Plader

White Lies: Ritual

Skrevet af Anders Büchert

White Lies’ andet album er en omgang kølig electrorock, der vil egne sig særdeles godt til stadionkoncerter. Manglen på stemning og univers medfører dog, at man hurtigt begynder at kede sig over gruppens syntetiske og letgennemskuelige udtryk.

White Lies kan lidt det der, som blandt andet The Killers også kan – de formår at skrive en bunke bundsolide førstesingle-potentielle numre og således være helt og aldeles oplagte til en pokkers masse afspilninger i radioen. En effektiv formel, der gjorde, at den London-bosatte trio havnede højt oppe på diverse charts, efter de i starten af 2009 udgav debuten To Lose My Life. Og lad mig lynhurtigt understrege, at hvis man var vild med netop den plade, kan man sandsynligvis også lide Ritual, som den svære toer er blevet navngivet. Desværre fandt jeg aldrig selv kærligheden i debuten, og den nyeste tilføjelse til diskografien har således ikke revideret mit forhold til White Lies synderligt. De er stadig en af den slags grupper, der mangler den ekstra kant og de interessante elementer, der, for mig, kunne løfte dem fra døgnflue-stadiet.

Men velskrevne popkompositioner og et meget rent, tidsaktuelt udtryk lugter af popularitet, og i den kontekst er succesen heller ikke overraskende. Det her er nemlig kølig electrorock, der henvender sig direkte til massive stadionarrangementer. Det kan høres på godt og vel samtlige af pladens numre, der, trods lidt forskelligartede strukturer, har det storladne og forløsende omkvæd tilfælles, som sandsynligvis vil kunne ruske godt gang i en koncertpit. Det er en effektiv formel, og White Lies er særdeles dygtige til at benytte den – det skal der ikke herske tvivl om. At førstesinglen er blevet udvalgt til at være lige netop “Bigger Than Us”, siger således heller ikke ret meget, da nærmest halvdelen af albummet besidder det præcis samme hitpotentiale. Det gælder i særdeleshed albumåbneren “Is Love”, den efterfølgende “Strangers” samt numre som “Streetlights” og “Holy Ghosts”. På enkelte numre, som “The Power & Glory” og albumlukkeren “Come Down”, skrues der ned for de elektroniske energiudladninger, men det storslåede søges stadig, og resultatet må siges at være lettere tvivlsomt.

Ud fra ovenstående lyder det hele vel egentlig ikke decideret ringe, og pladens udgangspunkt er sådan set også ganske fint. Det problematiske opstår imidlertid i form af selve pladens udtryk. Det er, som nævnt, en kølig, elektronisk lyd, der præger albummet, og det giver et kynisk og nærmest kønsløst udtryk, der med sin mekaniske og synthbårne lyd er rimelig svært at blive opslugt af. En større kreativitet, herunder en bredere vifte af instrumenter, ville utvivlsomt klæde Ritual, og manglen på den gør, at man efter endt lytning sidder med en følelse af, at man på ingen måde har lyttet til noget unikt. Og det giver bestemt ikke nogen synderlig trang til at gentage lytteoplevelsen.

White Lies begår sig altså, ligesom på To Lose My Life, stadig inden for postpunken, hvor Interpols mørkerock, New Orders synthesizer-bårne strukturer og U2’s storladenhed til stadighed står som fællestræk. Det samles i en hitskabelon, der er svær at benægte, men også til et udtryk, der vidner om, at gruppen godt kunne trænge til en tur i tænke- og kreativitetsboksen, før de igen smider en plade på gaden. Indtil da må vi desværre nøjes med dette relativt svage andet album, der er en udgivelse, som bestemt ikke bliver mere interessant efter gentagne lytninger. Tværtimod.

★★½☆☆☆

Deltag i debat