Plader

Lia Ices: Grown Unknown

Skrevet af Anders Büchert

Lia Ices’ andet album er småavantgardistisk stemningspop a la danske Our Broken Garden. Med en god sans for smukke, men simple kompositioner og en bevidsthed om sit eget univers, må Grown Unknown bestemt betegnes som en flot plade.

En smuk Brooklyn-kvinde med et stærkt indielabel i ryggen. Det lyder næsten som en historie, man har hørt før. Heldigvis er Lia Ices ikke bare endnu én af slagsen, bare fordi historien er det. Hun skriver nemlig smuk, idyllisk og imponerende dragende popmusik, og man kan efter endt lytning sagtens forstå, at Jagjaguwar efter hendes 2008-udgivelse Necima har tilføjet hende til deres allerede fornemme stab, der byder på navne som Women, Swan Lake, Okkervil River og Small Black.

Ligesom hos danske Our Broken Garden er Lia Ices’ andet album ikke præget af store, bombastiske kompositioner med voldsomme energiudløsninger. Nej, tværtimod er hovedfokus nærmere på en slags smådyster, natlig ynde, hvor sangene og de enkelte instrumenter alle kan bære sig selv, hvis de momentvis lades alene. Det er gennemarbejdet og lettere avantgardistisk popmusik, der opbygger en form for tavs støj, fordi stemningerne er så massive på majoriteten af pladens numre, at det ikke gør det fjerneste, hvis det rent instrumentalt er bart. En enormt beundringsværdig evne, der gør, at Grown Unknown, som albummet er blevet døbt, rammer den gyldne mellemvej, de fleste søger: Det er umiddelbart behageligt at lytte til, men der levnes i den grad også mulighed for at grave sig ned i de smukke stemninger, pladen besidder.

Åbneren, “Love Is Won”, er dog ikke ét af de bedste eksempler. En lavmælt klaverfigur og Ices’ flotte, Feist-klingende vokal suppleres af mindre dominerende orgel- og guitardetaljer i et nummer, der aldrig rigtig opnår den samme emotionelle forløsning, som newyorkerinden ellers rammer flere gange på pladen. Springer man videre til næste skæring, “Daphne”, får man dog straks et følelsesmæssigt los i solar plexus. Nummeret, hvor Ices får fint selskab af den også Jagjaguwar-signede Justin Vernon (bedre kendt som Bon Iver), viser fra starttonerne sin skønhed frem med en simpel, akustisk guitar, der suppleres af hjerteskærende strygerarrangementer, hvorpå Ices’ vokal står fortryllende frem. Og værre bliver det bestemt ikke, efter at en tonstung klaverfigur sætter ind, og Vernon supplerer med sin altid formidable falset og bidrager til en højloftet, dybtfølt afslutning på albummets første højdepunkt.

Efterfølgende skrues der dog også lidt ned for følelsesspektret. Men mindre kan skam også gøre det, og selvom de efterfølgende numre ikke er sat lige så smukt sammen som “Daphne”, er bundniveauet stadig højt. Det betyder derfor, at “Little Mariage” og “Bag of Wind” bestemt er et par flotte numre, der dog ikke hæver barren for, hvad Lia Ices har at byde på. Det sker nærmere i titelnumeret, hvor noget så simpelt som håndklap, guitar og vokal bærer størstedelen af nummeret, som dog på fornemste vis udvikler sig med et lag af vokaler samt et overlegent strygertouch.

På samme facon er pladens resterende fire numre en omgang sofistikeret og velkomponeret stemningspop. Her står især “Ice Wine” mærkbart frem ved at være noget så interessant som et næsten rent strygerbåret nummer. Det fungerer i samspil med de efterfølgende “Lilac” og “New Myth” som en fin afslutning på Lia Ices’ andet udspil, der er et fornemt ét af slagsen. Man skal ikke forvente lag-på-lag-musik og store armbevægelser, men er man til fortryllende natteidyl og drømmende stemningsbilleder, vil man bestemt falde godt til rette her. Det er ikke lige stærkt på alle numre, men når Ices rammer plet, så rammer hun virkelig plet.

★★★★½☆

Deltag i debat