Plader

Ninja Tune: XX – 20 Years of Beats & Pieces

Skrevet af Mikkel Knudsen

Det eksperimentale hiphop-/electronica-pladeselskab Ninja Tune fejrer sig selv med et monumentalt bokssæt. Halvdelen kunne sagtens være skåret fra, men der er masser af groovy beats for pengene og en enkelt sirenesang.

Pladeselskabet Ninja Tune er blevet 20 år og fejrer derfor sig selv med et gigantisk bokssæt med ikke mindre end seks cd’er+ seks 7″-singler, to 12″-singler, en bog og en mængde gratis downloads. Det virker ret uoverskueligt, men efter at have sundet sig lidt virker det ikke helt så dumt. Boksen indeholder ikke gamle numre, kun i form af nye remixes. Med et meget retrospektivt fokus havde denne monumentale udgivelse nok også virket som en tung omgang. Det skal siges, at denne anmelder “kun” er blevet beriget med en 4-cd-version, som ikke giver den fulde monumentale følelse, men det virker som et stort projekt alligevel.

Der er to engelske elektroniske pladeselskaber, som siden starten af 90’erne har været dominerende inden for den rytmisk udfordrende electronica: Warp og Ninja Tune. Dele af scenen er til tider blevet kaldet IDM (intelligent dance music), en lidt fjollet betegnelse, især da en en stor del af IDM-musikken ikke er så dansevenlig endda. Hvor skæringer fra Warp havde en hård og glitchet, meget elektronisk lyd, har Ninja Tune bevæget sig i en mere soulet og organisk retning med klare hiphopreferencer, hvilket Warp først senere begyndte at tage til sig.

De senere år har Ninja Tunes underafdeling Big Dada med et endnu klarere urban-/hiphopspor da også halet kraftigt ind på moderselskabet. På XX er det lidt svært at skelne mellem de to afdelinger, da Roots Manuva, Big Dadas mest kendte navn, er at finde i mange forskellige remix. Måske er det heller ikke så væsentligt endda, hiphop og IDM er blevet mixet på så mange forskelige måder, at det er svært at høre, hvornår den ene genre ender, og den anden begynder. Her har Ninja Tune måske især været epokegørende ved at udgive symbioser mellem den hvide akademiske electronica og mere kropslige og soulede flows.

Ninja Tune-udgivelser har hele tiden ligget og svævet et sted imellem dansegulvets udskejelser og hjemlig hygge. En lille anke ved sættet er, at man ikke har valgt at dele sættet op efter mere tilbagelænede og uptempo-udskejelser. Det virker lidt tilfældigt, hvordan pladerne er kompileret. Mere uptempo sager som Hot Chips remix af Roots Manuva eller det housede Mr Scruff-nummer “Believe” falder lidt igennem, måske især fordi de ikke er samlet på en decideret festskive.
The Death Sets “Impossible (Shuttle Remix)” er tilgengæld en virkelig fed festbasker med punkede trommer, råbevokaler og cheesy synthtemaer. Bastunge numre som Eskamons “Fine Objects”, The Long Losts “Woebegone (Flying Lotus Remix)”, Autechres remix af The Bugs “Skeng” og den første cd’s basdrevne åbningssmæk, Two Fingers’ “Fools Rhythm”, giver også valuta for pengene. I feltet mellem wonky-hiphop, dubstep og alt muligt urbant lydende fra Ninja Tune-gryden er der masser at hente, uden at det virker ensformigt eller kedeligt.

Selvom det er over tyve år siden, at de to fyre bag Coldcut, Matt Black og Jonathan More, startede pladeselskabseventyret, lader det altså ikke til at have svækket deres sans for den beatdrevne elektroniske musik. Der er dog den malurt i bægeret, at der skal hives højt profilerede remixere fra Warp Records som Autechre og Flying Lotus over for at bringe projektet op på et højere plan. Ninja Tune-udgivelser i det meget chillede hjørne har også en tendens til at blive lige lovligt caffè latte-hyggelige. Opsamlingens numre med Coldcut, Jono McCleery og Floating Points Ensemble trækker også lidt i den retning, og cd 3 er i det hele taget en lidt kedelig omgang oven på den massive omgang synthbas og tunge beats, som XX-sættet er domineret af. Uforlignelige Lou Rhodes fra Lamb er dog i sit es sammen med en håndfuld strygere fra Cinematic Orchestra, men hendes stemme har også den kant, der gør, at musikken bliver til mere end et hyggeligt tapet.

Klassiske Ninja Tune/Big Dada-kunstnere går på XX lidt op og ned i kvalitet. Amon Tobin har et par fine og groovy sager på sættet, samtidig med at han også er repræsenteret med sideprojektet Two Fingers, som der virkelig er smæk på. Omvendt virker Roots Manuva på “It’s On” lidt træt og på autopilot, men det kendetegner generelt manden, at han svinger fra det seriøst funky til det ret så intetsigende. Masser af musikken på sættet virker som et perfekt baggrundsmix til lidt hyggefest eller bare til at cykle igennem byen med. Intet falder totalt igennem. Enkelte numre leverer også massive smittende beats. Og så er der Lamb-sangerinden Lou Rhodes, som jeg virkelig havde glemt, at jeg savnede; hun er i en kategori for sig.

Om det er værd at smide en hel tudse efter den omfattende Ninja Tune-opsamling, er et godt spørgsmål, men man får i al fald en masse udmærket musik for pengene. Hvis man i forvejen er fan af selskabet, er det helt sikkert et godt køb. Der kunne dog godt være blevet skåret lidt mere ind til benet. Men tillykke til Ninja Tune. Et selskab, som har formået at bringe undergrundens til tider lidt skæve indfald ud til masserne.

★★★★☆☆

Deltag i debat