Plader

Serengeti & Polyphonic: Bells & Floating World EP

Serengeti & Polyphonic blander glitch-hop og blipblop-beats med rap på en meget indadvendt og desværre også stillestående ep, hvor højdepunktet er de medfølgende remixes af ældre materiale.

Der er ikke meget bevægelse på den nye ep fra den Anticon-signede rapper/producer-gruppe Serengeti & Polyphonic, hvor både historien, som fortælles gennem teksterne, og musikken står i stampe. Serengeti er rapperen, selvom rap måske ikke altid er den bedste måde at betegne hans vokal, der i flere tilfælde har karakter af spoken word, som den kendes fra eksempelvis Saul Williams. Produktionerene varetages af Polyphonic, som ligesom Serengeti er involveret i et hav af projekter både inden for og uden for pladeselskabet Anticon. På albummet Terradactyl fungerede duoen fint, men her formår de to desværre ikke at få musikken til at komme lytteren ved.

På ep’en følger vi tankestrømmen hos en protagonist, der er kommet ud af et forhold. Der lægges vægt på lyrisk såvel som musikalsk beskrivelse af de følelser, der hænger sammen med bruddet. Lyrisk bindes historien sammen af første og sidste sang, som mere konkret end de øvrige går i kødet på problemstillingen. I åbneren, “Get It Later”, hører vi gennem protagonisten, hvordan begge parter forholdet igennem har sparet negative tal op på karmakontoen, mens lukkeren, “Mega Zoo”, tager fat i de afsavn, som bruddet har medført hos protagonisten: »Driving to see the kids / Therapist office / Damn, they got big!«

Desværre mislykkes Serengeti både med at eksekvere historien og den fortælleteknik, han har valgt. Han trækker på det litterære greb stream of consciousness, som kort og (meget) forenklet beror på at give en realistisk beskrivelse af menneskets bevidsthed og psyke. Hvor freudianismen tidligere kunne bruges som en art facitliste, er det i nutidens optik svært at operere med et universelt sammenligningsgrundlag (altså én måde, hvorpå en bevidsthed er og virker), som kan validere eller drage beskrivelsens realisme i tvivl. Af denne årsag kan man som kritiker f.eks. i stedet se på, hvorvidt og hvordan brugen af grebet tjener historien som et æstetisk virkemiddel, der – når nu ingen bevidstheder er ens – egner sig til at producere nye vinkler til kendte tematikker.

Ud fra denne optik må det desværre konstateres, at Serengeti sprogligt trækker på alt for mange klichéer og kendte sammenligninger til, at tematikken, som ikke just er ny, kommer til at virke spændende. Da klichéerne i høj grad er de enkelte numres behandling af temaer, er det svært at underbygge med konkrete eksempler fra lyrikken. Når et nummer som “Television” f.eks. bruger den velkendte sammenstilling mellem flimmerkassens meget omfattende, men ligeledes fragmenterede informationsoutput og et menneskes følelsesliv, bringer det desværre ikke rigtigt lytteren noget nyt.

Musikalsk lider ep’en også under, at Serengeti har svært ved at præstere flows, som får lytteren til at spidse ører. Han mestrer hverken de rap- eller snakkeflows, han forsøger sig med, særligt overbevisende eller specielt originalt.

At produktionerne, som er sammensat af mange meget små fragmenter (synthblips og -blops tilsat samples og længerevarende synthflader hist og her), har mere end svært ved at samle sig i helheder, der er catchy eller i det mindste bare dynamiske, er et andet problem, ep’en lider under. Undtagelserne er “Get It Later” og “Guelmin 5000”, hvor de skippende, hoppende og snublende trommer formår at forene sig med Serengetis bevidsthedsstrøm, så det skaber et drive, der kan engagere lytteren. Når dette sker, lykkes Serengeti & Polyphonic med at male billedet af en mand, som er ved at falde fra hinanden. Det har duoen desværre bare ikke held med at gøre særligt mange steder og i al fald slet ikke nok til, at Bells & Floating World som helhed kommer godt i mål.

Ud over de seks nye sange indeholder ep’en også seks remixes af numre fra duoens tidligere album Terradactyl. Numre som “My Patriotism”, som labelkollegerne Why? har taget sig kærligt af, og Greetings From Tuskans version af “Call the Law” giver lytteren langt mere smæk for skillingen, end det, der burde være pladens hovedattraktion, nemlig den nye ep.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply