Plader

Deerhoof: Deerhoof vs. Evil

Skrevet af Lise Christensen

Deerhoof opruster på deres 10. studiealbum. Heltekappen vævet af eksperimentel pop, lillepigesang og skæv charme er svunget over skulderen og blafrer stolt, mens team Deerhoof styrer direkte mod toppen af (avantgarde)poppen.

»Me to the rescue / Hello, hello, you lucky so-and-so« (“Super Duper Rescue Heads!”).

Deerhoof vs. Evil er titlen, udsagnet og handlingen! Deerhoof er trukket i trikoten og tager kritisk stilling til a-bomben, Hollywood og albumformatet. Kapper der blafrer, brystmærker der skydes frem og en mission om at frelse Gud, fædreland og menigmand!

Eller… med opfordringer til guerillakrig og smadrede vinduer på nummeret “I Did Crimes for You” – eller med førstesinglen “The Merry Barracks”, hvor krig og Hollywoods filmproduktioner metonymisk skydes ind over hinanden – lægger Deerhoof sig nu ikke ligefrem op ad den klassiske, imperiale superhelteskikkelse. Coveret udstiller også det dobbelttydige i titlen: Bandnavnet pryder et hjerte skåret ud af en paddehattesky, og det lader én stå tilbage med en tvivl om, hvorvidt skyen understøtter eller kontrasterer bandet. Udtrykket spiller på det gode eller det onde, kaos eller orden. Deerhoof er ikke tilbage med deres 10. studiealbum for at redde din kat ned fra naboens pæretræ eller hjælpe dig helskindet over kærlighedens motorvej. Til gengæld uddeler de pop-stikpiller til samtiden, og det i en så charmerende form, at man med glæde tager imod medicineringen.

Deerhoof holder stadig deres vartegn tæt på hjertet og bryster sig nok en gang af at kunne lave smånaive popmelodier, der brydes af skæve og støjende indslag. Som hvis Micachu and the Shapes, Dirty Projectors og The Fiery Furnaces havde en super cool storesøster, der til tider lige var den tand mere støjende i sit udtryk, end de selv tør.

Pladens åbningsnummer “Qui Dorm, Només Somia” fyres af på catalansk og har den der Animal Collective-feeling, så du lige skal lodde, hvor melodien egentligt går hen, mens rytmerne, guitaren og vokalen springer rundt i tempo og stil – alt sammen tilsat en børnevise-værdig tekst om Dracula og ønsket om at leve livet fuldt fremfor at spilde tiden på søvn.

Lidt mere tilgængelig er næste skæring, “Behold a Marvel in the Darkness”. Den starter med et fængende guitarriff ledsaget af forsanger Satomi Matsuzakis lillepige vokal og passer i mit hoved som fod i handske til, hvad der kunne være en scene i en Wes Anderson-kærlighedsfilm: filmet i let skarpe farver og med fordel sat på en bred allé i Paris. »What is this thing called love?« spørger Matsuzaki. Efter at have hørt dette album på repeat må jeg helt sikkert inkludere lettere smadret avantgardepop som et vægtigt bud.

Som udgangspunkt er Deerhoof vs. Evil, ligesom forgængeren fra 2008, en noget mere lettilgængelig sag end nogle af bandets tidligere udgivelser. “The Merry Barracks” holder sig nogenlunde inden for et enkelt melodispor, ligeså med den spanske guitarballede “No One Asked to Dance”, og “Behold a Marvel in the Darkness” lyder nærmest som noget, der kunne komme ud af radioen. Ikke at det er skidt, men umiddelbart ligger det et stykke fra, hvad man tidligere har forbundet med undergrundsyndlingene.

Men så ryster de ellers også posen og introducerer et cover af Mikis Thedorakis’ “Lets Dance the Jet”. Et nummer, der lyder, som havde Snake & Jet’s Amazing Bullit Band komponeret en orgelintro til en gyserfilm. Et lille instrumentalt intermezzo, der højner ens stressfaktor med 50 procent.

Nerverne dulmes dog igen ved at nynne den små-catchy “Super Duper Rescue Heads!”, der har en snert eksperimentel pop a la Micachu and the Shapes over sig, eller ved at skråle med på den semi-anarkistiske og hel-catchy “I Did Crimes for You”. Blot for igen at lade pulsen stige over det uncanny i duetten mellem John Dieterich og Matsuzaki, der lader kærlighedsdrømme udvikle sig til mareridt garneret med en rundhåndet mængde støj.

Det er ikke alle numre, der sidder lige i skabet. Eksempelvis bruges teksten i “Hey I Can” som et rytmesupplement, hvilket bliver enerverende i længden. Men en imponerende stor del af skæringerne på Deerhoofs ‘battle against evil’ sætter sig bedre og bedre fast i øregangene, jo flere lyt du ødsler på dem. Abonnenter på Per Arnoldis kunstsyn (det skønne lænset for dets kritiske potentiale) står over for en udfordring, men til dem, der gerne vil have kunst og lyd, som er mere end blot dekorativt, får Deerhoofs nye album den varmeste anbefaling med på vejen.

★★★★★☆

Lyt til “The Merry Barracks”:
[audio:http://www.polyvinylrecords.com/drop/Deerhoof-The_Merry_Barracks.mp3]

Deltag i debat