Plader

The Knife with Mt. Sims & Planningtorock: Seeds

Skrevet af Anna Møller

Technotrampere kan snildt finde undskyldning for at plukke æbler til remixene af The Knife-nummeret “Seeds”. På med neonfarvede benvarmere og find knæklysene frem fra gemmerne, for nu skal vi en tur til berlinerrave anno 1997.

Jeg er komplet forvirret. Jeg troede, jeg skulle anmelde darlingerne i The Knifes nye album, men er i stedet havnet til berlinerrave anno 1997 med to remixes af The Knife-nummeret “Seeds”.

“Seeds” er taget fra den Darwin-inspirerede tech-opera Tomorrow, in a Year, som The Knife skabte i samarbejde med Planningtorock & Mt. Sims. I originalversionen er nummeret minimalistisk elektronisk med popsanger Jonathan Johanssons og sopran Kristina Wahlins skingre vokaler strakt hen over de pulserende dance-/trancebeat. Det minder afslutningsvist om en technoudgave af det surrealistiske “Diva Dance”-nummer fra “Det Femte Element”, hvor en blå alien synger italiensk arie og afslutter i superdub.

På albummet Seeds har to producere remixet “Seeds” – deephouse-produceren Portable aka Bodycode og techhouse-produceren Shinedoe. De to opnår hvert sit med nummeret, der i sig selv er skørt nok. Kørt gennem remix-møllen genopstår det som mørk house og dansabel techno – begge dele som taget ud af et 90’er-rave, hvor der bare mangler benvarmere og knæklys for at gøre scenen komplet.

Ghostly International-produceren Portable aka Bodycode er Alan Abrahams – opvokset i Sydafrika og siden bosat i Berlin, Lissabon og London. I London begyndte han at spille som Portable og har derfor slået sit tidligere navn sammen med det nyere til et harmonisk aka. Pladeselskabet mener, hans percussion har et afrikansk islæt, og det er muligvis rigtigt.

På sin fortolkning af “Seeds” lader Portable aka Bodycode dybe trancefigurer cirkulere, mens en munkelignende version af Johanssons vokal ligger ovenpå og danner blød kontrast til housens tekniske pulseren. Det er både komplekst og minimalistisk, men mest af alt lyder den elektroniske side ret uoriginal. Især den afsluttende pumpende bas lyder både for letkøbt og uddateret, mens det mørke mandekor tilfører en god modsætning. Det er smittende dansabelt og befordrende for enhver plukke æbler-dans i pelsbeklædte benvarmere, men er der i virkeligheden nogen, der har savnet æblepluk eller pelsbenvarmere i neonfarver?

Shinedoe er en hollandsk, kvindelig dj fra selskabet Intacto Records, og ifølge pladeselskabet er der også her et afrikansk islæt at spore – om ikke andet så i hendes egen herkomst fra det mørke kontinent. Amsterdam-dj’en har bibeholdt Johanssons lyse vokal, der begynder nummeret, før en klassisk techhouse-figur tager over og lægger sig helt fremme i lydbilledet. Shinedoe lægger sig tættere op ad originalen end Portable aka Bodycode, men har til gengæld lagt elektronikken dobbelt, så der opstår flere lag i det ellers minimalistiske nummer. Som sådan bidrager Shinedoes remix ikke med noget positivt i “Seeds”, der tværtimod fremstår som mere uoriginalt end – ja, originalen.

Olof Dreijer har selv udvalgt de to producere, og som på Tomorrow, in a Year er det muligvis en god og spændende ide på tegnebrættet, men det opnår ikke til fulde at ramme plet i udførslen. Formålet med den mørke, afrikanskinspirerede technolyd kan jeg sådan set godt fange, og især Portable aka Bodycodes brug af mandekor fungerer dynamisk i samspil med den dybe houselyd. Shinedoe er til gengæld relativ skematisk i sin tramperversion af “Seeds”, som i stedet for at få nyt liv bliver sparket tilbage til en technofortid, der nok burde hvile.

Personligt har jeg begravet både plyssede benvarmere, knæklys og dansetrin til den legendariske plukke æbler/jordbær-dans, og sådan burde det nok også være. Hvil i fred, technotramp.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

1 kommentar

Skriv et svar

boeger