Plader

Ducktails: Ducktails III: Arcade Dynamics

Skrevet af Anna Møller

Nede på stranden spiller Matt Mondanile på sin guitar. Det er hypnotisk vuggende surfpopsange, og du kigger søvnigt forelsket ind i bålet, der er ved at dø ud. »Best night EVER,« tænker du.

Sidst, jeg oplevede Ducktails, var i september til Festival of Endless Gratitude. Han spillede sit enmandsshow, og lyden var legende, fragmentarisk og hypnotisk gentagende. Senere på aftenen kom han op til mig og en veninde og spurgte: »You girls wanna smoke a joint?«

Det stenede var dengang som nu et centralt element i Mondaniles tilgang til den tilbagelænede surfmusik. Som Ducktails har Real Estate-guitarist Matthew Mondanile udgivet et par plader – den selvbetitlede debut og Landscapes, der begge er fra 2009. Derudover har han sluppet en række mere eller mindre sjældne udgivelser, deriblandt Ducktails/Dracula Lewis Split LP fra sidste år.

Ducktails III: Arcade Dynamics er vi rykket tættere på regulære sange, der tilnærmelsesvis minder om Real Estates hypnotiske og rundgangsprægede surfpop og længere væk fra den eksperimentelle og skramlede soveværelsesøver.

Det syrede er dog stadig til stede enkelte steder som i “The Razor’s Edge”, hvor repetitive synth-, bas- og guitarrundgange blandes i en stadig nedadstræbende spiral. Det korte, vokalløse nummer udnytter den tunge gentagelses hypnotiske muligheder til fulde og er min favorit på pladen. Nummeret peger tilbage mod Ducktails’ tidligere udgivelser, hvor man fornemmer, at musikken skuer indad og nedad.

Anderledes udadvendt og optimistisk er Mondanile i høj grad på resten af albummet. Et nummer som Panda Bear-samarbejdet “Killin the Vibe” er eksempelvis let og surfpoppet, hvor lyse vokalharmonier, tamburin og guitarklimpren danner det perfekte soundtrack til en strandtur, uden at det dog af den grund bliver fjollet eller ligegyldigt.

Ligeledes er nummeret “Art Vandelay” tæt på regulært nostalgisk surfhit, hvor en kluntet trommemaskine lægger det simple beat, mens man som lytter føres tilbage til en forstadsdrøm i 80’erne, og Mondanile lettere kejtet synger: »Everybody knows their neighbor / it’s hard to finish if you’re not really into it.«

Fornemmelsen af, at der er en form for eskapisme mod en tryg forstadsfortid, hvor man bliver længe oppe, kysser med naboens kønne pige i tusmørket eller ryger potjoints omkring strandens lejrbål, synes at have spredt sig fra Real Estate til Ducktails III: Arcade Dynamics. I pladens afsluttende nummer, “Porch Projector”, kan man endda høre bølgerne i baggrunden, og den klimprende guitar luller lytteren ind i en tryg sommersøvn.

Pass the doobie.

★★★★½☆

Lyt til hele albummet hér.

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger