Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2010 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Så begynder nedtællingen til Undertoners årsliste. Her er første del af de plader vi overså i 2010, som derfor lige får et par ord med på vejen.

Anchorless: s.t.

af Martin Thimes

En selvbetitlet ep og ikke så meget pis. Ligefremme rocksange fra samme skuffe, som James Mercer har adgang til, er, hvad Anchorless gav Danmark i 2010. Og tak for det. Spilleglæden oser i hvert sekund af den seks sange korte ep, og hvis de havde været fra Seattle eller New York, var der nok en stor chance for, at de var på vej verden rundt lige nu. Indtil det sker, så har vi dem for os selv. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glæder mig til der kommer endnu mere.

Aron: Testament from the Human Plantation

af Kim Elgaard Andersen

Den gamle syre-guitarist Aron, der har været med i On Trial og Spids Nøgenhat, får taget sin psykedeliske folkrock langt ind i skoven efter mørkets frembrud med sit fjerde album, Testament from the Human Plantation. Der er selvfølgelig masser af sprøde folkguitar-pickings, tunge, fuzzy guitarer og afdæmpede rytmer, men det er den skumle stemning, der får albummet til at gribe sin lytter. Med diverse horror-effekter skaber Aron levende skygger mellem træerne, der kan få selv agorofober til at savne oplyste, åbne, offentlige pladser.

The Art Museums: Rough Frame

af Martin Thimes

Der er ikke tale om meget mere end 25 minutters musik. Men når de er gået, så begynder man som regel forfra. Så ligetil og fængende er The Art Museums generiske indiepop. Også selvom det hele er svøbt i et nærmest for perfekt tæppe af fjerne beats, båndstøj, dårlige guitarer og mildest talt spinkle vokaler.

Curren$y: Pilot Talk/Pilot Talk II

af Nicholai Friis Pedersen

New Orleans-rapperen Curren$y har både været signet på No Limit Records, Cash Money Records og Young Money Records. Det blev dog med Damon Dashs BluRoc og Def Jam i ryggen, at han i 2010 trådte frem i rampelyset med pladerne Pilot Talk og Pilot Talk II. Begge gennemsyres de af tekster om weed, damer, slang og om ikke at lave andet end at hænge ud dagen lang. Og med lyrisk indhold som »Break your foot trying to kick it how I kick it,« »Everybody in this bitch got money. We ain’t never gonna run out of weed,« »We smoke and drink all night. Hangover cause we hung out,« og »Bitches with whom I slept, solidify my rep,« er det også tydeligt, at Curren$y ikke missionerer for at få conscious rap tilbage i radarbilledet. På pladernes beatside genintroduceres Ski Beatz, som tidligere har stået bag Jay-Z’s ”Dead Presidents” og Camp Los ”Luchini”. De tunge, men utroligt sprøde funk- og soul-baserede beat har i den grad været savnet, og på begge pladerne danner de den perfekte baggrund for Curren$ys på en gang dovne, enkle og uhyre raffinerede levering. Det ser ud til, at Curren$ys imponerende høje produktionsniveau fortsætter, idet albummet Muscle Car Chronicles er sat til at udkomme 11. januar, mens Pilot Talk-serien følges op med en treer i april.

Emeralds: Does It Look Like I’m Here?

af Kim Elgaard Andersen

Fortiden fornyet. Sådan kan man kort beskrive den genkomst, new age-inspireret synthmusik har fået. Ideologien er droppet, og kun det musikalske skelet står tilbage. For udøverne kommer egentlig fra noise-scenen. To af de mest markante eksponenter for stilen er Ohneotrix Point Never og Emeralds. Sidstnævnte er en trio fra Cleveland, der med analoge synthesizere og guitar frembringer meditativ ambient, der syder og bobler. Dog ikke når de går over i rent tonemylder med inspiration fra minimalisme og leverer trance uden rytmer. Så er det pågående og overvældende, og det bliver overjordisk, når bløde, udsyrede guitarsoloer svæver indover i ren Manuel Göttsching-stil (Ash Ra Tempel, Cosmic Jokers). Does It Look Like I’m Here? er hovedsvulmende vellyd for folk i ubalance, der prøver at få fodfæste.

Forest Swords: Dagger Paths EP

af Mikkel Arre

I et forvrænget mørke, hvor ildevarslende ekkoer kastes rundt, og melankolske vokalbidder er noget nær umulige at afkode, endevender Matthew Barnes sin fortid og maler dystre lydportrætter af følelsesmæssige skrammer. Med melodisk markante basgange og sine steder også gungrende trommer som bund sigter de twangede, Morricone-klingende guitarer og de uhåndgribelige stemmer direkte mod hjertekulen. Dagger Paths er ikke bare en af årets mest gribende plader, men så sandelig også en af de mest egenartede i sin lyd.

Gold Panda: Lucky Shiner

af Mikkel Arre

Derwin Pandas tydeligt personlige debutalbum afspejler et følelsesmæssigt spektrum fra glædesstrålende tosomhed til disharmonisk afsavn gennem mødet mellem vestlig electronica og orientalske melodisamples. Til tider kniber det med synergien mellem de to verdener, men når albummet er godt (og det er det for det meste), løfter de stramme beats & basgange og de svungne, elastiske strengetoner hinanden til nye højder. Takket være hektiske MPC-opklipninger bliver helheden et særegent, omskifteligt portræt af Pandas kærlighedsforhold til Asien – og til det »you«, der besynges til start og slut.

Loscil: Endless Falls

af Signe Palsøe

Med titler som “Shallow Water Blackout” eller “Lake Orchard” og et cover dækket af regndråber udtrykker Loscils nyeste album allerede inden den første afspilning sin samhørighed med det våde element. Spredte violinstrøg, sporadisk dub og diskrete klaveranslag falder som fra en drypstenhules stalaktitter og forplanter sig i den mørke, stillestående vandmasse. Endless Falls ekkoer af lyde, der er blevet forvrænget og omstødt af det medie, de har udfoldet sig i, og resultatet er en fjern, meditativ lyd, der er langt mere interessant end din plade med hvalsang.

Janelle Monáe: The ArchAndroid

af Signe Palsøe

The ArchAndroid er et overflødighedshorn. Med udgangspunkt i et futuristisk science fiction-univers skaber Monáe over små 80 minutter en excentrisk fortælling, der er klassisk opbygget med akter og ouverturer, men som konstant omstødes af et temmelig løst tag på genrekonventionerne. Funk og Monáes kraftfulde og teatralske vokal er udgangspunktet for en tour de force i hiphop, pop, rap, r’n’b, electronica og urimeligt medrivende sangskrivning. Et album, der i de varme måneder gjorde det lettere at kapere, at M.I.A.’s længe ventede sommersoundtrack blev lidt af en fuser.

8 kommentarer

  • Det er prisværdigt at ranke ryggen og stå ved det, man overså. Det er der ikke mange, der gør. (Janelle Monáe, wft, hvor var I?) Så mens I skriver på part II hvisker jeg: Onra!

  • Tak, Sune. Der er mange grunde til at plader ikke bliver anmeldt i løbet af året. Nogle plader får vi simpelthen bare ikke ind som promoer og andre opdager vi først sent. Og så har vi jo selvfølgelig også en begrænset kapacitet. Vi kan ikke anmelde alt. Det råder vi til dels bod på med disse opsamlinger. Og Daniel, Sleigh Bells mangler vi rigtig nok også en anmeldelse af. Personligt kan jeg ikke fordrage pladen, men vi burde helt sikkert have anmeldt den.

  • ja, tænk sig at I kunne overse Janelle Monae-albummet. Hypen fra den anden side af andedammen havde da ellers karakter af jungletrommer i overdrive! (det skal lige siges, at også jeg finder det albums hype aldeles berettiget!)
    Overså I ikke også årets by far fineste singer/songwriter konceptalbum, Anais Mitchells ekstremt blærede sangcyklus (med besøg fra bon iver among others), “Hadestown”??. Til alle der ikke har hørt den plade, tjek den ud!! Hadestown har i parantes bemærket den højeste score nogensinde på anydecentmusic.com, der samler anmeldelser ind fra alle væsentlige engelsksprogede medier (dvs. en højere bedømmelse end både janelle og kanye west et al…!)

  • og kim…lyt til sleigh bells en ekstra gang. Jeg kunne heller ikke fordrage pladen de første syv-otte gange jeg hørte den, men pludselig faldt ti-øren med et brag. Det er et super album…:)

  • Som sagt, så er det ikke alt, der ryger i redaktionens postkasse lige meget hvor hypet det er. Tro mig, pladen er bestemt ikke overset på Undertoners redaktion.

    Hadestown er rigtig nok god og har egentlig generelt fået alt for lidt omtale ift. hvor ambitiøs, den er. Koncept-folk som Newsoms Ys.

    Sleigh Bells har jeg givet rigeligt med chancer, men jeg kan altså ikke med deres blanding af tunge guitarer, dance og fesen indievokal. Det giver mig frygtelige flashbacks til bands fra 90’erne som Senser.

  • Ha! Ja, hvis det giver dig reminiscenser til senser at lytte til sleigh bells, så skal du rigtignok holde dig fra det, kim…;)
    Det var dog en uheldig association…jeg håber ikke den vil klistre til min fremtidige oplevelse af pladen…!

    ps. Hadestown er mere end god, come on…!

Leave a Reply