Plader

Lyrics Born: As U Were

As U Were er den innovative producer og rappers svageste album til dato.

På sit seneste udspil prøver den japansk-amerikanske rapper, sanger og producer Lyrics Born at presse sit electro-hiphoppede udtryk ned i popskabeloner. Således indeholder pladen rigtigt mange forsøg på et pophit, men de åbenlyse lyriske talenter får ikke helt nok plads til at udfolde sig i en pophit-struktur med obligatoriske hooks, broer og (ikke mindst) længdekrav.

At rapperen har forsøgt at begå et popalbum, der forener bred appel med et kraftigt kunstnerisk udtryk, synes tydeligt. I modsætning til årets stærke udgivelser fra Big Boi, Janelle Monáe og ikke mindst Kanye West lader As U Were desværre meget tilbage at ønske. I stedet er det på mere konventionelle hiphop-tracks som det fænomenale “Pillz” med Blackalicious’ Gift of Gab på gæsterap, at Lyrics Born kan brillere.

Som kunstner på det hedengangne Solesides-pladeselskab, der senere skulle udvikle sig til en af vestkyst-hiphoppens mest interessante og kreative bevægelser, Quannum-kollektivet, har Lyrics Born udviklet sig skulder ved skulder med artister som Lateef (med hvem han havde gruppen Latyrx), Blackalicious og DJ Shadow. Som rapper og producer slog han for alvor sit navn fast med albummet Later That Day, som indeholdte hittet “Calling Out”.

Ved at videreføre basen i funk, sungne omkvæd og korte, catchy raps er det ikke utænkeligt, at Lyrics Born prøver at arbejde sig frem mod en lignende kulmination af sit talent på den nye plade. I hvert fald kunne sange som “Kontrol Phreak”, “I Wanna B W/U”, “Coulda Woulda Shoulda”, 2Pushed Aside/Pulled Apart” og ikke mindst singleudspillet “Lies X 3” godt lyde som forsøg i den retning. Forskellen fra “Calling Out” (og resten af Later That Day) er blot, at den analoge funk er blevet elektrificeret, så den rykker mere i vinduespudser- og ormen-genet. Med sin brug af synths, trommemaskiner og ikke mindst robotstemmer trækker pladen på meget tydelige referencer til Afrika Bambaata, Kraftwerk, George Clinton, Stetsasonic og Rock Steady Crew. Noget, som måske allerstærkest kommer til udtryk i “I’m the Best (Funky Fresh in the Flesh)”, der også er det af pladens momenter, som lugter allermest af hitpotentiale.

Albummet er velproduceret, men desværre halter sangskrivningen ofte efter. Der er en del lidt for banale hooks og broer, der enten er lidt for virkningsløse eller direkte til skraldespanden. De stramme skabeloner medfører også, at Lyrics Born ikke har mulighed for at redde den hjem på sit raptalent alene. Heller ikke selvom førnævnte “Pillz” suverænt forener to af vestkystens mest innovative rapflows (Lyrics Borns og Gift of Gabs) med en mystisk, men smækker produktion, som Jake One har været inde over. Her brydes en kølig, synthbaseret produktion af et opera-sample i omkvædet på en måde og med en virkning, jeg aldrig har hørt lignende før. På trods af at der virkelig vises skills på b-boy-anthems som “Oh Baby” og “I’m the Best (Funky Fresh in the Flesh)” samt det jerkin’-inspirerede “Block Bots”, må konklusionen desværre være, at As U Were er Lyrics Borns hidtil svageste album.

★★½☆☆☆

Leave a Reply