Plader

On: Something That Has Form and Something That Does Not

Skrevet af Jeppe Jørgensen

On har begået et abstrakt og eksperimenterende album, der lægger sig et sted, hvor det efterhånden bliver svært at gennemskue, hvad der er system, og hvad der er kaos.

En meditativ bedeklokke med hvinende metalskinner og lyden af et ekkolod; to simple spor, der supplerer hinanden, så det ikke er til at høre, hvad der er forgrund, og hvad der er baggrund. Så folder lyden af ekkoloddet sig ud, og skinnernes metalliske diskant åbenbarer sig som en mere mekanisk, hurtig puls, som rotorbladene på en helikopter. Ekkoloddet smelter pludselig sammen med bedeklokken, der er gået fra lange, seje træk til anslået percussion. Bassen gør sig pludselig bemærket.
Sådan begynder første nummer på Something That Has Form and Something That Does Not.

Steven Hess og Sylvain Chauveau udgør duoen On, der lyder meget af deres pladeselskab Type Records. On opererer med det dogme, at de sender deres musik til produktion hos én ny person pr. album. Dette har taget deres musik på en sydvendt geografisk rejse fra Norges Deathprod aka. Helge Sten over Frankrigs Pierre Yves-Macé til dette albums østrigske Christian Fennesz. Jeg forbinder egentlig Fennesz’ arbejde med en noget mere ørevenlig lyd, så der er næppe tale om, at han dominerer produktionen. Alligevel synes der at være klare linjer til Fennesz’ Venice på grund af anvendelsen af lydlandskabet frem for en dramatisk struktur.

I stedet for dramatik har Something… en systematik; albummet bærer hele vejen præg af at være lavet af en duo. Der er en dualistisk opbygning i numrene, der ofte kontrasterer percussion til et repeterende elektronisk sample. Som bedeklokke vs. ekkolod i første nummer, “The Inconsolable Polymath”. Eller som i begyndelsen af titelnummeret, der starter med to tonegeneratorers udveksling. Legen fortsætter igennem nummeret, og selvom man skal være forsigtig med at hævde den slags, virker det til, at der er en hel del improvisation involveret. Cirka seks minutter inde i nummeret kommer der også konkrete lyde ind, knitrende stemmers mumlen, som en del af eksperimentet.

Som hos den konkrete musiks pioner, franske Pierre Schaeffer, er det den dobbelte betydning af ordet ‘jeu’ – modsat på dansk, der adskiller verberne ‘(at) spille’ og ‘(at) lege’ – som gennemstrømmer Ons album. Som når man leger, er alt tilladt, så længe den anden part er med. Og Hess og Chauveau er dygtige legebørn. Derfor er der, på trods af mine lynhurtige associationer i begyndelsen af denne anmeldelse, heller ikke nogen lyde, der lyder af noget. Det hele er et abstrakt univers, hvor man udforsker nye planeter og stjerner.

Det eneste, vi mangler, er dog os selv. For som projekt taler Something… lang mere til det kølige intellekt end følelsernes fyrighed. Det eneste, der får mit pulsslag til at stige, er de stressende alarmklokker i “A Tardy Admission That the Crisis Is Serious”. Noget har form, og andet har ingen form, men hvis vi ikke har bare den mindste menneskelige association at fylde ned i formen, så ender vi med ikke engang at have en form – så har vi faktisk ingenting.

★★★☆☆☆

Leave a Reply