Plader

Yann Tiersen: Dust Lane

Skrevet af Lasse Bertelsen

Den franske musette- og filmkomponist imponerer med et velkomponeret rockalbum med elegante armbevægelser og nik mod indierocksucceser som Arcade Fire. Dust Lane er fyldt med længsler og begær, der dog til tider holdes dristigt i ave.

Den franske folkemusikant Yann Tiersen er primært kendt for sit kongeniale soundtrack til Le fabuleux destin d’Amélie Poulain eller slet og ret Amélie, Jean-Pierre Jeunets populære parafrase af Lars von Triers Breaking the Waves. Dette blev Tiersens europæiske gennembrud, og hans franske folklore blev en romantisk setting, hvor biografgængerens eventuelle fordomme om og mulige affektion for Frankrig og Paris som romantikkens centrum kunne udspille sig.

På daværende tidspunkt havde Tiersen udforsket og videreudviklet en primært naivistisk minimalisme udspændt mellem klassisk kompositionsmusik og fransk folkemusik, hvori valsen og dens taktfaste ¾-dele i musettemusik er en klar påvirkning, på sine første fire til fem plader. Hovedsageligt herfra håndplukkede Jeunet sine favoritter til sin kommende film efter at have hørt Yann Tiersen tilfældigt i sin bilradio.

Det særkende, der står tydeligst frem på disse plader, er Tiersens sans for den lille uafrystelige melodi sat i enkle, om end sindrige systemer, hvor komponistens evne for arrangement og harmonisering af de forskellige stemmer som oftest udmunder i henrevet, let ekstatisk forløsning. Yann Tiersen er således ikke nogen minimalist i klassisk forstand og derfor svær at sætte i bås.

Af samme grund var det ikke til hans trofaste lytteres forundring, at Tiersen begyndte at flirte mere og mere med rockorkestermusikken med primært engelske inspirationer. Disse kan da også spores i hans samarbejder med en række af kendte folk som Lisa Germano, Neil Hannon (The Divine Comedy), Elizabeth Fraser (Cocetau Twins), Jane Birkin og Stuart A. Staples (Tindersticks).

Dette resulterede i Les retrouvailles fra ’05, hvor Tiersen ud over stadig at have sit særkende med sig var gledet langt ind i rockmusikken med guitarfigurer som taget ud af 90’ernes indierock i en sang som ”A Secret Place” med Stuart A. Staples på vokal. I det hele taget blev guitaren som formbærende instrument benytte flittigt i forhold til tidligere, hvilket da også var blevet cementeret i livesammenhæng på pladen C’était ici fra ’02.

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at Tiersen med sin første regulære soloplade i eget navn i fem år tager skridtet fuldt ud og forsøger sig med en næsten klart defineret indierock/pop-plade.
Dette sjette studiealbum er det første udelukkende med engelske titler, engelske tekster og en gennemgående international vellyd. Dust Lane er gennemgående et album, hvor Tiersens sangskrivertalent for første gang udfolder sig i en populærmusikalsk ramme med formgreb, der bestemt ikke er mandens egne, men alligevel formår at overbevise.

Det er især i de storladne passager, man som lytter finder sig hensat til et sted så langt fra den minimalistiske musette, som vi kan komme. Med en reminiscens af den lyd, orkestre såsom Arcade Fire og Flaming Lips i deres vidtfavnende stunder praktiserer, løfter Tiersen lytteren op i sfæriske højder af både gedigent indiepoppet refræn, hidsigt forkrampede violiner og støjrockguitar.

Eksempler kunne være drømmepopsangen ”Till the End”, den reciterende ”Palestine” og titelnummeret, hvor sidstnævnte er en lang opbygning af en intenst pulserende rytmegruppe, spids delayguitar og et afsluttende luftigt englekor, der med hænderne i vejret proklamerer »we just wanna lose control!«

Det er denne ekstase, der karakteriserer Dust Lane i de bedste stunder, om end det er i de mere afdæmpede sange som “Dark Stuff”, at det knugende og fornemmelsen for forløsning finder en måde at udtrykke en modpol til netop det ekstatisk højtravende. Det er hér, den romantiske essens i Tiersens œuvre og den skæbne, denne essens på de tidligere plader havde som entydige franske vignetter og sød musik i Montmartre, nu er en anden og mere universel.

Rester af Tiersens oprindelige udtryk er naturligvis stadig at finde hist og her, men det ændrer ikke på de gevaldige skridt, Tiersen har taget med denne plade, eller at pladen efterlader primært én bestemt fornemmelse tilbage.
Dust Lane er et album, der simpelthen vidner om talentets vidde, evnernes længsel og et universelt begær.

★★★★½☆

Deltag i debat