Koncerter

Sleigh Bells, 29.01.11, Loppen, København

Skrevet af Anna Møller

I stedet for et kontrastfyldt lydbillede med minimalistisk støj og næsten barnlig popvokal får publikum lørdag aften kompositioner med lag-på-lag-støj og basdomineret lydmur.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Allerede ved indgangen til Loppen undrer det mig, at der er flere advarsler om brug af stroboskoplys under koncerten. Til aftenens optræden er der da også flere reminiscenser af Crystal Castles end af The Ting Tings, som Sleigh Bells ellers ofte har mindet mig om. Der er ikke megen minimalisme over kompositionerne, og enhver poppet uskyld er væk, når den intense bas indtager ens bryst.

Inden Sleigh Bells indtager Loppen, skal vi lige i stødet. Duoen Echo Vampers sangerinde, Iza Mortag Freund, skriger på kliché-punk-maner iført tape for brystvorterne, gennemsigtig netbluse og stød-hår, og man kan godt undre sig over, hvad der lige foregår. Rent musisk befinder lytteren sig i en new wave-agtig 80’er-tidslomme, der muligvis ville sætte gang i en gymnasiefest med den enorme og udynamiske lydmur og teatralske punk-skrig. Især den enormt flade brug af bas generer personligt mit øre, og alle lyde synes at ligge i samme spektrum og i samme frekvensområde.

Dynamikken finder Sleigh Bells til gengæld, og på trods af at jeg som lytter bliver overrasket over, at fokus ligger på enorme basrytmer og hård electronica, så er det et lydbillede med spændvidde, newyorkerne præsenterer, og de udnytter deres basspekter rigtig godt.

Det er for mig dog en lidt ambivalent oplevelse at opleve Sleigh Bells på Loppen lørdag. På den ene side giver de en velspillet og hårdtslående koncert, hvor lyd- og basniveau ville have gjort enhver teenager lykkelig – i hvert fald et par timer eller to, mens tinnitussen fortsat rev øregangene itu.

På den anden side gør de slet ikke det, som i mine øjne er Sleigh Bells’ force: nemlig at kombinere det støjende, bastunge og guitarriffede med den pigede popvokal, der giver frelse i støjhavet. Tværtimod skriger Alexis Krauss og lader den enorme fysiske lydmur af Marshall-højttalere pumpe voldsomme og langstrakte bastoner ud og sætte gang i et dansegulv, jeg sjældent har set mage til på Loppen.

Allerede under andet nummer, hittet “Infinity Guitars”, ligger den langsomme bas eksempelvis så voldsomt dominerende i lydbilledet, at det vibrerer tungt i brystet, og al uskyldig tyggegummivokal er erstattet af skrig og samples.

»Hun ligner Sporty Spice som goth,« siger en tilskuer ved siden af mig, og det er nok meget godt ramt som beskrivelse af Alexis Krauss. Hendes medrivende optræden er i fokus, og hun er energisk og intens og får de forreste rækker helt med i destruktiv dans.

Under det nok eneste stille nummer i koncerten kravler sangerinden op under loftsbjælkerne på Loppen og vil have publikumshavet til at danse. Hun får i den grad sin vilje, men kun i en halv times tid, så forsvinder newyorker-duoen og efterlader en blæst lytterskare. På gulvet ruller tomme ølflasker rundt og enkelte sidder stadig og får vejret på scenekanten.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat