Plader

Siskiyou: s.t.

Sidste skud på stammen fra legendariske Constellation Records skuffer fælt. Canadiske Siskiyou hæver sig på debuten aldrig langt over lejrbålsniveauet.

Canadiske Constellation Records har gennem de sidste 20 år givet ophav til en lang række udgivelser af alternative bands i den sværest tilgængelige ende af skalaen. Godspeed You! Black Emperor, A Silver Mt. Zion, HRSTA, Do Make Say Think og Polmo Polpo har alle sat et unikt præg på den alternative rockscene, og pladeselskabet blev et symbol på Montreals status som indieby sidst i 90’erne. I det seneste årti er Constellation rykket en lille smule ud af deres niche, og de nyere bands som Tindersticks og Siskiyou appellerer til et bredere publikum. Om dette er et kvalitetsstempel, vil jeg ikke tage stilling til, men Siskiyou er desværre ikke et helt så interessant bekendtskab, som man kunne have håbet på, når der er tale om Constellation Records.

Navnet Siskiyou refererer til en nordamerikansk bjergkæde, og den canadiske folkduo præsenterer også lytteren for et akustisk og lunt lydbillede, som takket være den grovkornede produktion får flere af sangene til at lyde som lejrbålsklassikere. Arrangementerne er simple guitarkompositioner krydret med klaver, banjo, kastagnetter og blæsere, mens vokalerne er ‘typisk canadiske’ – let skingre, rå og højtpitchede med en klang af desperation, som vi kender dem fra Arcade Fire, A Silver Mt. Zion eller Broken Social Scene. At Siskiyous selvbetitlede debutalbum lyder, som om det er taget ud af en canadisk lejrskolesangbog, er imidlertid ikke pladens største svaghed. Den lune skovstemning har en vis charme, men som lytter ærgrer man sig over, at Siskiyou ikke fjerner sig en tøddel fra deres poppede folkkompositioner og udfordrer lytteren, som i løbet af albummets 12 skæringer bliver lullet langsomt ind i kedsomhedens tryghed.

Siskiyou lægger ellers godt fra havn med den Devendra Banhart-klingende “Funeral Song” og den mere countrylydende “Everything I Have”. Herfra falder niveauet et par U’er, og de resterende numre er generelt for harmløse den kantede og rå lyd taget i betragtning. “It’s All Going to End” slutter, netop som den begynder at blive interessant, og det samme gælder “This Land”, som faktisk lyder som et postrock-nummer, der aldrig rigtig når at peake. Flere af numrene kunne med fordel have fået lov til at udfolde sig over længere tid, hvilket i praksis kunne lade sig gøre ved at droppe det ligegyldige 40-sekunders guitarintermezzo “Useless Anymore”, hvis eneste formål er at binde to numre sammen. Og så lykkes det ikke engang.

Siskiyou når heldigvis at runde albummet af med æren i behold. Den repetitive “Big Sur” sætter på fornem vis et dystert punktum for seancen. Den står på mange måder i skarp kontrast til de øvrige numre, blandt andet i kraft af sin længde på 7:40, og den giver derfor det noget homogent lydende album den ekstra facet, som det har brug for.

Siskiyou lever ikke op til de forventninger, jeg har til et Constellation Records-band. Selv hvis man ser bort fra pladeselskabet, er pladen dårligere end middelmådig – den tager ingen chancer og er mere hyggelig end udfordrende. Det kan være udmærket, men i dette tilfælde er resultatet for kedeligt og indadvendt.

★★½☆☆☆

Lyt til “This Land”:
[audio:http://cstrecords.com/wp-content/uploads/2010/08/This-Land.mp3]

Deltag i debat