Plader

The Sand Band: All Through the Night

Ønsker man en fredfyldt og stille start på 2011, kan man uden større risiko for vinterdepression nyde tiden sammen med The Sand Band. Deres rolige folkrockdebut spreder både melankoli og varme – uden de store armbevægelser.

Skeler man til de musikalske slægtninge, der er nævnt i denne anmeldelse, kan man sagtens genkende The Sand Band i de i forvejen kendte skabeloner. Bandet formår imidlertid alligevel at sætte deres eget aftryk på tingene. Bandet er et nyt skud på stammen af folkbands, der beskedent fifler rundt i den britiske undergrund. Musikken er afslappet og veksler mellem lidt folk, rolig rock og simple tekster.

De store udskejelser og armbevægelser er der ikke mange af på The Sand Bands debut, All Through the Night. Til gengæld er der kælet for det simple, uden det koges helt ind til benet og derved ville fremstå søgt eller indspist i sit udtryk. Derimod balancerer numrene mellem det dynamisk instrumentale, åbne og forståelige, hvor emner som død, kærlighed, tab og religion bearbejdes og så det mere svævende i den til tider lidt banale lyrik: »I’ll take the pain the love may bring / to hear the song that sorrow sings / I’ll take the sadness from your eyes / because you never ask me why.«
Citatet er fra “Song That Sorrow Sings” og viser meget godt, at det ikke er tonstunge strofer, sangskriver David McDonnell disker op med.

Den beskedne besætning af guitar, pedal-steel, orgel og tromme skaber et melodiøst og fremdrivende underlag. Den lige så beskedne tekst bliver fremført via en sødmefuld vokal, der indimellem godt kunne bruge lidt liv og overbevisning, og  i omkvædene bliver udtrykket i visse faser en tand for tamt.

Pladen er dog generelt stille catchy, og selv om der nogle steder mangler lidt krop i historiefortællingerne, holder The Sand Band hele tiden kursen via et fint fokus omkring detaljer, små rytmeskift og drømmende stemninger, der får mange af numrene til at fænge og klinge som behageligt lydtæppe.

Pladen starter langt mere ordinært, end den slutter. Åbneren “Set Me Free” emmer af småglad guitar med et melankolsk touch, mens afslutningsnummeret “If This Is Where It Ends/Outro” er klart mere mørk og introvert med en underlig form for afsluttende monolog, hvor en mand reciterer en tekst. Den afslutning er noget malplaceret, da den kommer ud af det rene ingenting, og monologen har, så vidt jeg kan tolke, ikke noget med resten af pladen at gøre.

Jeg synes, det kan være problematisk, at man gennem en hel plade stille og roligt behersker sit udtryk og sine idéer for så at slutte af med et halvt gram syre. Det svarer nærmest til at lade en instruktør som David Lynch afslutte filmen “Notting Hill”. Det ville muligvis være et kækt tiltag, men det fungerer ikke som en afslutning på en folkplade.

Eskapaderne til trods tegner det sig nu fornuftigt nok for The Sand Band, der har udgivet en fin, lille og detaljerig indiefolkplade, der ikke gør det mere kompliceret, end det bør være. Pladen stråler af en vis selvstændighed, og selv om der mangler lidt kreativitet hist og pist samt lidt mere substans i lyrikken, så har de fem fyre i The Sand Band smidt en hæderlig debut på gaden. Mestendels med plads til forbedringer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat