Plader

Torben Ulrich & Søren Kjærgaard: Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble

Skrevet af Jeppe Carstensen

Jeg lovpriser endnu en gang dette samarbejde mellem den unge jazz- og popavantgardistiske Søren Kjærgaard og kunst- og tennisoraklet Torben Ulrich.

Torben Ulrich og Søren Kjærgaard følger op på deres første samarbejde Suddenly, Sound: 21 songlines for piano, drainpipe, etc. med en også denne gang langstrakt albumtitel: Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble.

Der er igen tale om en mere konceptuel og musikfilosofisk tilgang til et værk, som modsat mange andre udgivelser ikke står som noget endeligt. Derimod peger det frem mod et mulighedernes rum, hvor især den koncertrække, efteråret bød på, har vist de 29 forslags potentiale.

Albummets vokalside har ingen sproglige ytringer i traditionel forstand, men indeholder kun Ulrichs alfabetiserede volapyk. Denne ‘babble’, som albumtitlen henviser til, er ligesom alt andet på albummet en formindskning (‘diminishing’) af det kendte, det allerede tillærte eller den rene tone. Kjærgaard er alle 29 forslag igennem med arme og ben over sit flygel, hvor han forsøger at genanvende instrumentets potentiale. Med sig i konceptet har Kjærgaard en fornemmelse for serialitet og 12-tone-systemets historie. Albummet er, bortset fra en fyldig introduktion til værket og dets udformning i albumhæftet, blottet for klare semantiske udsagn. På trods af det, eller måske netop derfor, formår Ulrich og Kjærgaard i små, klare øjeblikke at ramme et universelt rum, hvori deres atonale lyd får lov at ånde.Lyden af en cirklende bordtennisbold i en metalgryde, Ulrichs sprogligt destillerede vokalessenser og Kjærgaards abrupte lege på de indvendige klaverstrenge. Det er blot få af de elementer, man kan høre i selskab med de to nærmest uadskillelige jazzkosmonauter.

Foto: Jeppe Carstensen

Jeg havde selv æren af at være i selskab med dem nogle aftener på deres eftersårsturné. Deres tilstedeværelse viste sig ikke at forudsætte en skarp adskillelse mellem publikum og aktører, som man ofte forventer sig af avantgardistiske jazzindslag. Med sig bragte de en pædagogisk energi, der gjorde stoffet jordnært og bredte sig blandt tilhørere og tilstedeværende. Herrerne gik bogstaveligt i jorden og samlede svampe i skoven til forsamlingen og talte entusiastisk om de fire elementer: Jord, luft, ild og vand, men også et femte: Rummet, hvori det hele samles.

Min oplevelse af denne plade kan derfor ikke forlade mødet med Ulrich og Kjærgaard. Jeg vil endda mene, at man ikke bør adskille deres turnévirksomhed fra værket, fordi de allerede i værkets præmis lægger op til dets kontinuitet. Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble er en udgivelse, der i efteråret blev fulgt op af små, mystiske smil fra de to musikere i diverse periferier af den danske geografi.Med afsæt i musikpædagogen Gurdijeff og andre helte udi bevægelseskunst og musik gav Ulrich og Kjærgaard lektioner i dans, musik og rytme. Deres væsner var så rummelige og inviterende, at selv de mest skeptiske og jazzforagtende deltagere kunne finde inspiration eller i hvert fald humor i deres universelle volapyk og seriøse dadaistiske lege.

Foto: Jeppe Carstensen

Hvis jeg skal zoome ind på noget mere partikulært, står “Proposal 7” for mig som et højdepunkt på pladen. En lille intens og ustoppelig ild i Ulrichs mundtøj og næseveje, i Kjærgaards snurrige klaverbevægelser og inde mellem de tos konstant krydsende parallelløb på deres instrumenter. Enkelte forslag rummer alene Ulrichs vokal og andre udelukkende Kjærgaards instrumentale sæt, men det er især i samspillet og dets hallucinerende improvisationer, at projektet når dets samlede effekt i det femte element. Endnu bedre bliver det selvfølgelig i liveudgaven, hvor man får fornemmelsen for den adræthed, der er i deres omgang med elementerne. Det være sig både fornemmelsen for gulvet, instrumenterne og ting, som bliver til instrumenter uden måske at være bygget til det samme.

Som sagt er udgivelsen mere en anledning end et færdigt og afsluttet værk. At lade sig fange af et klart øjeblik i selskab med Ulrich og Kjærgaard kan hurtigt udvikle sig til nye vidder i måden, man ser og perciperer verden på. Det er musik og tanke i både vertikale og horisontale bevægelser. Fast står man med fødderne plantet på jorden, som Ulrich gør det så gudesmukt i en alder af mere end 80, og finder balancen mellem de mange modsætninger, musikken og tilværelsen består af. Dette er en hyldest til det omrejsende babelstårn, som forhåbentlig når at rejse sig igen i kraft af endnu en musikpædagogisk odyssé fra Ulrich og Kjærgaard.

★★★★★☆

Deltag i debat