Plader

Paul Smith: Margins

Skrevet af Anders Büchert

Maxïmo Park-frontmandens solodebut er en kedsommelig og intetsigende udgivelse komplet blottet for nerve og intensitet. Mest af alt minder den om en række demoskitser og vidner om, at den kreative proces halter uden bandkammeraterne i Maxïmo Park.

Du kender ham fra indierock-gruppen Maxïmo Park. Hans ærkebritiske vokaludskejelser er ikke til at tage fejl af, og det er vel også én af årsagerne til, at gruppen over tre studiealbums har fået så relativt stor succes. Men som det efterhånden er set en del gange, så kan en forsanger da også lige smide et soloalbum på gaden. Om det skyldes en overflod af kreativitet, der bare må omsættes til albumformat, eller om det i højere grad er en række gamle skitser, der lige kan give lidt ekstra penge i kassen, er svært at sige. Én ting er dog sikker: Paul Smith burde nok ikke have udgivet Margins. Hans solodebut er nemlig mestendels intetsigende og komplet blottet for originalitet, nerve og intensitet.

Åbneren “North Atlantic Drift” får ligesom dannet grobund for det, der skal blive en temmelig kedsommelig lytteoplevelse. Et ikke specielt velproduceret nummer uden nogen videre overvældende melodiøsitet, hvor guitarerne er sløje og trommefigurerne flade, så før den fader over i næste skæring, hvilket nærmest er det mest positive træk ved nummeret, er der ikke meget at klappe i hænderne over. “The Crush and the Shatter” klarer den dog ikke meget bedre med sin demoagtige producering og enerverende, repetitive omkvæd, hvor titlen bliver råbt i noget, der ligner et forsøg på at skabe et energisk, medrivende omkvæd, der mislykkes helt og aldeles.

Sådan bliver man aldrig udfordret eller overrasket som lytter. Til tider bliver det decideret enerverende, men oftest fremstår det bare sløjt, halvhjertet og kedeligt. Det til trods for at Smith forsøger at komme rundt i forskellige ender af sangspektret med både uptempo, hitlydende numre som “Strange Friction” og “Dare Dive”, en drømmepoppet sag som “I Drew You Sleeping” samt langsommere, stemningsfyldte sager som “Improvement/Denouncement” og “While You’re in the Bath”. Sidstnævnte fungerer ganske vist til dels og er et af albummets bedste kompositioner, fordi der et eller andet sted under den skitseagtige producering findes et hypnotiserende element. Overvældende er det bestemt ikke af et højdepunkt at være – men det er bestemt det nærmeste, albummet kommer på sådan ét.

Margins må derfor beklageligvis betegnes som en skuffende solodebut. Paul Banks fra Interpol, Julian Casablancas fra The Strokes og et væld af andre markante forsangere har ellers haft succes med soloudgivelser før ham. Konklusionen for Smiths vedkommende må i stedet være, at der skal bruges længere tid på det samlede værk, så resultatet både er kompositorisk bedre gennemarbejdet og mere velproduceret. Alternativt bør han holde sig til det band, han har haft succes med, for noget tyder på, at de har haft en del at skulle have sagt i forhold til Maxïmo Parks udgivelser. Den her plade er i hvert fald lige til glemmebogen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat