Plader

Papaye: La Chaleur

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Papeye imponerer med let og liflig mathrock, sød som honning og rasende hurtigt skærende som tænderne på en speedfreak.

Papayes debutalbum vokser på én. Første gang lyder det som alt muligt andet, men det franske band mathrockband har nogle kvaliteter, som stille sniger sig ind på lytteren, og oplevelsen vokser. Der er melodi. Der er tanke. Og sjæl, i en genre overlæsset med bands, der tænker i teknik i stedet for nerve. Det rykker, det sparker, det vælter, det kæmper videre, det sparker igen, det rykker. Videre.

Den flotte dynamik, som Papaye har indbyrdes, er det første, der springer lytteren i møde. Ud over, selvfølgelig, skridtet i et par slidte, røde shorts på det kitschede, stærkt homoerotiske cover af Tom Bianchi (NSFW).  Lidt usædvanligt, men ikke uden glimt i øjet. Det passer for så vidt fint, for Papayes debut er heller ikke et helt almindeligt rockalbum. La Chaleur, som i øvrigt betyder “varme”, er et meget medrivende album, og med et fast fokus på en god melodi, men også med afstikkere til de mest umulige rytmer, skrigende guitarer og buldrende trommer. Solidt placeret i mathrockens kantede univers.

Men i stedet for at læne sig op ad hardcorens bulder har Papaye et vidunderligt underspillet udtryk. Det er intens rock, ingen tvivl, men med en meget fin næse for en god melodi, ja, sine steder nærmest poppet.

Nej, franskmændene har ikke noget at være kede af. Det er en oplevelse at lade sig rive med i den korte halve time, som Papaye giver. Det er nok heller ikke en tilfældighed, da alle medlemmerne i en eller anden grad har huseret på den franske scene i andre sammenhænge.

★★★★☆☆

Deltag i debat