Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2010 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Her er anden og sidste del af plader vi overså i 2010, inden vi afslører, hvilke plader, der har været højst skattet på Undertoner-redaktionen i det forgangne år.

Jon Mueller: The Whole

af Mikkel Arre

Eksperimentalpercussionisten Jon Muellers 2010-album lever fuldt op til sin titel. De fire numre hænger så fint sammen, at den halve times spilletid snarere virker perfekt afmålt end afsnubbet. Pladen kommer omkring alle slagtøjets nuancer: det dundrende dybe, det tørt svirpende, skyllende bækkener og klirrende melodiforløb – akkompagneret af harpesprøde strenge og Muellers monotont messende vokal. Trods de mange virkemidler er The Whole nærmere tilbageholdt end overfyldt, hvilket måske er det allerbedste ved albummet: Lytterens fantasi har plads til selv at fylde ekstra vokalmantraer og supplerende trommerytmer ind undervejs. The Whole er en formfuldendt og dog uafsluttet helhed.

Rangda: False Flag

af Kim Elgaard Andersen

Richard Bishop (Sun City Girls), Ben Chasny (Six Organs of Admittance, Comets on Fire) og Chris Corsano (fra et utal af jazz- og spasmerock-sammenhænge) har som Rangda lavet et psykedelisk freejazzrock-album, der kan gøre en ung mand skaldet på en nat. De veksler behændigt mellem lyriske guitarpassager, der bygger op mod skrigende guitarsoloer eller afmonterer dem. Imens æder kaotiske rytmer et stykke af universet minut for minut. Æteriske, svævende toner slår krøller på guitaren, en flugt ud i et svimlende mørke hvirvler et væld af toner og dissonanser efter sig, to guitarer afsøger afdæmpet kold luft og dykker ned i en vildtløbende bæk i hver deres mønstre, indtil de sidst mister kontakten. Det er et detaljerigt, mættet lydbillede med store afvekslinger i tempo, de tre herrer har kastet sammen, og det er en fryd at udsætte sig for.

Salem: King Night

af Anna Møller

Når et band hypes for deres brug af en tilsyneladende ny genre, har det med at dele vandene. Sådan er det også gået for Salems ‘haunted house’, men hvis man for et øjeblik glemmer hypemaskiner, genrejunglen og elitære forventninger til, hvad musik kan og skal, så kan amerikanerne noget helt specielt med deres mørkvibrerende og øredøvende langtoner. De kan nemlig gøre dig godt gammeldags bange. Slæbende dyster støjsynth trækker lytteren ind i et horrorunivers, hvor alt kan ske, og hvor det mest skræmmende er, at musikerne bag tilsyneladende er fuldstændig ligeglade med, hvordan det hele ender.

Sleep Party People: s.t.

af Signe Palsøe

Med spinkle, indtagende melodier, lag af keyboards og forvrængede vokaler, der balancerede på æggen mellem det hjemsøgende og meditative, opbyggede Brian Batz’ enmandsprojekt tidligt på året et stemningsfuldt debutalbum. Selvom der måske ikke ligefrem er tale om et konceptalbum, skaber pladens drømmeriske univers dragende associationer til de allerseneste nattetimer og de indtryk, der trænger gennem de mennesketomme gaders tåger af beruselse, forelskelse eller ensomhed.

Swans: My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky

af Signe Palsøe

Fra svanesang til Fugl Føniks. Efter de 14 års stilhed, der fulgte Soundtracks for the Blinds repeterende ambient, er det helt på sin plads at tage patosladede begreber i brug om Swans’ genopstanden, for den er alt andet end tilbageholdende. Dommedag lurer i de potente guitar-, klaver- og horneskapader, der når uanede højder, men alligevel underkaster sig Michael Giras fattede og formørkede profetier. Et højspændt album, der overvælder med sin voldsomme, symfoniske skønhed over en hær af overjordiske grooves.

The Tallest Man on Earth: The Wild Hunt

af Signe Palsøe

Powerfolk? Med afsæt i tempofyldte, nøgne guitarfigurer og en karismatisk vokal lirer Kristian Matsson på sit gennembrudsalbum den ene uhørt melodiøse lejrbålsmelodi efter den anden af sig, hvilket det seneste år har affødt både flatterende Bob Dylan-sammenligninger og stor publikumsinteresse. Selvom musikken måske ikke lægger op til samme fordybelse som mere underspillet eller nuanceret folk, imponerer svenskerens tag på galopperende numre som “King of Spain” og sjælere som “Love Is All” hele vejen.

Titus Andronicus: The Monitor

af Lasse Dahl Langbak

New Jersey-bandet Titus Andronicus har begået en episk rockplade. Frontmand Patrick Stickles’ hverdagsbetragtninger er inspireret af intet mindre end den amerikanske borgerkrig, og de bliver med en nærværende røst og adskillige skarptskårne guitarriff formidlet med punket frustration og emotionel desperation, som gør Titus Andronicus konstant vedkommende – trods en overvægt af numre på mere end fem minutter. The Monitor bliver aldrig tynget af bandets store ambitioner, og til sidst vinder det lytteren over på sin side. Der findes næppe mange, som lytter til pladen uden at ende med at skråle med på udbrud som »the enemy is everywhere« og »you’ll always be a loser.«

Warpaint: The Fool

af Anna Møller

På samme tid insisterende og skrøbelige kvindevokaler blandes med gentagende og bedøvende artrock, når den LA-baserede all girls-kvartet folder debutalbummet ud. Numrene skifter konstant retning, samtidig med at det repetitive element har hypnotiske kvaliteter, og det er på samme tid både svært at overgive sig og svært ikke at blive fastholdt. The Fool er ikke umiddelbart optagelig eller tilgængelig, men hvis du giver den tid, falder du sikkert for mikset af lyse vokaler, guitarens uendeligheder og trommernes spredte dynamik.

The Wave Pictures: Susan Rode the Cyclone

af Martin Thimes

Briternes 2010-album er en lille rockperle presset sammen af lige dele Jonathan Richman’sk naivitet og Violent Femmes-klingende akustisk rabalder. Det er ikke ligefrem et orkester, der tumler omkring med store armbevægelser, men de gør et alvorligt indtryk. Rastløsheden, melodiforståelsen og især de helt simple arrangementer skaber et effektfuldt bagtæppe til forsanger David Tattersalls knirkende vokal.

Sleigh Bells: Treats

af Anna Møller

Lyden er som oftest stram og larmende på newyorkernes debutalbum, og den minimalistiske støj står i kontrast til Alexis Krauss’ lyse og næsten barnlige popvokal. På den ene side kan kompositionerne også synes barnlige i al deres enkelhed, på den anden side virker det kontrastfyldte lydbillede selvsikkert. De til tider maskingeværlignende trommer og det hårde guitarspil lægger det betontunge spor til det bløde og afdæmpede i stemmens frelse, og Treats rammer på den måde kombinationen af tung støj og let pop rigtig fint.

Deltag i debat