Plader

Stateless: Matilda

Skrevet af Zenia Menzer

Matilda er skruet lækkert sammen, men Stateless’ triphoppede indietronica falmer dog lidt undervejs. Det ændrer imidlertid ikke på, at albummet besidder nogle absolutte perler, der løfter helhedsoplevelsen til det bedre.

Stateless viser med Matilda fine fornemmelser for, hvordan man sammensætter et album, der besidder forskellige lydbilleder, men alligevel fremstår som et hele og flyde i en mere eller mindre konstant kvalitet. En sammenblanding af low-key lydmønstre, det elektroniske og det rytmiske breder sig ud på pladens 11 numre, der på elegant vis forbindes af Chris James’ karismatiske vokal. Han står på mange måder i spidsen, men via den instrumentale side bliver der også skabt klare højdepunkter. Blandt andet indledes “Ariel”, som er albummets førstesingle, af et finurligt guitarspil, der bliver fulgt op af taktfaste trommer og James samt andenvokalen Justin Percival, da omkvædet lettere kynisk lyder: »There was a fire in your house, they say / they say you’ve been dancing with the devil.«

“Ariel” er et af albummets umiddelbare højdepunkter, men der følger en række andre numre, som har tiltalende og charmerende træk. “Miles to Go” er et af de numre, hvor downbeat er beskrivende for lyden, mens James’ vokal udtrykker både optimisme og lidelse, når han med smerte i stemmen synger: »I can feel a new life start to grow / but I still got miles to go before I sleep.«

Det er lyrik som denne, der karakteriserer albummets udtryk, fordi det opløftende og nedtrykkende går hånd i hånd. Her er den instrumentale side afgørende for, hvorvidt man føler mørket eller lyset omkranse én, da førstevokalen har en konstant melankolsk klang. Med sangtitler som “Assassins”, “Miles to Go”, “I’m on Fire” og “Song for the Outsider” grundlægges noget af den stemning, der præger hele albummet, og som på sin vis er både fatal og agtpågivende.

Det er den lyriske side af “Assassins” et godt eksempel på, da den lyder »you can’t stop whatever is ‘round the corner« og med sit deterministiske præg overlader individet til tilfældigheder og elementer, vedkommende ikke selv har kontrol over. Dette bliver ligeledes udtrykt på glimrende vis af den instrumentale del af billedet, idet nummeret i sidste halvdel udvikler sig til et mere betonet og bombastisk forløb, som afslutter ridtet.

Albummet kredser om en rytmisk og elektronisk kerne, der til sammen danner en meget fortællende og udtryksfuld afstøbning af Stateless, og selvom der på pladen findes nogle lettere intetsigende numre såsom “Red Ocean” og “I’m on Fire”, trækker det ikke for alvor albummets kvaliteter ned. Pladen afsluttes med det syv minutter lange “I Shall Not Complain”, som slutter i en eftertænksom tone. Det munder dog ud i det kedelige langdrag, som er beskrivende for et par af albummets numre, men ikke er sigende for det overordnede indtryk, man sidder med efter gennemlytningen.

★★★★★☆

Deltag i debat