Plader

Cold War Kids: Mine Is Yours

Skrevet af Christian Birk

Cold War Kids har mistet meget af den saft og kraft, som tog dem langt på debuten Robbers & Cowards. Skramlet bluespunk er blevet til ensformig stadionrock, som det er hørt før.

Den amerikanske kvartet Cold War Kids imponerede stort, da de udgav debutalbummet Robbers & Cowards for snart fem år siden. Med en sprængfarlig blanding af fuldemandsrock a la Tom Waits og afsindigt iørefaldende melodier fik bandet hurtigt anskaffet sig et pænt publikum. Fem år senere og en lidt anonym opfølger rigere spytter amerikanerne så deres seneste langspiller ud, og der er rigtigt langt fra det smadrede blues/rock-univers, som prægede debuten, til de storladne hymner på Mine Is Yours. Hvis Tom Waits nogensinde har taget den sammenligning seriøst, der opstod efter Cold War Kids’ jomfruplade, vil han formentlig græmme sig, når han hører, hvordan bandet har poleret sit ellers stærkt potente og bidske udtryk.

Mine Is Yours er frugterne af det arbejde, bandet iværksætte sidste år. Siden debutpladen har bandet nærmest konstant været på turné. Meget måtte fravælges for musikken, og særligt bandmedlemmernes familier og pårørende har lidt afsavn. Efter endelig at være kommet hjem og have fundet ro gav forsanger Nathan Willett sig til at skrive teksterne til bandets tredje album. Om det er roen eller de trygge rammer, der har gjort forskellen, skal være usagt, men ud igennem højtalerne kommer i hvert fald nogle markant anderledes arrangementer.

Titelnummeret åbner ballet, og mens Willett lovpriser kærligheden, troskaben og livet, lyder et lige så rent udtryk fra de engang så beskidte guitarer og trommer. Væk er de krasse skægstubbe og den kantede uforudsigelighed, og ind er kommet en større lyd i form af tungere trommer, lange guitarspor og højere vokaler. Willetts stemme, der tidligere lød som kroniske tømmermænd, er blevet passet og plejet af Jacquire King, der har siddet i kontroltårnet under indspilningerne.

Spøjst, og formentlig tilfældigt, er det, at King faktisk var inde over tilblivelsen af to af Tom Waits’ bedste værker, Mule Variations og Blood Money. Særligt disse lurer i baggrunden af Robbers & Cowards og har formentlig været en stor inspiration. King har imidlertid ændret sig siden da, alt andet ville da også være mærkeligt, men interessant er det, at han været producer på Kings of Leons to seneste udspil.
For at kunne forstå den transformation, Cold War Kids har undergået siden debuten kunne man passende tage et blik på det signifikante hamskifte, som Kings of Leon har foretaget siden deres dåb med Youth & Young Manhood i 2003.

Nu er det her snart ved at tage form af en gemen konspirationsteori, men tankevækkende er det i hvert fald, at Jacquire King først kom bag roret, efter at Kings of Leon var slået igennem med deres stærkt vanedannende røvballe/ørken/garage-rock. Deres korte og støvede rocknumre blev dog slebet til under ledelse af Jacquire King, og nu kender vi alle sammen sydstatsbandet som de nærmeste arvtagere af U2’s stadionrock-trone. Samme skæbne håber jeg ikke vil undergå Cold War Kids, for selvom man bliver ældre, behøver man altså ikke at blive kedeligere.

Men søvndyssende er størstedelen af Mine Is Yours altså. Selvom teksterne er personlige, bliver det aldrig rigtig nærværende, og på trods af at numrene er atmosfæriske og himmelstræbende, får man aldrig det sug i maven, som Bono og The Edge bl.a. kunne fremprovokere i 80’erne. I stedet bliver det alt, alt for pænt og forudsigeligt. Opbygningen er hovedsageligt ens, og det er lige før, at man kan stille sit ur efter Willetts opreklamerede omkvæd. Mageligt og med adstadig fremdrift kører det ene nummer efter det andet i samme rille, og det er kun sjældent, man bider mærke i de harmløse produktioner.

Det glider let ned, men megen smag er der ikke i Mine Is Yours, selvom kvintetten flere steder forsøge at genoplive minderne fra de tidligere værker. I de fleste af sangene er der brudstykker af den hæmningsløse tilgang til rockmusikken, som kvartetten præsenterede i 2006. Det er dog kun i få øjeblikke, og det virker for eksempel ikke ærligt, når Cold War Kids i den konventionelt anlagte “Louder Than Ever” momentvis giver guitaren tørre tæsk, men øjeblikket efter kører op i fredsommelig skønsang. “Cold Toes” er nøgen i udtrykket, tynd og skrøbelig, og det, der kunne have lydt som uregerlig blues med skinger mundharmonika, ender i stedet som et halvhjertet og helkikset forsøg på at genfinde det, der var engang.

Det er, som om Willett & co. befinder sig mellem to stole, og derfor mangler Mine Is Yours i høj grad fokus og rettesnor. Bedst er “Upside Down” og “Skip the Charades”, der begge uden skam bekender sig til stadionrocken og faktisk leverer et par overbevisende øjeblikke. Særligt sidstnævnte, der går direkte i hjertekulen. Det er vel oftest sådan, at de sørgeligste sange er de smukkeste, og det demonstrerer Cold War Kids her.
Kun momentvis er det så oprigtigt og desperat som i “Skip the Charades”, men måske derfor går følgende linjer så rent ind. Godt bakket op af guitarerne og trommerne, der marcherer flot i takt med Willetts sindsstemning, lyder det afsluttende i nummeret og gentagne gange således: »I’m the one who’s acting like I’m so strong / you’re the one who’s acting like nothing’s wrong.«
Mere af den slags havde måske været for meget at bære – men for lidt af det er langtfra nok.

★★½☆☆☆

Deltag i debat