Plader

Envy: Recitation

Skrevet af Zenia Menzer

Japanske Envy blander det melodiske med det metalliske, og selv om der er mange højdepunkter på Recitation, kan det som lytter være svært at finde sig tilpas i deres skizofrene lyd.

Poetisk og aggressivt. Melodisk og voluminøst. Storslået og banalt. Det er nogle af de adjektiver, man med rette kan klistre på Envy, der på mange måder sammenfletter momenter af stilhed med bragende lyd og indkapsler både det fintfølende og det hårdhændede. Det dikotomiske aspekt, der indhyller hele albummet, skabes af hardcore-elementer, der spindes rundt om et fredfyldt og melodiøst lydbillede med forsanger Tetsuya Fukugawa i front.

Den hårde genre repræsenteres på klassisk vis via guitar og trommer, og dertil skal lægges vokalen, der for det meste af tiden growler, når der ikke er tale om spoken word. Den dynamiske effekt, der bliver skabt mellem de forskellige lydbilleder, gør det svært at vurdere, hvad der egentlig fylder mest: Det æteriske eller det mere brutale udtryk, der primært drives frem af den voldsomme vokal. Som modsætning til sidstnævnte står de rene instrumentelle passager, der for eksempel foldes ud i “Guidance”, “A Hint and the Incapacity” og “Light and Solitude”.

“Light and Solitude” fremstår umiddelbart som et af de mere lavmælte numre, der findes på albummet, men trods den egentlig ret kedelige start udvikler nummeret sig til et mere interessant bekendtskab, når det opbygges med trommer og bløde guitarforløb. Også dette nummer udvikler sig mere voldsomt, når Fukugawa bevæger sig fra at tale til at growle, og for at kunne finde sig til rette i lyden er man som lytter nødt til at kunne tolerere denne vokalanvendelse, da den fylder meget.

Der er åbenlyse kvaliteter i lydbilledet, der både favner det rockede, guitar-baserede udtryk og en blidere, nærmest stiltiende form for poesi, der bliver skabt, når bandet folder sig ud på en mere barmhjertig maner, som blandt andet kan findes på numre som “Incomplete” og “Worn Heels and the Hands We Hold”. Numrene er dog ikke kontinuerlige i deres lyd, da det er definerende for hele albummet, at det veksler mellem det hårde og det bløde og river det ind i et sammenspil, der er både heavy og henslængt.

“A Breath Clad in Happiness” er et af de numre, der fra starten viser bandet fra en poprocket side, og det stikker ud som et af de mere tilgængelige numre på albummet. Med et kantet riff, der skaber en upoleret overflade, afviger nummeret dog fra det rene poprock udtryk, hvilket vokalens growl også bruges til.

Generelt skal bandet have ros for at skabe musikalske kreationer, der afviger fra det rene metal-billede, hvilket de japanske spoken word-passager blandt andet bidrager til. Der er dog noget i det modsætningsfyldte lydbillede, der ikke fungerer til fulde, og selv om genremikset er prisværdigt, mødes det aldrig på optimal vis. Når growl overtager lydbilledet efter en sensibel instrumental passage, er der for langt mellem de to poler, til at man som lytter kobler dem med hinanden, samtidig med at spoken word-stykkerne er med til at skabe en form for opbrud i lydstrømmen. Det fungerer desværre ikke helt for bandet, og de genrer, de medtager, ender med at stikke ud i forskellige retninger frem for at samle sig om en overordnet musikalsk mission.

★★★★☆☆

Lyt til “A Breath Clad in Happiness”:
[audio:http://temporaryresidence.com/mp3s/envy-a-breath-clad-in-happiness.mp3]

1 kommentar

  • Jeg er lidt uenig med den her anmeldelse. Problemet med det nyere Envy er ikke, at deres udtryk ikke hænger sammen, men at de blevet for polerede og for banalt melodiske. Noget af det nærmer sig poppunk. Polerede var de så småt begyndt at blive allerede på A Dead Sinking Story (deres bedste), men siden Insomniac Doze er det gået den gale vej. Vekselvirkningen mellem spoken-word og growl er selvfølgelig opsigtsvækkende, men som oftest får de til at flyde – fordi de er dygtige musikere og sammenspillet som ind i helvede – især på Insomniac Doze. Grebet med at gå over i growl efter lange spoken-word passager, er uimodståeligt forløsende, og bliver forstærket af skiftet. Som jeg ser det, er deres favnen af ydrepunkter en del af det som giver musikken sit særkende. Hvis man skal være højpandet, kan man sige, at der i deres musik udspiller sig et eksistentielt drama, som nødvendigvis må være konstrastfyldt, som så meget andet post-rock. Forskellen er bare at Envy har baggrund i posthardcore, hvad der giver en anderledes passioneret aggression. Snarere er grunden til deres lille deroute, at de blevet for polerede i lyden og mangler ideer.

Deltag i debat