Plader

Talons: Hollow Realm

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Talons har sat kursen mod en hul verden og fylder den med noget af det mest overbevisende post-alting hørt i år. Det er ikke kedeligt.

Det er ikke svært at holde af Hollow Realm. Fra den første forvrængede guitar til sidste tone fra violinen holder Talons dampen oppe. For et instrumentalt band er det i sig selv en bedrift at holde kadencen over otte skæringer og 40 minutter.

Men Talons er ikke bare et postrock-band. Gruppens lydbillede har en prominent plads til violinen, der pladen igennem er kontrapunktet til de massive flader af guitarstøj, der ellers runder lydbilledet af. Talons er på en gang forelskede i de lange meditative flader, men er også inspirerede af mathrockens kaotiske, arytmiske univers.

Hollow Realm er derfor en ambitiøs plade. Der er så godt som ingen afbrydelser, for Talons lader numrene glide ind i hinanden og kaster derved et symfonisk skær over hele baduljen. De har ment det som et album, en helhed, og det er klart også en plade, der gør sig bedst i en god lænestol med masser af tid til at lade sig suge ind af de mange flotte detaljer.

Det er altid rart at høre et band, der ikke er bange for det storladne og episke, og begge dele får vi i rigt mål. Samtidig mister Talons aldrig overblikket, og der er indsat, ja nærmest, pauser i musikken, så lytteren har tid til at fordøje de sindssygt mange musikalske indtryk, der flyver forbi ørerne. Det er meget lækkert og vidner om et kæmpeoverskud og ikke mindst selvkritik, at Talons formår at tage nogle afstikkere og variere lydbilledet. Hollow Realm er en damptromle af et album, ja, men en rar og let damptromle, hvis det giver nogen mening.

Det er svært at udsætte noget på Hollow Realm. Talons er tydeligvis både dygtige teknikere og dygtige kunstnere, for det er en udfordrende plade, der stadig tager sin formidlende rolle alvorligt. Kunsten her er, at Talons konstant udfordrer lytteren med brandgode arrangementer og spændende, varieret musik, uden at udtrykket bliver overlæsset eller føles forceret. Der er tydeligvis tænkt i en helhed fra starten, og det klæder pladen og bandet.

Samtidig giver Hollow Realm følelsen af, at den leder efter et publikum og ikke for enhver pris vil være den sejeste, mest dronende postrock eller mest arytmiske math, vi kommer til at høre i år. Det er en plade, som på mange måder er lettilgængelig, men uden at kompromittere kvaliteten. Mere af den slags, tak.

★★★★★☆

Deltag i debat