både ens og forskellige på samme tid
  3. som en kaotisk bunke rod.

Når jeg skriver ‘rod’ i tredje linje, er det ikke ment nedladende. Mange fantastiske albums mikser og blander genrer og stilarter midt i et nummer eller numrene imellem. Men sagen er, at for mange af de udgivelser er det en pointe i sig selv, at de zapper og shopper – det er et bevidst valg, der skal sige os noget. På Her Strange Dreams er skiftene lige præcis vilde nok til at irritere, men ikke så vilde, at de virker som en pointe i sig selv. Albummet lægger sig imellem cd-type 2 og 3. Det lyder faktisk mere af en inkonsekvent udvælgelse af de numre, duoen har haft liggende. De to japanere har muligvis fokuseret på hvert individuelt nummers kvalitet frem for sammenhængen – og man aner en ‘går den, så går den’-mentalitet.

Problemet er, at albummets præmis – det fremadskuende og tilbagelænede – står og falder med det enkelte nummer. Når det virker allerbedst, er det som i “Arms Girl”, hvor jazzede bækkenslag skaber en afslappet stemning, mens en enlig synthesizer, skiftevist pendulerende imellem stemme og sav, flyder higende og ekstatisk et sted i nærheden. Når det er allerværst, er det som i “Shunrai”. Her spilles der fabelagtigt op med gennemmixede, pulserende synth-strygere, som pisker en psykedelisk stemning op i øresneglen. Det får de lov til med fire akkorder i 17 sekunder, før et cheesy klaver og øllebrøds-3/4-tromme får hele souffleen til at falde sammen. Det minder om noget af det værste, Moby eller Jean-Michel Jarre har lavet – og da nummeret to minutter og 21 sekunder inde brat fordobler tempo og lægger en hi-hat ind over, er man allerede faldet i søvn.

Anime-pigens tavse løfter om progressive drømme dør ud i 90’er-nostalgi. Der savnes en gennemgående sammenhæng, en tese. Enten dét eller et kaos, der ikke bare er brugt som krydderi – det kaotiske burde gennemsyre numrene, så kunne bandet virkelig have eksperimenteret. Her Strange Dreams er Harmonious Becs debutplade, og man kan håbe, at det er en førstegangs-lampefeber, der har fået bandet til at helgardere sig med så sikkert et udspil.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat