Plader

Parlour: Simulacrenfield

Skrevet af Klaus Thodsen

Artrock-septetten fra Kentucky skyder med spredehagl på deres tredje udspil, der går fra den ene yderlighed til den anden.

Man skal være mere end almindelig velbevandret i amerikansk artrock for at være stødt på navnet Parlour. Bandet var for mig et fuldstændig ubeskrevet blad, og efter en hurtig research opdagede jeg, at de fleste mennesker i verden må have det på samme måde. I det hele taget er min viden om staten Kentuckys bidrag til musikverdenen ikke prangende. Ud over dens forbindelse til bluegrass-genren og kælenavnet ‘The Bluegrass State’ må jeg melde pas.

Efter mødet med Simulacrenfield er min sparsomme viden om Kentucky dog udvidet en smule, men pladen har efterladt mig endnu mere forvirret, end jeg var i forvejen. Jeg blev budt ind i en verden, der ved første øjekast ikke var meget mere end ét stort musikalsk kaos. Små tre kvarter fordelt ud på syv numre, hvoraf det ene gav mindre mening end det andet. Parlour byder i ordets virkelige forstand på en alternativ musikoplevelse. Vi bevæger os ustoppeligt ind og ud mellem det stille guitarriff og det tumultariske virvar af syv musikere, der spiller i hver sin retning.

Skønt der bliver eksperimenteret på livet løs på de syv udelukkende instrumentale numre, opstår der alligevel en ganske betydelig ensformighed gennem hele værket. Ud af de syv musikere må man sige, at de fem har et utrolig godt samspil. De resterende begår sig på henholdsvis saxofon og klarinet. Disse to står ofte som næsten forstyrrende elementer i lydbilledet. Man fornemmer, at udfoldelsesmulighederne for flere af de andre bandmedlemmer bliver hæmmet for at give saxofonen og klarinetten plads.

Heldigvis bliver de to blæseinstrumenter i lange perioder sendt i baggrunden for at skamme sig, mens resten af Parlour byder på lange passager med glimrende rockmusik. Titelnummeret efterfulgt af “Carrier” tegner sig uden tvivl stærkest. Begge er gedigne instrumentale rocknumre, og på netop disse numre kommer den allestedsnærværende hang til stilskifte til sin ret.

De sidste tre af de syv numre løfter helhedsindtrykket betydeligt. Disse er langt mere sammenhængende, og man fristes til at sige, at Parlour efter fire forsøg omsider får held med deres vision. Postrocken er central for lydbilledet, og er man i forvejen fan af bands som Tortoise eller El Ten Eleven, så bør man give denne plade et ordentlig chance. Det er en blandet oplevelse, men til tider umagen værd.

★★★☆☆☆

Lyt til “Simulacrenfield”:
[audio:http://temporaryresidence.com/mp3s/parlour-simulacrenfield.mp3]

Deltag i debat