Plader

Anika: s.t.

Skrevet af Johan Klokhøj

Pop, man kan græde sorte tårer til, og dyster dub, der gemmer sig under din seng. Anikas debutalbum er begge dele – plus revolutionen. Det lyder originalt, og det er det også.

Jeg surfer rundt på nettet. Jeg ser en musikvideo. Videoen viser tegnefilmsrumskibe, der flyver rundt og sætter blå mænd i verden. Den viser en telefon på hjul, Ronald McDonald og folk i hvide sikkerhedsdragter mod a-kraft. Et kvindeansigt i skrigende farver synger.

Der går et par måneder, og så hører jeg om den tysk/engelske sanger Anika, som stødte på Geoff Barrow fra bandet Beak> (og Portishead, i øvrigt). Geoff spiller, Anika synger, og sammen laver de en plade med titlen Anika, som jeg har lyttet til.

Til min glædelige overraskelse viser musikvideoen med de blå mænd sig at høre til førstesinglen “Yang Yang” fra Anikas debutalbum. Videoen giver et meget godt fingerpeg om pladens musikalske univers – et fucking underligt et af slagsen. Musikalsk er det befolket af en bas fra underboens fest, et maniodepressivt keyboard, en guitar med evig distortion, en trommeslager, som er kikset på den hippe måde, og så en sanger, Anika, der befinder sig i gråzonen mellem at være en snøvlende tysk mand og syngende engelsk pige. Jeg var til at begynde med ikke sikker på, om Anika overhovedet kunne synge. Min konklusion: Det kan hun ikke. Men for Anikas projekt er det irrelevant. Pladen lever alligevel sit helt eget liv.

Førnævnte “Yang Yang” er et cover af en feministisk Yoko Ono-sang fra 70’erne, men hvor Yoko Onos udgave egner sig til en avantgardecafe i Greenwich Village, passer Anikas udgave med sin dybe bas og tusinde sirener bedre til en undergrundsfest i Kreuzberg. En vild fest. En, hvor sirenerne får lov at spasse helt ud og kun bøjer sig for at give plads til, at Anikas kritik kan hagle ned over pikfascisterne. Det kulminerer af og til i et dobbeltangreb med både sirener og ord støbt i bly. Når det sker, har man har ondt af den mand, der står i vejen, når feministhæren marcherer i takt til et messende »join the revolution, join the revolution.« Det er punker-råt og pladens bedste nummer.

Anderledes let er udtrykket i The Pretenders-coveret “I Go to Sleep”. Her er Anika med sit helt særegne udtryk velegnet til at indføre en meget original melankoli i en ellers klichémelankolsk kærlighedssang. Bassen er stadig til stede, men den er mere tilbagetrukket end i de andre, mere dopede numre. Det klæder Anikas stemme og keyboardet, der dominerer nummeret. Men selvom dette nummer ikke lyder helt så narkotisk som de resterende, hvor Anika godt kan lyde som en kvinde, der har fået hældt stoffer i sin drink, bliver det aldrig rigtig vedkommende.

Anika har kun skrevet to af numrene på pladen. “No One’s There” er et af dem. Og at skrive sange er ikke noget, hun er født til. Nummeret kredser om, at finanskrisen er en løgn, og den i virkeligheden bare er ’systemets’ måde at kontrollere folk på. »It’s all in what they tell us / None of it’s true / It’s a way to control you / So don’t be the fool.« Det er konspiratorisk, og det må det også gerne være, men nummeret kan ikke bære det, og det ender med at blive lige så kedeligt som konspirationsteorier om 11. september.

Der er rigtig mange covernumre på Anikas album, og hun formår i høj grad at gøre dem til sine egne. Det høres, når hun radikaliserer det oprindelige projekt, som i “Yang Yang”, eller når hun omformer noget halvdødt og kedeligt til noget halvlevende og spændende, som i “I Go to Sleep”. Genremæssigt blander pladen dyster dub, afslappet punk og sørgelig pop sammen i blenderen og laver en smoothie, du aldrig har smagt før. Men selvom Anika er både original, revolutionær og har et Portishead-medlem med i tasken, når resten af albummet ikke op på siden af “Yang Yang”. Nummeret vidner om, hvor spændende pladen kunne have været, hvis en lidt for stor del af den ikke var så kedelig.

Anika er signet på det famøse label Stones Throw, der har haft stor betydning for især hiphoppens udvikling siden midt-90’erne. Jeg håber, at hun fremover lever op til sin prominente staldplads og sætter kurs mod lyden i “Yang Yang”.

★★★☆☆☆

Deltag i debat