Plader

The Tall Ships: On Tariffs & Discovery

The Tall Ships har fat i en fin formel, og den ville sikkert bringe dem langt, hvis bare de ikke lød så forbandet meget som Wilco.

The Tall Ships melder klart ud fra starten. Her er tale om klart og tydeligt Wilco-plagiat. Groft sagt kan man vel nærmest kalde The Tall Ships for Wilco Jam, for deres referencer, melodimateriale, arrangementer stinker så meget af Jeff Tweedy & co., at det næsten er tåkrummende. Lyt bare til første nummer “Call Confessions”, der er tyvstjålet fra Wilco´s Yankee Hotel Foxtrot åbningsnummer “I Am Trying to Break Your Heart”.

Det er derfor umådelig svært at anmelde denne plade, da der hele tiden runger et ekko af inspirationskilderne. Ser man en kort stund bort fra det, er On Tariffs & Discovery en habil og udmærket rockplade, der twister det lidt skæve med noget klassisk og hælder masser af gode og insisterende guitarflader ind i et relativt afdæmpet og til tider poetisk rockunivers, der ikke er så depressivt som Codeine eller mørkt som Tindersticks.

Den rytmiske snor bliver glimtvis trukket ud, og der er da også en vis spændvidde mellem det rockede, poppede og breaks, der giver pladen en blød kant, og trækker det samlede indtryk opad. Stilen er minimalistisk, og der overdoseres ikke med virkemidlerne. Der er ikke for meget gejl eller for store udsving; trioen holder sig til de klassiske dyder og tilføjer derfra sit eget udtryk – eller rettere sagt det lånte (Wilco).

Pladen er en påmindelse om, at man sagtens kan bruge de musikalske rødder til noget fornuftigt, men det ville have været rart med en smule selvstændighed. Det er ikke nødvendigt altid at opfinde den dybe tallerken, men det ville ikke have skadet, hvis The Tall Ships havde turdet forsøge sig på egen hånd og ikke kun ved hjælp af Wilcos skabelon.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Jeppe Fly-Kristensen

 

Biografi:
"Hej P3" var en af de første på banen, men det var først i slutfirserne og op gennem halvfemserne, at musikken for alvor tog fat. Fra Pet Shop Boys, Erasure og Depeche Mode til U2, The Cure og Blur. Måske er interessen knap så poppet i dag, men den er ikke blevet mindre.

 

Fem favoritalbums:
Tomas Anderson Wij: Ett slag för dig
U2: Achtung Baby
Nick Cave: No More Shall We Part
Lambchop: Is a Woman
Mikael Simpson: Os 2 + Lidt Ro 2002

Skriv et svar

boeger