Plader

Destroyer: Kaputt

Skrevet af Martin Thimes

Et fænomenalt softrocket overraskelsesangreb fra den canadiske ener Dan Bejar.

Dan Bejar er alt for meget. Når han udgiver som Destroyer, kan musikken være snørklet, knudret og alligevel ende i mundrette popbidder. Teksterne er læsset til med referencer til obskure romaner, popmusik og ikke mindst Bejars eget virke som lyriker og sangskriver. Stemmen er – og vil nok altid være – enten/eller. Det samme vil saxofonen og den bløde produktion. Nej, hele Dan Bejars virke som Destroyer er enten/eller. Det har det i al fald været hidtil. Men det kommer Kaputt til at ændre på. For med et ganske simpelt greb har Bejar fjernet alle modhager i musikken og foldet sit talent helt ud. Og det er vel at mærke lykkedes, uden at de særlige skævheder helt er gået tabt. Dét er en bedrift.

Der er især to ting, som stikker ud i forhold til tidligere Destroyer-plader. Både saxofon og trompet tilføjer et herligt voksen-jazzet præg, der går godt sammen med den bløde produktion og de mange små facetter og detaljer i lydbilledet. Blæserne falder ud og ind og glimter fra konstant skiftende vinkler. Og så er teksterne umiddelbart skåret ned i længde, så sangene ikke har et et helt så stort element af foredrag over sig som tidligere.

Albumåbneren “Chinatown” er en ballade af de helt store – med Kenny G-sax, en dame, der bløder Bejars hviskende og dog stadig kantede vokal op, og synthflader så brede, at Manual muligvis vil forsøge at lure et trick eller to. Det bobler af sted i et roligt tempo og glider langsomt over i “Blue Eyes”, der med linjerne »I write poetry for my self, I write poetry for myself« sender et diskret signal om, at Bejar måske havde forventet lidt større salg? Eller mangler en, der vil lytte? Et sirligt placeret »uh, baby«, helt lyse fraseringer og et virvar af mere eller mindre bevidste referencer til Panda Bears “Take Pills” og Beatles-nummeret “Mother Nature’s Son”, blandt andre. Det er cut and paste-lyrik, der bliver bundet sirligt sammen og kittet, så overfladen er helt uniform.

I det hele taget er gentagelsen et helt centralt element i alt, hvad Destroyer foretager sig. Om det så er referencerne i teksterne; vers, som ender som små mantraer, der hænger som perler på en snor, efter sangene er rindet ud; eller en tilbagevendende melodistump. Det giver en varm og tryg følelse om hjertet. Og det er det nærvær, der er albummets helt store styrke. Det er, som hvis Bryan Ferrys arrogance blev trukket fra Roxy Musics Avalon, hvilket “Poor in Love” er et lysende eksempel på. Her bliver der langsomt skrabet sammen til en synth-popsang med uanede mængder finesse og et sirligt stik til den rolle som lidende kunstner, Dan Bejar elsker at bruge som udgangspunkt i teksterne.

»I was poor in love, I was poor in wealth, I was ok in everything else there was / Oh, I was poor in love, I was poor in love.« Og senere bliver byen heller ikke bygget på rock’n’roll – men på ruiner: »Why’s everybody sing along / Why’s everybody sing along / When we built this city on ruins.«

Enkelte steder falder Bejar dog stadig i den gamle krukke med lidt for lange sange, som det ikke helt lykkes at filtre ud af sig selv. Men det ville ikke være en rigtig Destroyer-plade uden eksempelvis den 11 minutter lange albumlukker “Bay of Pigs (Detail)”. Det er dronende og dystert til trods for de smukke melodilinjer, lige indtil et lidt for overraskende club-beat varsler en ny retning for sangen. Men det lidt uforløste forspil varer tre minutter. Ikke meget spild fra en mand, der ellers ikke er bange for at sætte sig selv ud på planken. Og lade sig falde hovedkulds ned i dybet.

Kaputt har sin klare styrke i den høje grad af troværdighed, der gennemsyrer alt, hvad Dan Bejar laver. Han skærer ingen hjørner, han har et ambitionsniveau ulig mange andres, og så er han ikke bange for at spille på referencerne, stille krav til lytteren og midt i det hele vende 180 grader og stikke af i en anden retning. Og hvis det nemt kommer til at lyde som ni sange, der kondenserer billedet af lidt for glanspoleret voksenindie – ja, så skyldes det, at det er netop, hvad Kaputt er: glanspoleret, blødt, behageligt. Og et fuldstændigt uomgængeligt værk.

★★★★★½

Lyt til “Chinatown”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/chinatown.mp3]

2 kommentarer

Deltag i debat