Plader

V/A: Black Hole

Skrevet af Klaus Thodsen

Black Hole er den engelske forfatter Jon Savages opsamling af det bedste fra den første bølge af californisk punk fra perioden 1976-1980.

Indtil 1976 var punkmiljøet i Californien i høj grad koncentreret om spillestedet English Disco i Los Angeles. Efter at punken fik sit store gennembrud med bands som bl.a. Sex Pistols og Ramones, kom der også for alvor gang i punkscenen i Californien. En lang række bands dukkede op fra undergrunden, hvoraf en lang række nu er blevet samlet på opsamlingen Black Hole.

For at kunne værdsætte punken er man nødt til at forstå den. Punken er i sit udtryk mest af alt en modkultur mod det etablerede samfund og mainstream-musikken. Som modsvar til de kommercielle og storladne rockbands fra tiden kom punken med sin støjende, minimalistiske og antiautoritære energi og appellerede til en målgruppe, der på den ene eller anden måde skilte sig ud fra resten af samfundet. Naturligvis cirkler mange numre på Black Hole om dette emne, heriblandt “We Are the One” af The Avengers med Penelope Houston på vokal. Melodimæssigt byder det ikke på meget mere end resten af pladen, men teksten er et perleeksempel på punkernes ønske om en ny samfundsorden: »We are not Jesus (Christ!) / We are not fascists (Pigs!) / We are not Capitalists (Industrialists!) / We are not Communists / We are the One.«

Punkrocken handlede ikke om hitlister og stadionkoncerter, men om eksplosiv energi, oprør, vreden fra den amerikanske venstrefløj, og den generelle revolte mod omverdenen er naturligvis et gennemgående tema. “I Hate the Rich” af The Dils fra San Francisco er et glimrende eksempel. Nummeret er så ægte punk, som man næsten kan tænke sig. Den skramlede, støvede guitar sætter det høje tempo, og en yderst banal tekst om ‘rig kontra fattig’ sætter stemningen.

Lyden er i mange numre så skrattende, som var de optaget i en garage, guitarfigurerne spænder ofte over maksimalt to akkorder, og numrene er uhyggeligt simpelt komponeret. Midt-70’ernes punkscene i Californien var gennemsyret af intens rivalisering mellem de forskellige byer og genrer. Interne opgør, der ofte endte i voldelige sammenstød. Med de indbyrdes kampe og samfundsoprøret fulgte også problemerne. Heroinmisbrug var ikke unormalt i miljøet, og flere af punkerne bukkede under for heroinen. Mest berømt er nok er The Germs-forsangeren Darby Crashs selvmord via en overdosis.

Black Hole fanger på bedste vis energien og stemningen, man forbinder med punkrocken. Punken har aldrig været tiltænkt at skulle være en fryd for øret, og det er da heller ikke altid tilfældet på denne opsamling. Flere af de 26 numre lyder, som var de optaget på en båndoptager fra 1976, men den energi, der strømmer ud, er stadig enestående. Selvom det melodimæssigt og musikalsk er så som så med de store udskejelser, er der bestemt sange, der skiller sig ud. Et band som førnævnte The Dils tog langsomt en drejning væk fra punken mod folk og country, den såkaldte roots-rock. Deres nummer “The Sound of the Rain” bærer tydelige præg fra både punk og roots. Både melodi og sang er langt mere poleret end “I Hate the Rich”, men punkens enkelhed skinner stadig igennem.

Den engelske kulturhistoriker og forfatter Jon Savage har fundet en samling punknumre, der ikke kun fortæller historien om punkens opblomstring i Californien, men også har noget at byde på i dag. Punken er muligvis ovre sin storhedstid, dens grundlæggere er måske blevet lige så borgerlige som dem, de selv gjorde oprør mod engang. Punken har dog langtfra mistet sin relevans. Den er lige så vedkommende, som den var i 1976, og alle, der bare har en lille rebel i sig, bør lære punken bedre at kende.

★★★★½☆

Deltag i debat