Plader

Ghostface Killah: Apollo Kids

Endnu en gang er Ghostface tilbage. Og endnu en gang er kvaliteten høj. Gæsterne er mange, men pladen er alligevel meget homogen, hvilket ikke mindst skyldes en tydelig signatur i valg af beats og et godt øre for at placere gæsterne de rigtige steder.

Ghostface Killahs rytmisk eklektiske vers på nummeret “New Wu” fra Raekwons Only Built 4 Cuban Linx… pt. II stod for mig som et af de bedste fra 2009. Med sine hyppige flowskift er hans rapstil kompleks, men samtidig let at gå til på grund af den fængende lyse stemme og den altid energiske og medrivende levering. Sammen med hans opfindsomme slangunivers er det kvaliteter, som gør ham til et af mine favoritmedlemmer af den mægtige Wu-Tang Clan. Ud over at repræsentere side om side med klanens øvrige otte samuraier har han leveret mesterværket Supreme Clientele fra 2000 samt en perlerække af soloudspil, der spænder fra det fremragende til det solide.

På forløberen Ghostdini: The Wizard of Poetry in Emerald City (2009) tog han en efter min mening ret vellykket ekskurs ud i en række blødere, r’n’b-prægede sange. Nu er han imidlertid tilbage i de vanlige rå og beskidte rammer, hvor emnerne for det meste kredser om ghettolivet og dets salg af stoffer og forbrug af hurtige piger. Men som det også er tilfældet med Ghostface Killahs partner in crime, Raekwon, handler det mindre om, hvad der siges, end måden det siges på. Et godt eksempel på den friske og kreative måde, Ghostface undgår klichéer i sin behandling af et næsten udtømt emne som involvering i salg af coke, er disse linjer fra “Starkology”: »”Blowed y’all cream never throw dollar bills up / You know we window baggin that krillz up / Fingertips hurt puttin that work in / Move that white in bulk nigga like Jergens.«

Som på de tre plader op til Ghostdini er størstedelen af  produktionerne konstrueret af en stak utroligt velvalgte soulsamples indeholdende et væld af smækkert lydende guitarmelodier, funky basgange og sprøde rhodes-figurer. Hyppigt er sampleobjekternes vokaler også medtaget, og disse udgør meget ofte hooklines på numrene. Fra de smøde og super funky “Superstar (feat. Busta Rhymes)” og “2getha Baby”, den tunge, guitardrevne ode til hiphoppens arnested, parken, “In the Park”, til den klassisk lydende Wu-banger “Purified Thoughts”, hvor Killah Priest og GZA holder det nede for det store W med karakteristiske hood tales, holder den musikalske side et højt niveau. Man kunne måske klandre produktionerne for ikke at afprøve nye græsgange eller variere mere i tempo, så Ghostfaces meget sikre levering kunne blive udfordret en smule. Kvalitetsniveauet er imidlertid så højt, at jeg bare tænker: »If it ain’t broke, don’t fix it.«

Gæsterne er mange, men heldigvis særdeles velvalgte. Ghostface leverer ikke stort mere end halvdelen af pladens rap, men har formået at placere sine gæster på beats, som klæder dem godt. Blandt de rapmæssige højdepunkter er en veloplagt Busta Rhymes, som stjæler billedet i “Superstar” med et stramt og utroligt veltimet flow. Med sin tryllebindende levering og sin komplekse og esoteriske ghetto-poesi cementerer og retfærdiggør Raekwon i “Ghetto” sin tilbagevenden til spotlightets centrum, som sidste år kulminerede med et gæstevers på Kanye Wests nye plade.

Pladens højdepunkt er netop “Ghetto”, der inkorporerer vokalen fra Marlena Shaws “Woman of the Ghetto” i sangens tema på en finurlig og kreativ måde. Her tager rappen udgangspunkt i at besvare tre spørgsmål, som indgår i lyrikken på originalnummeret: »How do you make your bread in the ghetto?«, »How do you take care of rats in the ghetto?« og »How do you raise your kids in the ghetto?« Spørgsmålene besvares af Cappadonna, Ghostface og U-God, mens en show-stjælende Raekwon nonchalant sætter ramme om nummeret i sin præsentation af dets setting, som er klanens famøse hjemsted, Park Hill Projects: »Blunts on the regular OG style / I’m in an old V swinging a cab slinging the OZ’s / All I know is running a fiends lab / Hitting the green bags visualizing chef in a green Jag.«

På sit niende album lever den nogle-og-40-årige Wu-Tang-rapper let op til sine egne ord i “In the Park”: »This rap shit came at a time that was accurate / 20-something years later I mastered it!« Selvom der ikke er noget som helst nyt under solen, så er Apollo Kids solidt nok arbejde til at stå som et af de stærkeste hiphop-albums fra 2010. Således tyder intet på, at Ghostfaces vokabularium og flow er i fare for at ruste foreløbigt. Heldigvis!

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat