Plader

Dans & Lær: Havens fugle

Skrevet af Jens Blendstrup

Dans & Lærs raffinerede album får Jens Blendstrup til at tage til Utterslev Mose for at danse.

Jeg ved ikke, hvordan det er gået til. Men der må have været snestorm på mit skrivebord siden august. Med efterfølgende overisning og muligvis en lille istid. Løgn og latrin; jeg ved det godt. I hvert fald er der gået fire måneder, siden jeg fik Havens fugle ind ad døren. Og det er ærgerligt, at jeg ikke var ude dengang, for hvor er det dog en dejlig afdæmpet, vild og fed plade, de herrer i kvartetten Dans & Lær har frembragt.

Pressemeddelelsen beskriver projektet rigtig godt: »Dans & Lær vil gennem dansabel musik videregive evnen til at genkende fuglestemmer. Vi mennesker har det nemlig med at tage fuglene for givet. Hvis vi smuldrer et daggammelt brød, kommer de flyvende helt af sig selv. Hvis vi banker en hullet kasse op i et træ, flytter de straks ind. Og hvis vi bevæger os ud i en skov, giver de ganske uden opfordring en forrygende koncert. Alt for længe har fuglene måttet nøjes med sparsom menneskelig opmærksomhed. Nu skal vore bevingede venner have den anerkendelse, de fortjener!«

Og det gør de så med 10 forskellige fugle, fra allike til STOR flagspætte. Og det er herlig lytning. Musik og tale er meget, meget fint afstemt, fuglekvidder blander sig informativt med musikken, og jeg får naturligvis straks lyst til at danse. Særligt guldspurve-dansen … tung bas, lavthængende guitar og så den her pragtfulde fortæller, der siger: »en, to, tre, fire, fem, seks, syv« – kaldelyden høres til sidst – eller med nedadgående slutstrofe. Faktisk er der noget Jørgen Leth over den ornitolog. Navnet gentages. Sætninger fastholdes og udbygges med musik. Og pauser. Og man fornemmer, hvor lille afstand der faktisk er mellem det rent leksikale og så poesien. Hvis man isolerer den, cutter den op og tilsætter en øl, der hældes op. Det er virkelig godt set.

Jeg har altid været meget begejstret for de mærkelige cd-rommer, der indimellem følger med opslagsbøger. Nogle gange kun med fuglelyde, andre gange med herlige forklaringer, hvis knaphed og hang til oplysning om de enkelte fugle gør det hele sært surrealistisk at lytte til. I det hele taget er fugle for mennesker meget mærkelige dyr. De har lette knogler. Og stammer fra den sære urtid, hvor dinosaurerne og i en lang periode faktisk også fuglene herskede. Måske er det det, der gør fugle så magiske. De flyver deroppe på himlen, når de ikke sidder i et træ og stirrer. Dans & Lær nærmer sig emnet genialt. Man føler virkelig, at de fugle altid har været ledsaget af den musik. Måske er det faktisk derfor, de har hule knogler, så der kan trækkes de kabler til strøm og til musik?

Musikken er meget raffineret, der er toner af reggae, funk og dance. Det har jeg fra en anden anmeldelse; på min Iphone står der bare, at musikken tilhører genren ‘Andet’. Og det er det netop. Det er noget andet. Det er, som om fremmedlegemer blandes med fugle, og noget nyt kommer ud.

Vi starter med “Allike”. Teknikken er meget enkel, og der samples fra en gammel ornitolog, som udtaler sig tørt om forskellige fugles karakteristika, mens musikken, electronica, væver de ofte ganske kortfattede beskrivelser af fuglene sammen: »Nu kommer skade. Stemmen høres året rundt.«

Et nummer, der står særligt stærkt, er “Solsorten”. »Solsortens melodiske lidt vemodige sang / der ikke har sangdroslens gentagelser / høres mest morgen og aften / i det meste af sommerhalvåret.« Lækker jazz med fingerknipsen og næsten “Twin Peaks”-agtig lyd tilsat lyden af en solsort, der flipper ud en sommeraften – som solsorte nu gør om sommeren, når vandsprederen er slukket, og grillen er gået i gang med sine gløder. Midt i nummeret brydes musikken, så solsortens sang står helt frem som et varsel om natten og mørkets komme. Eller som fortælleren siger: »Til sidst høres / forskellige former for advarsler,« og hans stemme ledsages af uhyggeligt orgel eller strygere, hvorefter nummeret vender tilbage til hovedsporet – jazzy ondskab. Igen vil jeg gerne rose bandet for deres musikalske opfindsomhed. Det er jo næsten en gyser med de fugle. Det er ikke altid, de er rare. Måske handler Havens fugle ikke bare om at sætte de satans fugle til musik, men også om at vise, hvor bredt udvalget af fugle rent faktisk er. Lidt ligesom mennesker, der jo også bliver dæmoniske og onde, når de bliver jaloux på andre. I hvert fald er det tydeligt, at solsorten her er noget knotten på sangdroslens lækkerier. Og det er fedt set. Og godt lavet.

Fortælleren træder mere og mere i karakter, efterhånden som pladen skrider frem. Måske begynder man også at ane ornitologens skæbnefællesskab med fuglene, som han sidder der år efter år og forsker i de mærkelige dyr med de alt, alt, alt for små hjerner og de lette, lette fjer med deres kæmpe, kæmpe stemmer: »De gamle fugles tuden og senere uglernes snerrende kald høres.« Musikken nærmer sig lyden af et bipbip-spil. Indtil vi går i detaljen med natuglen, hvor bassen kommer igen. I det hele taget er den tunge, tunge bas og den Shadows-agtige guitar meget karakteristisk. Musikken cirkler hypnotisk om natuglens krypiske »hu-hu-huuu.« Spændende, som også fuglens sprog bringes ind i musikken ved at gentage det uendeligt.

Numrene glider ubesværet. Vi svæver let fra natugler til ringduer og til bogfinker. Og her er måske et af kerneomdrejningspunkterne i hele projektet. For ornitologen eller fortælleren bruger meget tit menneskelige fejl-lytninger eller sagt på en klarere måde: menneskets utrolige behov for at finde mening eller fortælling i alt. Han siger om bogfinkens karakteristiske fløjten, at det er, som om den siger: »det-det-det kan jeg sige lige så tit, det skal være.« Og det er jo utroligt smukt og larmende galskab, for det afslører menneskesindets utrolige fortolkningsiver. Vores ønske om at finde mening i alting, altså vores egen menneskelige mening.
Min egen mor kaldte vores opvaskemaskine en jukeboks. Hun mente i mange år at høre “Tre små soldater de vendte hjem fra krigen”. »Kan du virkelig inta sjanne det, Jens? Det ar dom tre små soldater.« Jeg mente til gengæld at høre Pink Floyd i varmeapparatet, der susede ad helvede til inde i alkoven. Én ting var vi dog enige om: Skovduerne sang »nu døde Smith, nu døde Smith.« Sådan er det med mennesker, og det rammer Dans & Lær utroligt smukt. Det er en dyb plade, gjort let og legende. Jeg vil gerne opfordre alle, som skal ud og bytte julegaver, til at købe den her. Du behøver ikke drikke dig fuld som en allike for at forstå det. Havens fugle er som at gå tur rundt om Utterslev Mose, mens du danser og er ét med naturens dansegulv.

★★★★★☆

Deltag i debat